Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Ole Bang

I begyndelsen af marts blev der afholdt valg til arbejdsmiljørepræsentant (AMR) på depotet. To kompetente og engagerede kollegaer, Kasper Kellmann og Rune Pedersen, stillede op til posten. Valgdeltagelsen var desværre lav, med under 50 % af kollegaerne, der afgav deres stemme. Valget resulterede i, at Rune Pedersen blev valgt som ny AMR. Vi ser frem til et godt samarbejde i lokalgruppebestyrelsen. Stort tillykke til Rune med valget!

På lokalgruppens ordinære generalforsamling i januar blev der fremsat et forslag om at indføre reserveuger i turene fra K26. Generalforsamlingen besluttede at sende forslaget til urafstemning, så alle medlemmer kunne få indflydelse. Afstemningen havde en høj stemmeprocent og endte med, at forslaget blev vedtaget.

Det er helt naturligt, at en ændring af denne karakter skaber debat. Det er nu turgruppen, der har ansvaret for at implementere reserveugerne, og derfor er der indkaldt til møder med kollegaerne for at få input til den bedst mulige løsning. Målet er at skabe flere muligheder for at komme i tur og dermed give bedre rammer for planlægning af fritiden. Spørgsmålet er nu, om det kommende planlægningssystem IVU kan understøtte strukturen i turene – særligt med hensyn til reserveugerne.

Manglende information fra ledelsen om IVU’s funktioner og begrænsninger skaber usikkerhed. Når der investeres i et system, som har været længe undervejs og forventes at forbedre hverdagen markant, må man som minimum kunne forvente klare svar på, hvad systemet kan, samt hvordan og i hvor høj grad det kan opfylde medarbejdernes ønsker og præferencer.

De nye LGU-kollegaer, som blev ansat i februar 2025, er godt i gang med uddannelsen. De udfordringer, der tidligere har været på skolehjemmet – både i forhold til værelsesstandard og personalets tilgang til de studerende – ser heldigvis ud til at være blevet forbedret.

Siden sidst har vi sagt farvel til tre gode kollegaer, Karsten Søe Andersen, Jens Lund Hansen og John Harry Hansen, som alle er gået på velfortjent pension. Vi ønsker dem alt det bedste i deres otium.

Den 1. april inviterede lokalgruppebestyrelsen til LPO GULD-arrangement i Fredericia, hvor både nuværende og tidligere kollegaer deltog i en hyggelig eftermiddag. Der var dækket op med et stort påskebord med sild, øl og snaps, og snakken gik lystigt om både gamle og nyere tider ved banen. Én ting var der bred enighed om – det var bedre før i tiden. Inden vi sluttede af med kaffe og kage, blev der afholdt et lille lotteri med fine præmier, bl.a. sponsoreret af MENY i Fredericia. Der var bestemt plads til flere deltagere, så vi håber på endnu større fremmøde næste gang.