DBB 1 – 2026 – DDR3 og samarbejdet, der blev væk…

Af: Ole Bang og Peter Kanstrup, LPO’s repræsentanter i Sikkerhedsudvalget

Som det vel efterhånden er alle bekendt, er vi fra d. 4. marts 2026, efter en kort indfasning, skiftet til den nye udgave af den digitale rygsæk, også kaldet DDR3. Denne artikel skal ikke handle om de bagvedliggende årsager eller de tekniske argumenter for og imod den gennemførte ændring. Der er formentlig gode grunde. Eller der i hvert fald mindst én, nemlig DSB’s fornuftige hjemtagning af den kritiske infrastruktur, som DDR helt sikkert er. Det er vist kun få, som ikke husker den meget vanskelige situation, der opstod i oktober 2022, hvor vi holdt helt stille overalt i landet i flere timer, fordi lokomotivpersonalet pludselig ikke kunne tilgå den digitale rygsæk.

Der kan nok ikke være to meninger om, at en gentagelse i sagens natur skal undgås – men, men, men …  Nødvendigheden berettiger på ingen måde til at fravælge medarbejderinddragelsen af såvel arbejdsmiljø- som tillidsrepræsentanterne. End ikke en lille (forhånds)orientering er det blevet til. Faktisk hørte vi først om DSB’s arbejde med en ny DDR i starten af januar dette år. Bedømt på, hvor langt fremme ledelsen på det tidspunkt var med implementeringen, er det ikke urimeligt at påstå, at udviklingsarbejdet havde stået på i månedsvis, hvis ikke årevis.

Det er muligt, at der er folk i DSB, som mener, at lokomotivførernes vigtigste jernbanesikkerhedsmæssige arbejdsredskab ikke har den faglige organisations interesse (og åbenbart heller ikke rager vores engagerede arbejdsmiljørepræsentanter). Men det gør det og mon ikke også ledelsen i DSB godt ved dét. Og skulle de alligevel have misset det, så lad os endelig skære det ud i pap: ”LPO har interesse i alt, der berører lokomotivførernes arbejde – ALT.

Så det handler nok om noget andet, nemlig ledelsens opfattelse af medarbejderrepræsentanterne og vores rolle og måden samarbejdet i DSB kører på, eller rettere ikke kører. For selv om det faktisk med jævne mellemrum lykkes at få indflydelse på en række forhold, så er der fra ledelsessiden mere modarbejde, end der er samarbejde – desværre. Nogle gange, primært hvor sagen er perifer i forhold til lokomotivpersonalets kerneopgaver, er det til at leve med, at ledelsen glemmer en invitation til en arbejdsgruppe eller en forespørgsel til vores holdning om dette eller hint. Andre gange er det helt til hest, bl.a. i denne sag. Der er forhåbentlig ingen på ledelsesside, der er så langt væk fra virkeligheden, at de af et rent hjerte kan tro, at den digitale rygsæk, dens opbygning, virkemåde, brugerflade, osv. ikke interesserer de repræsentanter medarbejderne har valgt til at være deres talerør overfor ledelsen. Skulle det være tilfældet hører vi naturligvis gerne derom.

Men I blev da budt indenfor, vil ledelsen jo nok argumentere. Nej, vi fik allernådigst mulighed for at rette et komma – eller var det et punktum – da vi afslørede ledelsens udelukkelse af LPO (og de andre faglige repræsentanter fra TPO, LPO-S, osv.). Men vi går altså ikke ind og tager et medansvar for noget, som er 98-99% færdigt og hvor vi reelt intet kan ændre og hvor deadline for implementering kun ligger nogle få uger væk. Sådan samarbejder vi ikke. Er vi med, tager vi ansvar. Er vi ude, er ledelsen på egen hånd.

Er der så sket en katastrofe i den konkrete sag? Næppe. Dels har vi efterfølgende kunne konstatere, at der har været gode folk med i udviklingen og dels har et antal af de lokomotivførerkollegaer, der normalt agerer testere af nyudviklede apps og lignende været inde over. Heldigvis.

Det ændrer bare ikke på, at udviklingen af DDR3 på uheldig vis nu har skrevet sig ind på den lange liste af sager, hvor ledelsen de seneste 10-12 år har glemt at involvere den faglige organisation. Om det er en forglemmelse, må den enkelte vurdere med sig selv, men i LPO tror vi hverken på ”tilfældet”, julemanden eller andre sagnomspundne figurer og nok heller ikke på ”forglemmelser”. Vi nøjes med at forholde os til de kolde facts og de er, bl.a. bedømt på denne sag, at det involverende samarbejde desværre har det skidt. Og sådan har det vel – hvis vi skal være hudløs ærlige – reelt været i hele den periode, hvor den nuværende topledelse, har været i virksomheden.