DBB 1 – 2026 – Kan gule fagforeninger være en del af den danske model?

Netavisen Pio, som skriver om arbejdsmarkedsforhold, havde tilbage i maj 2025 en leder, hvor den ansvarshavende redaktør henvendt til Krifa forklarer, hvorfor gule fagforeninger, ikke kan være en del af den danske model. Tak til redaktøren for den meget præcis forklaring. Egentlig burde læsning af nedenstående være et krav til alle danske lønmodtagere. Faktisk ville en husstandsomdeling i hele landet og obligatorisk oplæsning på alle uddannelsesinstitutioner være på sin plads. Det kan vi jo nok hverken forlange eller gennemføre, så vi nøjes med at bringe lederen i sin fulde ordlyd herunder med en kraftig opfordring til, at du læser med …

Krifa glemmer, at pligter kommer før rettigheder

Hvis Krifa vil være en del af den danske model, må de først bevise, at de er en fagforening og tage ansvar. Jane Heitmann, formand for Krifa, kræver anerkendelse og indflydelse i den danske model. Hun taler om demokratiske underskud og diskrimination, og hun vil have plads ved forhandlingsbordet. Men i stedet for at kræve rettigheder, burde hun starte med at påtage sig pligterne. Det er kernen i den danske model.

Krifa og de øvrige gule forretninger sælger forsikringer forklædt som fagforeninger. De forhandler ikke overenskomster, de tager ikke ansvar for den danske arbejdsmarkedsmodel, og de organiserer sig bevidst uden om det fællesskab, som de nu kræver adgang til. Når Heitmann taler om “frie og uafhængige fagforeninger”, forsøger hun at sælge en illusion. Krifa er ikke en fagforening i klassisk forstand. Den er ikke bygget på solidaritet, men på individuel service. Den har ikke et demokrati med tillidsrepræsentanter og aktive medlemmer, men et centralt styret system, hvor man betaler for juridisk hjælp og lønforsikring. Det er en kunde-leverandør-relation, ikke et arbejdsfællesskab.

Krifas medlemmer står alene

Rigtige fagforeninger organiserer sig gennem tillidsrepræsentanter, som er valgt af kolleger og forankret i dagligdagen på arbejdspladsen. Krifa har ingen struktur for tillidsrepræsentanter, hvilket betyder, at deres medlemmer står alene, når der opstår konflikter med ledelsen. Krifa markedsfører sig på at være “konfliktfri”. Det betyder, at de hverken iværksætter eller bakker op om strejker, blokader eller andre kollektive kampskridt. Det underminerer strejkeretten og svækker alle lønmodtagere – også deres egne medlemmer – fordi arbejdsgivere ved, at Krifa-folk ikke går med i kampen. Det er gratispassagermentalitet forklædt som fredelighed.

Den danske model er ikke en kaffeklub

Den danske model er baseret på gensidige forpligtelser. Fagbevægelsen forhandler ikke bare løn og vilkår – den tager ansvar for samfundsøkonomien, for fredspligt, og for at sikre en stabil arbejdsstyrke. Det kræver organisering, forhandlingsevne og respekt for kollektive løsninger. Her bidrager Krifa ikke. Tværtimod profiterer de på det arbejde, rigtige fagforeninger udfører. Det er ikke underligt, at politikerne ikke inviterer dem med til bords. Den danske model er ikke en kaffeklub, man melder sig ind i, når det passer. Det er et system, der bygger på årtiers kamp og forpligtelser. 

Krifa må bevise, at de er en fagforening

Hvis Krifa vil være med, må de først vise, at de tager del i de forpligtelser. Det gør man ikke ved at reklamere med konfliktfrihed og dumpe kontingenter. Det gør man ved at organisere på arbejdspladserne og tage ansvar for kollektive aftaler. Retten til frit valg af fagforening er ikke det samme som retten til indflydelse. Hvis Krifa vil være en del af modellen, må de først bevise, at de er en fagforening. Indtil da er der ingen grund til at tage dem mere alvorligt, end de selv tager deres ansvar.