DBB 1 – 2026 – Lokalindlæg Aarhus

Af: Carsten Understrup

Det kommer i dette lokalindlæg til at handle rigtig meget om IVU, faktisk udelukkende. I første omgang den lokale LPO-generalforsamling, generel betragtning og derefter hvordan det har påvirket ego.

Ja, Aarhus var først med vedtagelse af en mistillidserklæring. Lidt årets gang i 2026 kan man sige.  ”Normalt” ville depot Fredericia afholde årets første LPO lokalgruppe generalforsamling (den tredje tirsdag i januar), dernæst ville Aalborg – med afholdelse på den tredje onsdag i januar – have været LPO lokalgruppe generalforsamling nummer 2. Og så ville Aarhus følge med afholdelse af lokalgruppe generalforsamling på, den tredje torsdag i januar.

Nu er den Gregorianske kalender ikke indstillet på ”normalrækkefølgen” af LPO DSB lokalgruppe generalforsamlinger, hvilket jo selvfølgelig kan undre, at Pave Gregor ikke var opmærksom på denne uorden. Men i 2026 faldt den første torsdag d. 1. januar og derfor afholdt lokalgruppe Aarhus generalforsamling d. 15. januar (vedtægterne tilsiger afholdelse den tredje torsdag i januar), som den første lokalgruppe. Hvorimod tredje tirsdag i 2026, var tirsdag d. 20. januar, så depot Fredericia var henvist til anden pladsen 😊

Og ja, derfor endte Aarhus med, som første lokalgruppe, at vedtage én mistillidserklæring. Lidt af et tilfælde, da alle LPO-depoter endte med at vedtage noget lignende.

Ingen tvivl om, at mistillidserklæringerne har gjort indtryk på allerhøjeste plan.

Jeg har lyttet mig til, at der er nogen dér har opfattet dem som personangreb. Det er noteret, men mon ikke det er de pågældendes funktion og deres handlinger, herunder den manglende inddragelse af medarbejderne, inden de slap IVU løs på frontpersonalet, som har stået for skud?

Uden at kende den enkeltes motivation for at bakke op om mistillidserklæringerne tør jeg godt vove det ene øje og påstå, at følelsen af at være nedgraderet fra en medarbejder af kød og blod til et nummer, har spillet ind.

Og apropos medarbejdere og numre, så har disse jo ingen fortrolighed tilknyttet, altså medarbejdernumrene.

Det er jo ikke sådan at disse offentlig tilgængelige medarbejdernumre kan bruges som betaling i taxa. Nåh jo, det kan de jo. Men så er det vel heller i værre, eller? Mit medarbejdernummer er 32865 og efter IVU har det været flittigt brugt som betalingskode ved Taxa Syd. Hvordan skal jeg forsvare evt. misbrug, tastefejl, etc. ved taxakørsel på dette medarbejdernummer fredag og lørdag i min friweekend? Igen en hovedløs DSB-nødløsning – der i øvrigt fungerer upåklageligt – en taxabestilling med mennesker i den anden ende af ”elektronikken” modsat den højt estimerede app, der enten ikke er aktiv eller, hvor der kun er betalingsmulighed med eget kreditkort. Men så ”betales” taxakørslen via ét – i DSB – offentligt tilgængeligt medarbejdernummer. Jeg har ikke gjort ophævelser mod ordningen, idet jeg anser, at enhver sag i den anledning kan vindes, da det er DSB som arbejdsgiver, der alene står med problemerne.

Videre omkring den erklærede mistillid til ledelsen i Togdrift, deltog jeg d. 16. februar i møde med bl.a. den administrerende direktør. Jeg deltager gerne i møder med ledelsen. Dagsordenen var mistillidserklæringerne fra alle depoter i LPO (og TPO), men min rolle var uklar. En mistillidserklæring er jo det, den er, en erklæring vedtaget af en generalforsamling.

Så jeg kan jo ikke ændre det vedtagne. Med det i tankerne lyttede til det sagte på mødet og ingen tvivl om, at ledelsen tager DSB´s situation meget alvorligt.

Noget nagede dog efter mødet. Hvis nu ”kun” LKF og TGF led, ville der så have været møde i Transportudvalget? DSB-S-tog har været underlagt IVU´s vilje siden foråret 2024 og det er sket uden større presse- eller Folketingsbevågenhed.

Hvis nu udrulning af IVU i F&R havde holdt rettidigheden og aflysninger på et acceptabelt niveau, samt kunne fremvise en eller anden effektivitetsprocent eller blot status quo, ville der så have været sammen fokus på situationen? Rettidigheden samt antallet af aflysninger kan de ansvarlige nemt selv overskue, men det skal da lige nævnes, for andre læsere end lokomotivpersonalet, vi er under den af ledelsen vedtagne beslutning om at arbejde med IVU, reelt ineffektive som aldrig set før – taxa og pas-kørsel er f.eks. blevet mine nye spidskompetencer.

I forhold til rigtig mange kolleger er jeg ikke i samme grad ramt af IVU´s præstationer eller nok rettere manglende præstationer. Vi er i husstanden to voksne – min kone og jeg – samt hunden Conrad. Vi har ikke rigtig en tilværelse, hvor der er nødt til at være system i tingene. Så vi har ikke noget større personligt ”puslespil”, der hver dag skal gå op i en højere enhed og hvor svigt kan have store personlige konsekvenser. Alligevel er vi dog også ramt.

Vi nåede knapt ud af november før min kone (Christina) meddelte, at al tale om IVU var bandlyst indenfor og i stedet henvist til carporten. Det indgik vi sådan en slags lokalaftale om. Christina var træt af mine jeremiader, sure fjæs, og vrissen af hende, når IVU virkelig gav den gas med min tjenestefordeling.

Så pas på jer selv og jeres ”base”, for smuldrer basen først, så bliver det da helt umuligt at være menneske, underlagt IVU.

Håber I trods IVU vil nyde foråret, det vil jeg da personligt gøre. Det gør det rarere at opholde sig i carporten.

Igen, pas på jer selv og jeres kære.