Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Thomas Knudsen, Områdegruppebestyrelsesmedlem
Når dette læses, er den sidste af årets generalforsamlinger i alle landets lokalgrupper under LPO DSB blevet afholdt.
Fra områdegruppens side har vi været inviteret til alle generalforsamlinger og vi har også med stor glæde og interesse deltaget i hver enkelt.
Det er altid, først og fremmest, en fornøjelse og ligeledes en gave at kunne være med på en lytter og samtidig, fra første parket, få en fornemmelse af, hvad som rører sig i de enkelte lokalgrupper og på de enkelte depoter. Samtidig giver det os en mulighed for at få en god snak ansigt til ansigt med mange af de medlemmer, vi ikke ser så tit. Det er særligt vigtigt, når man som områdegruppe skal vælge og udstikke retninger for det arbejde man bedriver i årets løb, at man har mulighed for at stikke fingeren i jorden og få en snak med ikke alene lokalgrupperne, deres formænd og bestyrelserne, men ligeledes at få en snak med de enkelte medlemmer. Ud over de populære stuemøder er lokalgruppernes generalforsamlinger en oplagt mulighed og en vi holder meget af at benytte.
Tak til alle som deltog i årets generalforsamlinger. Der deltog samlet set hvad der svarer til 23% af den samlede medlemsskare i lokalgruppernes generalforsamlinger. Det må siges at være et flot fremmøde.
Ved at lytte til bestyrelsernes grundige beretninger samt de debatter, forslag og udtalelser, samt den frie snak under den efterfølgende spisning, der var på hver enkelt generalforsamling, har det givet masser af stof til eftertanke samt en længere liste af ting, som kan arbejdes med nu og her.
Alt dette er sat i gang.
Vi ser frem til at kunne mødes endnu engang i dette forum i starten af 2026 :-)