DBB 1 – 2026 – IVU – Hvor er vi lige nu?

Af: Peter Kanstrup, områdegruppeformand

Mage til utaknemmelig opgave … At skulle give en opsummering på IVU siden artiklen ”IVU” i seneste nummer af bladet og blot være begunstiget med to siders spalteplads, ja det tangerer næsten umuligt. Men vi giver den skud alligevel …

LPO’s 10-punktsplan:

Og lad os bare starte i den bløde ende. Den med de små skridt i den rigtige retning, nemlig LPO’s 10-pkt. plan (med 11 punkter), som blev præsenteret for direktørkredsen primo december og siden har været et af flere pejlemærker i det interne arbejde i Togdrift og et fast tilbagevendende punkt på de ugentlige møder mellem ledelsen i Togdrift og fællestillidsrepræsentanterne fra TPO, LPO-S og LPO. Planen har først og fremmest vist sig velegnet til at holde fast i en brugbar retning for de mange tiltag, der er sat i søen. Og så har den vist sit værd i forhold til at holde fokus på flere af de udvalgte punkter, f.eks. fokus på kortere tjenester mandag til fredag og færre delpauser, hvor vi med små skridt nærmer os noget bedre. Også vedholdende fokus på systemets afsindig mange ændringer og en styrkelse af tjenestefordelingen stammer fra denne liste. Sidst – men ikke mindst – så tager arbejdet hen imod væsentligt færre notifikationer og en fjernelse af korrigeringsrammen også sit afsæt i denne liste. I forhold til førstnævnte er der nu sat et konkret initiativ i søen som begrænser en tjenestes notifikationer til den dag, hvorpå den ligger. Om det virker, er i skrivende stund lidt uklart, men tiltaget er det rigtige. Så mangler vi bare noget om væsentligheden i notifikationerne og en sikring af, at visningen udelukkende sker i arbejdstiden. I forhold til ønsket om at korrigeringsrammen fjernes, ja så er der nu en accept af dette hele vejen rundt på ledelsesside. Nu er det så bare tidshorisonten som mangler.

Brudsager:

Her har der været flere møder hen over årets første måneder. Efter en tur i forbundet enedes parterne om, at det var bedre at tage opgaven med behandling af brudsager tilbage til virksomheden og dermed tilbage til dem, der normalt beskæftiger sig med dette, nemlig Personaleplanlægningen, HR Forhandling og Personalejura og os i LPO. Dette naturligvis med henblik på om det ville være muligt at indgå en kollektive aftale for afregning fremfor at behandle de – på det tidspunkt – 764 sager, med 1254 registrerede brud enkeltvis, hvilket ville være uendelig tidskrævende. Til illustration for, hvor mange sager det egentlig er, er det intet mindre end 4 gange så mange sager, som vi normalt behandler på et helt år! Så alene det tidsmæssige perspektiv gjorde, at der nok var en fælles interesse i at finde en forhandlet løsning. Naturligvis under forudsætning af, at det ville give mening for begge parter. For at skabe et overblik, enedes parterne om at udvælge 100 tilfælde sager og lade gennemgangen af disse være retningsgivende for en eventuel aftale, hvis altså vi kunne blive enige om et forlig.

Så blev det til gengæld svært. Efter samlet 6 timers møde, havde vi behandlet knap 30 sager, hvor vi kun var enige om cirka 75% af de behandlede sager. De fleste af dem, vi var enige om viste brud, men der var – helt som forventet – også sager, som vi frafaldt af forskellige årsager. Faktisk lå der et møde mere i kalenderen, men det blev så aldrig aktuelt, idet Dansk Jernbaneforbund og DSB forinden blev enige om en afregning for de mange brudsager. Den aftale kommer jeg tilbage til.

IVU rammer Folketinget:

Omtalte aftale kom i stand bl.a. på baggrund af den massive bevågenhed IVU-sagen havde fået i både det politiske system og i landets medier. Ad uransagelige veje blev vi i områdegruppen rodet ind i det samråd, der var indkaldt i Folketingets Transportudvalg d. 27. januar om DSB, IVU og arbejdsmiljø. Eller rettere vi fik det, som hedder foretræde. Ved et foretræde er man udvalgets – her Transportudvalgets – gæst, en deputation som det hedder på ”Folketingsk”, hvor man får mulighed for at fremlægge sit syn på en bestemt sag og på den måde medvirke til at klæde udvalget på, når ministeren efterfølgende kommer i samråd. Ved dette samråd var der tillige en teknisk åben gennemgang ved DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen.

Det gik åbenbart meget godt, for i dagene og ugerne efter foretrædet var vi her, der og alle steder i den danske medieverden og fik også talt med en række politikere. Det skal pointeres, at det ikke var det hele, som var lige kønt. Personligt forstår jeg f.eks. ikke sammenkobling mellem arbejdsmiljøudfordringer i DSB og Flemming Jensens økonomiske forhold. Det er heller ikke mit indtryk, at den løn vores direktører får er en de har truet sig til eller stjålet af kassen. Tværtimod er der grund til at antage, at lønnen er fastsat af bestyrelsesformanden og den bestyrelse, som politikerne har udpeget. Så måske man skulle rettet skytset den vej, hvis man synes lønnen er for høj. Nå, det var et sidespring. Turen i mediemøllen og de vedvarende udfordringer med både IVU-systemet, togenes rettidighed og personalets arbejdsmiljø og trivsel groede fast i fortælling om IVU og DSB’s alvorlige udfordringer, i øvrigt godt hjulpet på vej af de mange mistillidserklæringer, primært vendt mod ledelsen i Togdrift, de kompetente forsamlinger hos både tog- og lokomotivpersonalet, havde vedtaget.

Aftale om IVU:

Man kan aldrig 1:1 sige, hvad der gør udslaget og skaber en forandring, men d. 16. februar var TR-kredsen i både TPO og LPO inviteret til møde med topledelsen i DSB. Mødet var i udgangspunktet indkaldt på baggrund af de førnævnte mistillidserklæringer, men kom til at handle om meget andet end det, herunder behovet for at finde en ny retning for samarbejdet i DSB.

Bl.a. med afsæt heri blev der indledt nogle drøftelser mellem både DJ og DSB. Det var disse drøftelser der d. 23. februar førte til, at forbundet og DSB indgik en aftale om arbejdsmiljøindsatsen i DSB via ekstern hjælp, medarbejderinvolvering i IVU og den førnævnte afregning for de mange aftalebrud i perioden 27. oktober 2025 til og med d. 31. marts 2026.

Aftalen omtaler også etablering af en arbejdsgruppe bestående af formand og næstformand fra TPO, LPO-S og LPO på den ene side og DSB’s administrerende direktør og yderligere 3-4 ledelsesrepræsentanter på den anden side. Arbejdsgruppens virke og kompetencer er ikke nærmere defineret. Helt overordnet er det positivt, for det gør, at der i princippet ikke er nogen begrænsninger. Omvendt er risikoen, at arbejdsgruppen ende som en syltekrukke. Om det bliver et kvantespring fremad i en ellers meget samspilsramt samarbejdsrelation mellem ledelsen og os faglige i DSB, eller aftalen forbliver ”10 fugle på taget”, kan kun fremtiden vise.

Områdegruppeledelsens tanker i den anledning kan du læse mere om i lederen