Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Per Bjarne Baden

Så er et nyt år i gang, og vores generalforsamling er løbet af stablen. For en gangs skyld havde vi ikke planlagt vedtægtsændringer – men det havde banken. Den ville nemlig ikke udstede et nyt betalingskort, hvis vi ikke fik lavet tegningsregler i vores vedtægter, så det var vi jo tvunget til. Det går i alt sin enkelhed ud på, at vi skulle bestemme om det var én person alene, der kunne bruge pengene fra kontoen, eller om der altid skulle to til at godkende transaktioner.

Det har fungeret i generationer uden den store kontrol, ud over bilagskontrollen når årsregnskabet skulle godkendes. Dog skal der flere til at godkende et lån, men det kommer nu aldrig til at ske alligevel, så det var mere for at få lidt kød på den nye paragraf.

Ja, egentlig begyndte året med en udsættelse af enkeltdagsvalget efter sommerferievalget, hvilket godt nok trak ud længe, men det lykkedes dog til sidst midt i uge 7. Udsættelsen skyldtes, at de overenskomstansatte ikke havde fået tilskrevet deres feriefridage, hvilket jo gav ulige muligheder for at søge fri i sommerperioden for nogle.

Derudover er vi så heldige, at der igen er ansat nye lokomotivførere på et LGU-hold i Tønder, så jeg vil gerne byde velkommen til Jane, Andy og Jonas. Forhåbentligt kan vi blive ved med at rekruttere nye lokomotivførere til Esbjerg, for det vil også øge mulighederne for flere tjenester til depoter i stedet for yderligere forringelser, når der er nogle der går på pension.

I fremtiden bliver det spændende at se, hvordan det går med ETCS til Esbjerg, eller om stationen bliver helt væk i en skilteskov. Foreløbig er planlægningen ikke gået alt for godt, hvad personaleuddannelsen angår, formentligt fordi Planlægningen ikke vidste hvad man skulle planlægge med i forhold til rangerområdet. Men det ved de nok nu, selv om alting kommer for sent af denne grund. Vi skal jo være klar til april, så lad os håbe at vi alle er det – og lad os håbe at det fungerer med rangeringen på trods af de udfordringer, det har givet med tre DSB-tog på stationen på samme tid. Løsningen med at have et tog klar til afgang i spor 3b og et afventede næste tog i 3a eller bagved under indkøbscentret, skulle gerne blive ved med at fungere til alles tilfredshed på trods af ETCS.