DBB 1 – 2026 – Lokalindlæg Odense

Af: Bruno Skjold Andersen

Bedst som man tror, at vinteren er ved at være overstået, bliver vi ramt af endnu et snevejr, og frosten har jo længe sat sit præg på landet.

I mellemtiden har vi i Odense sagt farvel til endnu en kollega; Jan Henrik Jensen har således haft sin sidste tjeneste i slutningen af januar og er gået hjem til et velfortjent otium – tak fra os alle for din tid hos os, og tak for din behagelige væremåde!

Hvad der jo primært optager os alle i øjeblikket, er de umådelige problemer, indførelsen af IVU har skabt – ikke blot for den enkelte, men jo også for virksomheden selv.

Man kan i øvrigt spørge sig selv, hvad pointen i at ville af med de faste ture egentlig er. Jeg mener… det er jo stort set de samme tog, der kører hver dag, og hvis de enkelte tjenester ellers er fornuftigt skruet sammen hvad angår effektivitet og hensynet til medarbejdernes trivsel, så kan jeg ikke rigtig se problematikken i at bevare disse. 

Mange af os vil jo gerne have en struktureret hverdag, hvor planlægning af ens gøremål også længere frem i tiden, er mulig… eller også bunder det blot i, at man gerne vil have en rimelig sikkerhed for, at man kan arbejde på bestemte tidspunkter i størstedelen af perioden, have mulighed for at planlægge sin afspadsering hensigtsmæssigt, eller tilsvarende.

Erfaringsmæssigt er der også ligeledes et antal kolleger, der foretrækker den fleksibilitet, der ligger i at køre i reserven.

At have valgmuligheden er, for mig at se, altafgørende for, hvor stor trivslen er. Og dette system har fungeret fint i årtier, omend der naturligvis altid vil være nogle, der kommer i en bestemt tur eller i reserven, selv om de helst havde set et andet udfald. 

Det er tæt på umuligt at gøre det 100% optimalt for alle, men derfra og så til at tvinge 2/3 af kollegerne, der hidtil har kørt i faste ture, i reserven eller “hold”, som de kalder det, er der jo et godt stykke vej.

Imidlertid er det allerstørste problem måske, at vi end ikke bliver taget med på råd. Ja, arbejdsgiveren har retten til at lede og fordele arbejdet. Men ingen er forhåbentlig i tvivl om, at hvis man skal fastholde og rekruttere engagerede og kompetente medarbejdere, så gør man bedst i at sikre, at de rent faktisk trives så godt som muligt. Vi lever jo nu en gang ikke i 1800-tallet længere….

Hvad der kommer ud af IVU og ledelsens evindelige tiltag i øvrigt, kan jo kun tiden vise. Personligt frygter jeg, at vi kun har set toppen af isbjerget indtil nu, og at flere vil tage deres afsked i utide, gå hjem med stressrelaterede lidelser, eller endog sætte træskoene før de burde.

Jeg overvejer selv at stoppe i år eller til næste år, mens legen er god – hvis der ikke sker voldsomme og i den grad tiltrængte forbedringer af vores engang så gode arbejdsplads, så kan det sikkert blive svært at se anden udvej.

Med ønsket om, at foråret byder på forbedringer for os alle, ikke kun vejrmæssigt, vil jeg slutte mit indlæg for denne gang. Pøj pøj til jer alle i denne svære tid!