DBB 1 – 2025 – Lokalindlæg København

Af: Thomas Knudsen

Så kom vi for alvor i gang med et nyt år og med dét, har kalenderen for vores områdegruppe, traditionen tro, været fyldt med invitationer til årets generalforsamlinger i lokalgrupperne rundt om i landet. Det er ligeledes en fast ting, at vi, som er lokalgrupper i Øst, inviterer til at deltage i hinandens generalforsamlinger. Det styrker vores samarbejder og giver os en mulighed for at se, hvad som rører sig på de andre depoter af problemstillinger og udfordringer. Nogle har vi til fælles, andre er alene udfordringer på det enkelte depot. På den måde kan vi også lade os inspirere af hinanden og give hinanden input til måder at finde løsninger på, som vi måske ikke selv var kommet frem til i vores egen lokalgruppe.

Lokalgruppe Københavns generalforsamling

Således har der naturligvis også været afholdt generalforsamling i vores egen lokalgruppe i København. Den løb af stablen d. 23. januar hos 3F København i Nordvest Kvarteret. Tak til alle som deltog og som var med til at drive debatten fremad. Det er altid en stor begivenhed, når vi kan mødes og få samling på alle de ting, som har fyldt i årets løb. Dejligt vi sammen kan få taget nogle debatter og efterfølgende beslutninger, som kan give en retning for, hvor lokalgruppens bestyrelse skal lægge deres kræfter i det år, som netop er begyndt. Jeg selv tager altid hjem fra vores generalforsamlinger med noget at tænke over. Noget at arbejde med. Det er med til at fylde på tanken med brændstof til det arbejde, som ligger foran os.

Meget kort opsummeret kan man sige at årets generalforsamling endnu engang viste, at der skal kigges en del på vores alles hverdag. De tjenester og ture vi møder og i særlig grad den hverdag, som de af os, som kører i reserven, oplever. Det er et arbejde, som har kørt i flere år og som næppe får en ende. Livet og verden ændrer sig hele tiden. Det samme gør vores ønsker til den hverdag, vi alle skal have til at hænge sammen på vores egen måde. Et første skridt i den retning er det, i skrivende stund, igangsatte valg til Turgruppe KH. De får deres opgave for med alle de usikkerheder, vi kigger ind i lige nu. Et nyt system som skal tjenestefordele og planlægge for os i en nær fremtid, men som vi ikke rigtig ved ret meget om, hvordan fungerer i den virkelige verden endnu. Vores nærmeste sandhedsvidner er S-tog, hvor systemet allerede kører den dag i dag. Uanset at vi ikke skal forklejne de muligheder, som et sådant system KAN åbne op for, er det ikke kun positive tilkendegivelser, vi hører fra de kolleger, som allerede ér underlagt systemet. Vi skal dog huske, at selvom IVU/Medarbejderportalen efter planen implementeres i løbet af anden halvdel af 2025, så har vi stadig en lokalaftale som beskriver, at vi skal have ture / hold at køre i samt, at vi har turgrupper på de enkelte depoter, som er med til at planlægge og opbygge disse ture. Et andet ben i forhold til særligt reservens vilkår er flere forslag, som blev vedtaget på generalforsamlingen, som bestyrelsen skal arbejde med.

Når dette lokalindlæg kommer ud, har vi som bestyrelse endeligt fået konstitueret os oven på generalforsamlingen og kan således få planlagt, hvordan vi skal bruge kræfterne på de opgaver, vi er blevet stillet overfor i det næste år. Noget vil ligge på vores bord helt lokalt. Andet vil blive taget op via områdegruppen.

Stress og svære vilkår

Som sagt er arbejdet med vores hverdag på arbejdspladsen et arbejde, som pågår altid og altid har gjort det. Som lokalgruppe er det en hjørnesten i vores arbejde at kigge på det helt nære og forsøge at skabe rimelige vilkår samt en god behandling, når vi er på arbejde. I det helt nære. I det helt små. Nogle ting findes der løsninger på indenfor en rimelig tidshorisont. Andre tager lidt længere tid. En ting man nok må indstille sig på, når man arbejder med de ting, vi som lokalgruppebestyrelse gør, er den langsommelighed som opleves visse steder i DSB. Ovenpå medarbejdertilfredshedsanalysen i 2023 blev der meget hurtigt afsat tid og kræfter, som skulle finde løsninger på, hvad denne viste. Den viste en bekymrende trivsel blandt kollegerne i den spidse ende af DSB’s organisation. Os som befinder os i og omkring togene. En trivsel som går i den gale retning og som risikerer at forværres, hvis man lader stå til. Det er ikke en pointe som lokalgruppens bestyrelse har puttet med i de foregående år i vores lokale kontaktudvalg. Det er dog ikke på de helt lokale linjer, vi kan opfinde og udlægge de helt store forkromede løsninger alene. Den del har vi områdegruppen til, som ligeledes har tegnet med den store pensel i forhold til, hvad vi mener, vi står overfor. Der er da også på dette niveau fundet flere løsninger og enighed med ledelsen, uden der af den grund er sket noget sidenhen. Man har ikke indført disse forbedringstiltag og enkelte tiltag har man syltet helt. Vi står derfor nu på bagkant af endnu en medarbejdertilfredshedsanalyse fra 2024 som ikke har ændret sig væsentligt fra den forrige. Ikke for os i driften i hvert tilfælde. Her viser de samme tendenser sig, som man så i 2023.

En større andel af medarbejderne risikerer at udvikle stress og har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Kollegaerne mangler indflydelse på eget arbejde og eget arbejdsliv og dermed også indflydelse på ens frihed og fritid. Og det selv om forskningen peger på, at det er det væsentligste parameter for en øget medarbejdertilfredshed. Og i øvrigt noget som de yngste generationer på arbejdspladserne vægter højere og højere. Fleksibilitet og frihed. Det er ikke noget, vi oplever meget af i driften. Fra vores arbejdsgivers side. Særligt ikke i København, hvis man spørger mig. Vi er stadig bagud på vores uddannelse hver især og dermed stadig bundet af litra-bindinger, når der er turvalg. Vores uddannelse er derfor også stadig så forskellig, at vi har svært ved at dække tjenester for hinanden. Det gør det svært for tjenestefordelingen af være fleksibel, når vi indgiver ønsker til, hvordan vi som reserve gerne vil have vores hverdag stykket sammen. Eller hvis vi i tur eller rammetur har behov for at få flyttet rundt på noget af den ene eller anden årsag. Det skal ikke herfra være sagt at der ikke gøres et forsøg på at indhente efterslæbet. Hvis ikke alle i København i skrivende stund har fået ETCS-uddannelsen, så er det alene en håndfuld, som mangler denne. Det generelle efterslæb er dog så stort, at det til stadighed er svært at mærke i den enkeltes hverdag. Uddannelse i de forskellige litraer halser stadig bagud. Og der er to nye af slagsen på trapperne inden for de næste par år. Dette betyder med al sandsynlighed et vedholdende krav fra ledelsen om, at vi skal have alle litra for at kunne søge i en bestemt tur. Det er ubegribeligt, at vi skal blive ved, år efter år, at være fanget af vores egen kunnen eller mangel på samme. Det er og bliver arbejdsgivers pligt, at den enkelte medarbejder har den rette uddannelse og de rette kompetencer for, at vi alle kan udføre det arbejde, som arbejdspladsen pålægger os.

Det er som om nogle ledere i DSB, har lidt for travlt med at påberåbe og benytte sig af deres ledelsesret samtidig med, at man behændigt glemmer, at der med en ret altid følger en pligt. En pligt til at inddrage, en pligt til at lytte, en pligt til at sørge for, at medarbejderne har de rette kompetencer og redskaber til at kunne udføre sit arbejde.

I DSB’s årsrapport for 2024, med i øvrigt rigtig mange flotte resultater at bryste sig af, skriver man, at man vægter work-life-balance højt, har plads til alle på rejsen mod det bæredygtige, vægter diversitet højt og i øvrigt bruger en del tid på at fortælle, hvor meget man tilbyder medarbejderne. Og man ligeledes gør det i et tæt samarbejde med medarbejdernes repræsentanter, så er det min påstand, at det nok mest er en virkelighed, der ses i de øverste direktørkredse. Måske også i højere grad i Telegade, hvor administrationen primært holder til. Hvor ting som ”barn syg”, en let forkølelse, jonglering af privatliv som sammenbragt skilsmissefamilie og tusinde andre varianter, ofte kan klares med f.eks. hjemmearbejdsdage. Og dermed ikke fremgår af sygestatistikken.

Det er bare ikke den virkelighed, vi sidder i herude. Togene er ikke så fjernstyret, at vi kan få bragt passagererne fra A til B på en hjemmearbejdsdag. Blot som eksempel.

Hvad der bliver bragt videre fra vores egne nærmeste ledere, op igennem ledelseslagene, via excel-regneark og PowerPoints, det ved jeg ikke. Men jeg ved så meget, at den virkelighed, vi sidder i herude, den bliver med al tydelighed ikke vist frem i rette lys, når det endeligt når frem til de direktører, som sidder i de øverste lag og som er dem, der skal aflægge årsrapport for firmaet.

Vi kan aldrig komme ned på lige så lavt sygefravær, som man formår andre steder i firmaet. Alene af den grund at vi er

i driften. Vi skal være til stede for at togene forlader perronen. På alle tider af døgnet. På alle årets dage. Med tæt passagerkontakt. Både når alt glider og alle er tilfredse. Men også når driften driller og passagernes tålmodighed bliver testet og det hele sejler. Lige så også i de sene timer når alkohol og andet har sløret passagernes dømmekraft. Der er et utal af dilemmaer og hændelser, vi som medarbejdere bliver sat overfor. Men heldigvis også nogle gode systemer, som skal tage hånd om os, når det hele er gået skævt. Men det kan ikke undgås, at vi som medarbejdere derved også bonner mere ud på sygefravær end man gør andre steder i DSB. Jeg er ikke i tvivl om, at den reelle trivsel og medarbejdertilfredshed blandt os i driften kan øges betragteligt i DSB. Men det kræver, at de ledere, som har direkte indflydelse på vores hverdag, evner og har en vilje til at finde løsninger. Kigge på medarbejderne med nogle andre briller end ledelsesbrillerne alene. Være åbne og nysgerrige på, hvorfor os som sidder forrest i toget, os som tager os af passagerne inde i toget, os som klargør og afslutter tog, os som tømmer toiletter og rengøre tog, os som får hele driften til at køre som en velsmurt maskine. Hvorfor vi gang på gang i MTA efter MTA giver ledelsen bundkarakter. Åbne spørgsmål og åben nysgerrighed. Uden at sidde klar med et arsenal af argumenter for, hvorfor det er, vi tager fejl i den virkelighed, vi ser. Vi kommes ikke i møde med regneark og PowerPoints og statistikker skabt til at modbevise den virkelighed, vi oplever. Vi kommer i møde med åbenhed, dialog og viljen til samtale.

Jubilæer

Inden det hele stikker af i lange tirader, er det nok på sin plads at komme helt ned på jorden igen og som en afsluttende bemærkning få nævnt de af vores kolleger, som har fejret, eller om kort tid fejrer, jubilæum. Trods de udfordringer vi oplever, så bliver mange af os, trods alt, stadig i DSB i mange år. Fordi vi elsker arbejdet, fordi vi holder af vores kolleger, fordi vi har et sammenhold som kan noget særligt.

® D. 1. februar 2025 kunne Torben Brian Jensen fejrer sit 40-års jubilæum i DSB og i statens tjeneste. Stort tillykke og hurra skal der lyde fra dine kolleger!

® D. 1. marts 2025 kunne Henrik B. Frederiksen fejrer sit 25-års jubilæum i DSB. Ligeledes et stort tillykke og hurra skal lyde fra dine kolleger!

Med disse ord vil jeg hermed ønske alle kolleger på depotet i København et godt forår