Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Carsten Lehmann Hansen, Lokalgruppeformand for lokomotivinstruktørerne
Som de fleste nok har bemærket, har DSB etableret et nyt uddannelsescenter i Øst, nærmere betegnet i Telegade. Uddannelsescenteret slog første gang dørene op i sommers og centeret suppleres i løbet af kort tid af nogle nye simulatorer, som vi her på bladet forventer at fokusere på i et af de kommende numre. Også i Vest er DSB i gang med at etablere et uddannelsescenter. Det skal ligge i Fredericia. Også her vil der komme simulatorer.
Det Blå Blad har i anledning af etableringen af Uddannelsescenter Øst spurgt lidt ind til lokaliteterne blandt brugere. Vi har også benyttet lejligheden til at få en snak med lederen af Uddannelse og Udvikling om Uddannelsescenteret set i et ledelsesmæssigt perspektiv.
Eleverne først …
Sten Modler Pondal – lokomotivfører (K), København
Hvad er dit generelle indtryk?
Det er en positiv oplevelse. Gode stole, god akustik og det er fint at være tæt på administrationen f.eks. Sikkerhedsafdelingen. Det er fint med morgenmad, men der mangler tid til at spise den i. Jeg synes ikke, udluftningen er så god og indretningen af centret er lidt forvirrende.
Hvordan fungerer lokalerne?
Det er umiddelbart et rart sted at være, men jeg ville nok hellere sidde i hestesko end den klassiske skoleklasse-opstilling.
Hvordan var oplevelsen af kantinen?
Den var fin. Jeg fandt noget jeg kunne lide.
Hvordan fungerede tilrejsen?
Ingen problemer, men det ville være fint med en direkte indgang fra gaden.
Anders Frese Carlsen – lokomotivfører, København
Hvad er dit generelle indtryk?
Det er fint, at uddannelse er samlet et sted, men jeg synes lokalerne ligger for langt inde i bygningen så en særlig indgang, kunne være en god idé. Det er lyse og åbne lokaler med muligheder for gruppearbejde. Og så synes jeg ikke, udluftningen er god.
Hvordan fungerer lokalerne?
Det er fantastiske lokaler med moderne ”smartskærme”, der virker fint.
Hvordan var oplevelsen af kantinen?
Det var lidt rodet med bordreserveringen. Vi måtte bede nogen om at flytte sig fra vores bord, men maden var ok.
Hvordan fungerede tilrejsen?
Der var ingen problemer bortset fra, at pasrejsen ikke passede med morgenmaden.
Torben Silving – lokomotivfører (K), København
Hvad er dit generelle indtryk?
Jeg synes, Kh var bedre.
Hvordan fungerer lokalerne?
Det er fine lokaler, men udluftningen er ikke god.
Hvordan var oplevelsen af kantinen?
Der var ventetid på siddeplads, men maden var ok.
Hvordan fungerede tilrejsen?
Jeg kom i bil og linket til P-tilladelsen virkede ikke, så…
Det Blå Blad har også talt med lederen af Uddannelses og Udvikling, Maiken Løkkegaard …
Hvad er baggrunden for et samlet uddannelsescenter i Telegade?
Man skal se det som et led i den samlede uddannelsesstrategi og ledelsens ønske om at investere i uddannelsesfaciliteter for frontmedarbejdere. Det er Per Schrøders idé at nærme drift og administration til hinanden i en slags brobygning, hvor administrative medarbejdere møder uniformeret personale fra driften hver dag. Baggrunden er naturligvis også behovet for at finde en god placering af simulatorerne og der kommer jo et tilsvarende center i Fredericia. Ideen er i den grad vokset undervejs.
Hvordan har ibrugtagningen af uddannelsescentret været for dine medarbejdere?
Det har helt sikkert været en stor forandring og der var nok en del bekymringer inden flytningen, men de blev demonteret ret hurtigt og nu er det blevet hverdag. Alle har en fordel af det fysiske nærvær, der bliver til et godt samarbejde.
Hvordan har eleverne taget imod de nye rammer?
Vi har løbende justeringer på baggrund af elevernes reaktioner, både med hensyn til forplejning og info generelt, men et ønske om en separat indgang til Uddannelsescentret kommer vi ikke til at kunne imødekomme.
Hvad byder fremtiden på?
Det helt nære er jo at få den sidste etape af lokalerne færdig og det sker medio april. Så skal Alstom aflevere simulatorerne og vi skal i gang med at lære at bruge dem. Til sommer skal faciliteterne i Fredericia stå færdige og ibrugtages august/september. På længere sigt skal vi kigge på idéer om at udbyde en del af vores kapacitet til branchen og vi har også et ønske om at få sendt nogle nye simulatorer til S-tog i udbud.