Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Hans-Morten Bejning Andersen

Indledning

Så er der taget hul på et nyt kalenderår i Helsingør. Der sker ikke det helt store på depotet, men vi er dog kommet i gang med vores nye ture og tjenester her i K25.

Generalforsamling

Tirsdag den 4. februar 2025 afholdt Lokalgruppen i Helsingør sin årlige generalforsamling.

Efter et år hvor vi var væk fra Skydeselskabet, vendte vi i år tilbage til de flotte lokaler i Stengade.

Der var mødt 16 stemmeberettigede op denne dag, og der var gæster fra Dansk Jernbaneforbund, LPO DSB og repræsentanter fra lokalgrupperne i Øst.

Faglig sekretær i DJ Thomas Bryan-Lund var valgt som dirigent på dagen.

Der var stort set genvalg til alle; dog skulle der findes en ny fanebæresuppleant, og her faldt valget på Thomas Agertoft. Ny suppleant til turudvalg blev Poul-Erik Tolstrup.

Der var en god debat, og masser af snak om hvad der rører sig i DSB og på vores depot.

Kørsel K24/K25

Kørslen i K24 var desværre for vores depot en meget ensformig forestilling.

Helsingør–København og retur til Helsingør; som regel to omgange og i værste fald tre, og så lidt til Næstved i weekenden.

Det er måske ikke sådan nogle dage, der gør at arbejdsglæden er helt i top, men vi er kommet igennem K24.

Svaret fik firmaet ved årets trivselsmåling, og den ser bare ikke god ud i Helsingør.

Til K25 ser det bedre ud: ture til Holbæk og Næstved, flere klargøringer og afslutninger i Helsingør, og færre nattjenester gør at arbejdsdagene bliver lidt nemmere at komme igennem.

Da vi skulle køre til Holbæk i K25, betød det at hele Helsingør-depotet skulle have strækningskendskab.

Normalt ville man jo mene at strækningsindøvelse skulle forgå i dagslys, men det var langt fra tilfældet.

Uddannelsesplanlægning mente noget andet: hvis man kørte i en aftentur, skulle man jo alligevel kun se strækningen i mørke.

Og det er jo også rigtigt.

Men der ligger faktisk et EU-direktiv, som anbefaler kørsel i både lys og mørke. Vi mente derfor at vi havde en god sag, så vi var forbi Trafikstyrelsen, men dér forholder man sig ikke til dette EU-direktiv.

DSB mener, at indøvelsen som udgangspunkt skal ske i de lyse timer. At det en gang imellem sker i mørke, opfatter ledelsen som et nødvendigt onde, da lokomotivførerne i Helsingør blev uddannet på et tidspunkt af året, hvor der var meget få lyse timer i døgnet.

DSB har ikke tænkt sig at ændre på dette.

Klargøring af EB og dobbeltdækker-stammer i Helsingør

I k24 havde vi én dobbeltdækker-stamme vi skulle klargøre. I K 25 har vi to stammer.

Så kan man jo sige at problemerne er blevet dobbelt så store.

Det er de måske også, men der arbejdes på sagen.

Det er lykkes at få overbevist den ansvarshavende i Fredericia om, at der kun må henstilles dobbeltdækker-stammer i spor 3 og 13.

Spor 13 er dog ikke optimalt, da gangvejen på vand siden kunne være bedre.

Der arbejdes på at forbedre forholdene, når man skal ned og montere og afmontere de gule skilte og åbne og lukke bremseledningshanen.

Vi hører dog ofte kollegaer sige: “Hvorfor skal de gule skilte hænges på? Det er jo kun os lokomotivførere der arbejder ved toget, og vi ved jo at der er 1500 V tilsluttet”.

Det er er ikke rigtigt… Når dobbeltdækker-stammer er parkeret i Helsingør om natten eller i dagtimerne, kan der komme håndværkere eller andet personale, som skal lave eftersyn på toget. De skal kunne se at der er tilsluttet 1500 volt, markeret med de gule skilte.

Løsningen på ABs kunne måske være at få lov at lægge det gule skilt i frontruden. Så er det også nemmere at se når man går på perronen.

På EB giver det mening at det fortsat hænges på krogen, da man alligevel skal lukke eller åbne bremseledningshanen.

Det er muligt at nogle synes at det er meget nemmere når dobbeltdækker-stammer holder ved perron når de skal klargøres, men det er vi i lokalgruppen ikke helt enige i. Man har fjernet alt vores rangertid, 25 min., spadser tiden er sat ned fra 11 til 4 min., og så har de lige fjernet lidt tjek-ind-tid også.

Når disse minutter bliver lagt sammen, har vi i alt mistet 39 min. i Helsingør, når man klargør en dobbeltdækker-stamme.

Før havde man tid til at udbedre fejl på toget, så det kunne komme rettidigt afsted, Denne tid er der ikke mere. Hvis der er den mindste fejl på toget, kan man næsten lige så godt melde toget nedbrudt, da tiden til at udbedre fejlen er taget fra os. Vi har ikke noget overskud af tid i dag.

En anden ting er, når op- og nedstigningsforhold og gangveje m.m. ikke er ideelle, for Så tager ting altså meget længere tid end der er sat af til opgaven.

Ifølge vores arbejdsseddel slutter vores klargøring på ABs (styrevognen) i samme sekund som der er afgang fra Helsingør. Og eftersom stammerne vender med styrevognen mod stopbommen, kan det godt blive lidt svært at køre ud af Helsingør, hvis man bliver på styrevognen.

Men som skrevet andet sted, har man fjernet den tid man plejer at bevæge sig frem og tilbage.

Så er spørgsmålet: hvorfor afgår togene så alligevel til tiden, som de gjorde de fleste dage i K24? Svarene kan være mange, men lokalgruppen har en mistanke om at personalet i Helsingør har brugt nogle andre tider end dem som stod på arbejdssedlen, for ikke at levere et dårligt produkt til vores kunder. Så kort sagt bruger man noget af sin fritid – og det er jo ikke meningen.

Pilotprojekt

Som alle nok ved deltager Helsingør depot i et pilotprojekt, som omhandler reserveuger i turene.

Da vi først lige er kommet i gang med vores ture i K25, venter Lokalgruppen spændt på hvordan det vil blive taget imod af vores kollegaer. Man skal jo huske at dette er lavet i solidaritet, så vores yngre kollegaer på depotet også kan få en hverdag til at hænge sammen.

Der vil blive lavet en evaluering inden sommerferien.

Sociale arrangementer

I december afholdt LPO Helsingør sammen med DSB vores årlige julefrokost. Det skete ombord på færgen Tycho Brahe.

17 lokomotivførere, tre togførere, gruppeleder og tjenestefordeler var samlet til en hyggelig aften på Øresund. Der var desværre afbud fra Pernille, som ellers havde fået stablet denne julefrokost på benene.

Men stor tak skal der nu lyde herfra.

Det var ordene fra Helsingør,

I ønskes alle et godt forår.