Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Torben Rydahl Due Johansen
Positivt indlæg – mine få læsere skal gerne være i bedre humør efter at have læst indlægget end inden! Det lyder da godt – ikk’? DSB har indført en pendant til dette: SUNDT DSB – medarbejderen skal gå mere sund hjem fra arbejde end da vedkommende mødte til arbejdsdagen. Det lyder også super-godt – ikk’? Frugtordningen, som netop er begyndt i Tinglev, skal være med til at sikre dette. Det er virkelig et super-godt tiltag, som rigtig mange på depotet har taget godt imod og fra. Det er en fornøjelse to gange om ugen at se bugnende frugtskåle med diverse frugt. Så langt, så godt – men dét alene kan ikke løfte dagen og Tinglev ud af de seneste negative forhold, som vi har oplevet siden julemåneden. Lad os begynde med de fysiske forhold: I en længere periode kunne vi ikke tænde lys i det store lokale i underetagen, lige som det i flere rum ikke er muligt at opnå en behagelig stuetemperatur p.g.a. luft i radiatorerne. Det værste er dog hændt for et par badende kolleger i bruserummet, da de midt under kropsrengøring pludselig via afløbet kunne hilse på menneskelige efterladenskaber fra toilettet ved siden af. Efterladenskaber som var tiltænkt rensningsanlægget, og ikke som en ny smørende creme til fødderne. Årsagen er et defekt kloaksystem i et meget gammelt og slidt hus. Vi melder hver gang fejl på bygningen videre til vores personaleleder, som igen straks melder fejlene videre til rette instans i DSB, men herefter “dør baby”, og intet sker. Først når vores personaleleder rykker for aktion, kommer der LIDT skred i tingene, men det tager som minimum uger og ofte også måneder. Dette er på ingen måde SUNDT DSB.
Den nye køreplan er faktisk rigtig god for vores lokale rejsende. Den sikrer gode forbindelser mellem Sønderborg og Flensborg i begge retninger, lige som at borgerne i Sønderborg nu altid bliver kørt til byen i tog – desværre dog indimellem 40 minutter forsinket p.g.a. krydsningen i Gråsten. Ligeledes kører 57XX-togene igen med en meget høj rettidighed, da IC1-løbet ikke længere låner togets kanaler. Alt sammen rigtig fint, men det har desværre ikke noget med SUNDT DSB at gøre for den enkelte lokomotivfører i Tinglev. Det har derimod indholdet i turene, og de er så gabende kedsommeligt ensformige. Al vores kørsel ligger inden for rammen Flensborg/Sønderborg–Fredericia, og INTET ANDET!! Det er måske godt for DSB, men SUNDT DSB – nej, det er det ikke. Og måske kan det gå ud over sikkerheden i fremtiden.
Det hele toppes dog af den voldsomt reducerede tid til check-ind: fra 20 til sølle 13 minutter, hvilket svarer til en reduktion på 35%. Det er muligt at regnedrengene inde i Telegade har beregnet, at den enkelte lokomotivfører i gennemsnit bruger 13 minutter, men det er jo netop et gennemsnit. Hvad med de dage, hvor der er mere brug for tid? Vi har i Tinglev ydermere hele tysklandsdelen at sætte os ind i, og den æder i perioder nemt samtlige 13 minutter, hvilket meget få uden for depotet overhovedet har sat sig ind i eller sågar forstår – men regnedrengene er nok ligeglade. Nu er vi tillige blevet opfordret til at læse op på kommende regler i DDR, hvilket kan være/blive meget problematisk. I en tilspidset situation skal man pludselig kunne navigere mellem indførte og endnu ikke indførte regler. Det lyder ikke sikkert. Det vil svare til, at man beder Thomas Nørgaard (Danmarks bedste fodboldtræner/Sønderjyske) om at forholde sig til næste udekamp, skønt den kommende kamp er en hjemmekamp. Det får man ikke nogen til. Den næste kamp er den vigtigste – om man er fodboldtræner eller lokomotivfører er underordnet. Undertegnede har hørt flere omtale det som et tyveri ved højlys dag, men det er selvfølgelig også derfor at det hele ender i arbejdsretten. SUNDT DSB er det heller ikke. Jeg er meget spændt på de mange sunde tiltag, som skal opveje de lokale forringelser, der på det seneste har ramt Tinglev. På positivsiden skal bl.a nævnes: Julebio, Hjem-is gavekort og de flotte julegaver. Men det er jo ikke nye tiltag, som kan løfte den enkelte gennem arbejdsdagen til nye højder.
På den netop afholdte generalforsamling mødte 39% af samtlige lokomotivførere op. Det er et fremmøde, som skaber stor misundelse på andre depoter. Vi havde en fremragende og engageret dag med meget fint besøg. Både forbundsformanden og sekræteren var mødt op, lige som formand og kasserer fra LPO. “De fire store” var et fantastisk input til mødet, og de var super-velforberedte samt dygtige til at deles om taletiden. Desuden deltog vores arbejdsmiljørepræsentant, ligeledes veltalende, og berigede vores dag. DB sendte også en observatør til mødet, lige som fem glade pensionister fuldendte fremmødet og dagen. Dagsorden blev nøje fulgt, og herfra skal der ønskes tillykke med tre nyvalg: Kasserer Dorte Lorenzen, bestyrelsessuppleant Jan Jørgensen og fanebærer Børge Hansen. Der skal også lyde en stor tak for indsatsen til både referent og dirigent. Undertegnede henviser til referatet for nærmere info, men vil dog gerne lige reklamere for et af årets højdepunkter: 1. maj-arrangementet i Odense, hvor forbundsledelsen og udvalgte politikere også deltager. Både aktive og pensionister er meget velkomne.
Håber humøret blev løftet – bare lidt!