Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Bjarne Aunsbjerg

Ja, så blev det tid til at skrive lidt om hvad der foregår i det nordjyske.

Foråret har da endelig ramt os, efter en lang vinter med de problemer det jo fører med sig.

Materiellet har vi jo formentlig oplevet alle sammen – det har været under al kritik. Personligt syntes jeg det er skræmmende hvor dårligt det har været: to og tre motorer har jo været mere reglen end undtagelsen, og her tænker jeg på MF.

Jeg oplever at det er meget stressende for lokomotivførerne når man skal køre på den måde. Jeg ved ikke hvad man fik ud af at lade Knorr-Bremse overtage vores værkstedsopgaver – det vil jeg overlade til andre at vurdere.

Jeg har også indtryk af, at når man indmelder de fejl der er – i nogle tilfælde er de meget graverende – til lki-vagten, bliver der ganske enkelt ikke taget hånd om det. Jeg tror ikke det er af ond mening fra vagtens side, men jeg oplever at der sidder en driftsleder, der kun ser på driften og manglen på tog. Dermed falder det jo tilbage på os som sidder i togene, der efter min mening ikke lever op til det man kan forvente.

Og nu jeg er i gang med at brokke mig: vi har i Aalborg været meget ramt af tørkørsler, hvilket i min verden er helt sort. Det er da et problem der rimeligt nemt og nogenlunde omkostningsfrit burde kunne gøres noget ved. Det der nok er problemet her, er at der åbenbart ikke er nogle der har tænkt på, at efter vi har fået ERTMS imellem Brabrand og Aalborg er hastigheden sat op, især imellem Hobro og Aalborg. Og dét, sammen med tog der kører på tre motorer, og til tider to, medfører jo et langt højere forbrug af brændolie. Det er man nødt til at tage højde for, men jeg fornemmer lidt at det er snak for døve ører.

Som jeg skrev, kører vi med ETCS, og det betyder at man fra TKCs (Trafik Kontrol Centeret) side er begyndt at bruge sporene på Aalborg station på en ny måde. Det er der jo som sådan ikke noget galt i, men der er bare nogle måder der er lidt uhensigtsmæssige. For eksempel har vi spor 0, som er et blindspor, men der er perron og det hele, og man kan ankomme til og afgå fra det. Så på den måde er det jo fint, da vi så ikke trykker lyntoget sydfra, hvis vi er lidt forsinket med intercitytoget. Lyntoget ville ellers ikke kunne komme ind i spor 1 før IC-toget er rangeret væk. Og lyntoget skal ankomme i spor 1, da det skal fortsætte til Aalborg lufthavn. Nu er der bare det problem at spor 0 kun er 98 meter langt, og at man alligevel er begyndt at køre dobbeltsæt derind. Det hænger jo ikke sammen, så der har været lidt snak om at man bare kan aflåse det bagerste. Men det kan man bare ikke sådan lige, da vi jo først ved hvilket spor vi ankommer i umiddelbart før vi er der. Jeg kan ikke forstå at det er et emne til diskussion, for når perronen er 98 meter og et dobbeltsæt er 120 meter, kan det jo bare ikke lade sig gøre.

Rent personalemæssigt er vi også mærket af, at vi er ved at være et ældre depot. Der er nogle som har valgt at gå på pension, så pr. 1. maj er vi 40 lokomotivførere tilbage. Tjenestefordelingen er ved at være i bekneb for folk, så vi må håbe at vi snart kan få tilført nogle flere.

Herfra vil jeg ønske Kim Føgh Lorentzen et rigtig godt otium. Også Kent Vestesen vil jeg ønske god vind i Århus, men her er han jo ikke helt på udebane.

Så vil jeg ønske jer alle sammen et rigtig godt forår – og pas på jer selv.