DBB 1 – 2025 – Understrups klumme – Næsten en Klu-Nik

 Af: Carsten Understrup, Lokalgruppeformand Aarhus

Vi starter med ordet ”Næsten” for Klu-Nik er et, af mig, nyopfundet ord til den spalteplads redaktionen på Det Blå Blad meget venligt har stillet til rådighed. Næsten, fordi Klu-Nik – der er en sammentrækning af klumme og kronik – og det efterfølgende ikke helt honorerer den gængse opfattelse af hverken klumme eller kronik. En Klu-Nik er i Det Blå Blad på ca. to sider, plus/minus, men med denne verdenspremiere på Klu-Nik bliver det denne gang 3 sider.

Vi starter med et forord. En klumme er jo et fast tilbagevendende indlæg med en skæv vinkel set fra et humoristisk synspunkt. En kronik er kronikørens subjektive syn på dette og hint og påstår dermed ikke at være den fulde sandhed. Fælles for begge er, at det typisk drejer sig om ét specifikt emne. Jeg kan nok ikke honorere det sidste; om jeg kan honorere humoren og den skæve vinkel? Døm selv, hvis du læser Klu-Nikken til ende. Fast tilbagevendende kan jeg ret sikkert opfylde i 2025. Jeg har adskillelige ubehandlede ”brokker” liggende og fortsætter DSB-ledelsen deres stil, så får jeg sikkert også rigeligt med materiale til 2026. Men håbet er lysegrønt, skulle den nuværende ledelse ændre stil eller vi får ny ledelse, ja så udgår Klu-Nikken blot.

Mumlen i krogene om, at jeg er useriøs, kan godt forstumme, i hvert fald useriøs i betydningen det ikke kan tages alvorligt, da det er overfladisk og uden saglighed. Jeg er ganske seriøs i alt, hvad jeg skriver og forsøger med fakta at underbygge og godtgøre mine synspunkter. Fakta som jeg endnu har til gode at høre nogle anfægte, så indtil videre er det kun kritikken af mine skriv, som lever op til definitionen på at være useriøs.

Nu uden yderligere omsvøb til sagerne.

Jeg er næsten blevet troende. Ikke som nytårsforsæt, men fordi ”sagen” er god. Modsat de øvrige dominerende verdensreligioner som kristendommen og islam – der er draget verden rundt med sværd i hånd, for at udbrede budskabet om fred og kærlighed til ”vilde vantro” (så kan de sgu lære det) – ja så anser jeg buddhismen, for rent faktisk at mene budskabet om fred og ”ordentlighed”. Men jeg kan jo tage fejl. Er jeg så blevet buddhist? Nej, ikke endnu, men da jeg så billedet fra DSB-lederkurset hos Dhammakaya i Korsør (ophavsrettigheder gør, at vi ikke kan vise billedet heri bladet) tænkte jeg, at samarbejdets vinde ville blæse gennem virksomheden. Foreløbig har der ikke en gang været tale om en brise, nærmest vindstille har der været. DSB er heldigvis en rummelig virksomhed. Køn, etnicitet, religiøsitet etc., betyder intet for tiden, heldigvis. Så måske er der intet sket, fordi deltagerne i Korsør, ligesom jeg, er blevet fanget i en nyreligiøs bevægelse. Jeg har altid set mig sig selv som værende ateist, uden dog at have taget stilling til, om det var gnostisk ateisme, eksplicit ateisme, implicit ateisme etc. blot er jeg ikke er ”troende”. Det er dog ikke sådan, at jeg helt kan sige mig fri for at tro på ”noget”. Og nej, det er ikke Elektriske Jesus, Elon Musk, eller hans ven, Den Orange Golfpræsident i USA, jeg tror på. Måske er det bare ”big bang”? Jeg ved det faktisk ikke?

Nå, lang indflyvning. Det er selvfølgelig softwaren, IVU, det handler om. Den første og eneste software i hele den vide verden, der:

® Virker fra det øjeblik den frigives

® Løser alle virksomhedens strukturelle udfordringer

® Rent faktisk honorerer det den lover

® Har et interface fra IT topnationen Tyskland, så vi, der er vokset op med DOS og ikke Apple, kan nikke genkendende til visningerne (stakkels Apple-generation)

® Er under samme direktørområde som SIRA, Klargøringsenhederne, Knorr-outsourcingen samt andre succes- og meningsfulde tiltag

Derfor er jeg nu tæt på at være troende kultmedlem. Jeg har næsten set lyset, men måske alligevel ikke helt, for det har været godt skjult. Men IVUismen vil bare gøre alt lyst og lækkert – hvis bare vi tror nok. Selv underdirektør Jesper Rosholt Bremholm nævner det i nyhedsbrevet af 9. oktober 2024. Mesteren og ypperstepræsterne har forsikret mig om et fremtidigt arbejdsliv af skønhed, ja ligefrem overordentlig skønhed, uden dog at afsløre de nærmere detaljer for os proselytter. Så alt er, som det skal være i en kult. Vi skal blot tro og er udkommet anderledes end forventet, ja så er vores tro bare ikke stærk nok og ja så, er konsekvenserne ved dette jo selvforskyldte. Har ikke hørt det fra Mesteren eller ypperstepræsterne endnu, men jeg er sikker på, at mangelfuld rengøring på depoterne, driftsustabile kaffemaskiner, tomme frugtkasser, uvirksomme elevatorer, etc. vil være en saga blot, når IVUismen slår i gennem.

Som skrevet er min konvertering i sin vorden, men min tro er allerede stærkere end nogle af konvertitterne i Telegade. Og de falske profeter? Ja, de ligger, som de har redt. Når man tager IVU-Mesteren samt ypperstepræsternes ord for pålydende, så vil jeg – ja ikke bare mig, men alle vi disponerede medarbejdere, som vi så smukt beskrives – selv kunne bestemme arbejdsmønster, frihedsmønster og ferie, samt lange overgange mellem tjenesterne. Og her bliver ikke konvertitterne, til de vantro. For de finder på alle mulige, og ikke mindst umulige, forklaringer på, at IVUismen og Mesteren måske ikke kan eller vil honorere alle mine krav til arbejdslivet. Sådan foregår det altså ikke i en ægte kult. Der kan hverken ”religionen” eller Mesteren tage fejl.

Skiftet til den nye ”statsreligion” i DSB sker i oktober 2025. Ikke troende mener, det bliver udskudt, men sådan fuld af begrænsninger er mennesker jo i deres visioner, hvis ikke de er ægte troede. Og eneste belæg, de har for deres påstand, er et par foreløbige udskydelser af deadline. Men nu er det jo sådan, at deadlines, milepæle og ophøjede milepæle ved DSB, de er til for at blive overskredet og udskudt, hvorfor skulle man ellers have dem? Bare se på klargøringsenhedernes overtagelse af alt LKF-B arbejde – med undtagelse af togfremførsel. Disse milepæle er jo også for længst overskredet og selvom målene er nedjusteret til en gang miskmask, så er man stadig ikke i mål.

Nå, lige meget. Tilbage til IVUismen. For vi troende disponerede medarbejdere vil Work Life balance blive virkelighed. For ikke IVU-troende er det nok ikke skærsilden, der venter, men de får ikke Work Life balance og må til stadighed døje med manglende frugt, tomme kaffemaskiner i weekends og andre fortrædeligheder.

Skulle nogen efter ovenstående være i tvivl om deres deltagelse i IVU-kulten. Så er de allerede nu dømt ude. For nu – siger vi konvertitter – nu, nu, nu bliver det bare godt både for virksomheden og medarbejderne. Er man en del af kulten, er man ikke i tvivl om succesen. Er man ikke en del af kulten, så kunne en sådan manglende tro give den beklagelig konsekvens ved evt. IVU-fiasko, at den ansvarlige Mester for IVU skal sige farvel til virksomheden, hvis altså ansvar kan placeres på niveauerne over personaleledere.

Omkring placering af ansvar i virksomheden DSB hørte jeg en morsom kommentar, i øvrigt fra en ansat i Telegade. ”Hvis der udbryder brand i bygningerne i Telegade, så er der ikke vand nok i hverken Høje Taastrup eller det Storkøbenhavnske område til at slukke ilden. Alt vandet bliver nemlig brugt ved håndvaskene i Telegade”. Om Høje Taastrup og Storkøbenhavn oplevede vandmangel i december 2024, ved jeg ikke. Ej heller om håndvaskene i Telegade var i brug omkring LGU-lokomotivførernes skoleophold på skolehjemmet i Tønder?

Forhistorien, så kort som jeg kan gøre det. I maj 2023 starter et nyt hold LGU-lokomotivførere i Tønder. Efter sommerferien vender de tilbage til skolehjemmet i Tønder, hvor der har været vandskade med mug og fugt på værelserne, samt skægkræ bl.a. i sengene, til følge. Der er mig bekendt ikke konstateret skimmelsvamp, men sagen ruller. Der laves handlingsplaner sammen med skolen og LGU-holdet flyttes på et tidspunkt til Sønderborg. Jeg tænker egentlig, at sagen er løst, men som det siden udvikler sig, er sagen vel kun løst fordi det pågældende hold (maj 2023) afslutter deres uddannelse og dermed ophold på skolehjemmet i Tønder.

Omkring skægkræ. Temmelig uhumsk at dele seng med disse. Og problematisk, at man også risikerer at få ”glæden” af at slæbe dem med hjem i privaten, altså en slags dobbelt bonus!

I maj 2024 starter der så endnu et hold lokomotivførere på grunduddannelsen i Tønder. Og trods handlingsplaner viser det sig, at forholdene er uændrede, dvs. uhumske og uacceptable, på skolehjemmet. LGU-lokomotivførerne henvender sig til A-siden, men der sker intet. Jo, måske laves der nogle flere eller andre handlingsplaner – dette er sikkert fint – men indtil den slags handlingsplaner viser resultat, så skal ingen vel bo under disse vilkår? Jo, det skulle kollegerne, må konklusionen vel være, siden DSB A-siden tilsyneladende intet foretog sig. Så da sagen rejses overfor LPO, besluttes det ret hurtigt, at LPO vil tilbyde kollegerne andet logi på LPO’s regning. I Aarhus havde vi fem kolleger på maj 2024 holdet, så jeg havde ”fundet” 25.000 kr., vi lokalt kunne bruge til dækning af nogle af udgifterne, så vores nye kolleger kunne bo under anstændige forhold. Det blev dog ikke nødvendigt, da Områdegruppen i første omgang påtog sig hele udgiften. Jeg ville med en investering på 25.000 kr. af lokalgruppens midler også forbeholde mig retten, til at skrive til ministre, Region Syddanmark, pressen og hvem jeg ellers ville plage med mine jeremiader. Og er det rimeligt LPO skal betale? Nej for pokker, men noget skulle der jo gøres, når dem med ledelsesretten, pligten og ansvaret for deres medarbejdere åbenbart sad på hænderne. Eller blev hænderne brugt til at holde sig for ørerne eller øjnene? Hvilke chefer, uddannelsesansvarlige, underdirektører, direktører der bærer ansvaret for sendrægtigheden, regner jeg med, at de afgør indbyrdes. For i sidste ende er det DSB A-sidens ansvar og dermed ultimativ Flemming Jensens (hvis ingen andre løfter det, altså ansvaret).

Og ja, jeg har hørt mumlen i krogene – heldigvis ikke fra mine lokomotivførerkolleger – om det måske ikke bare var små prinser og prinsesser, der ikke kunne tåle mosten. Nu er det jo sådan – hvilket måske kan være svært at forstå for de militante i Telegade eller de med militærledelsesbaggrund (der jo gerne skulle kunne omsættes til civilledelse) – vi er som lokomotivførere i DSB civilt ansatte. Vi skal hverken hærdes, lutres eller på stroppetur. Vi skal blot behandles med ordentlighed og bydes fair forhold. Det kan jo undre med alle de A-side repræsentanter der endte med at være i Tønder for at besigtige forholdene. Ingen af disse tilbød mig bekendt LGU-kollegerne at bytte deres hotelværelse ud med et skolehjemsværelse for en nat. Ej heller lavede nogen af dem aftale med skolen om at lade sig indkvartere på de værst ramte værelser og meddele organisationen i Telegade, at de lige tog en uges ”hjemmearbejde” i Tønder. Hvorfor mon ikke, hvis skægkræ og vægge med mug kun afskrækker ”tøsedrenge”?

Så hvis nogen ønsker at betegne de ramte LGU-kolleger som prinser og prinsesser, ja så kald mig Kongen, Kejseren, Tsaren eller Majestæten. For jeg kommer aldrig til at deltage i nogen form for undervisning med overnatning, hvis jeg bydes samme overnatningsforhold, som man bød både LGU-holdet fra maj 23 og maj 24.

Nu er der så startet et LGU-hold her i februar 2025. Jeg venter spændt på at høre, om problemerne på skolehjemmet er løst. Og hvis ikke, om DSB så denne gang, som arbejdsgiver, træder i karakter og tager ansvar for deres medarbejdere. Ellers må jeg jo igen se, hvad jeg kan finde af midler i lokalgruppen. Og så kan jeg jo ændre datoen og holdnummeret på de skrivelser der ligger klar til ministerier, regioner samt pressen.

Som slutkommentar lad mig blot sige, at jeg er helt enig med DSB A-siden i, at det er skolens ansvar. Og her ophører enigheden så også, for når skolen svigter, ja så træder arbejdsgiver selvfølgelig til og varetager medarbejdernes tarv. Man svigter ikke ved først intet at foretage sig og dernæst pive over at andre – nemlig LPO – træder til.