DBB 2 – 2025 – Understrups klumme – Seniorfrihed og nedsat tid

Af: Carsten Understrup

Står straffen mål med forbrydelsen og virker straf? Døm selv, hvis du læser første del af Klu-Nikken til ende. Men først en forklaring af baggrunden for mine spørgsmål.

Ingen skal være i tvivl om, at jeg faktisk er enig med DSB A-siden om, at enhver ansat i vognmandsvirksomheden er pligtig til at orientere sig om DSB’s politikker. Og da i særdeleshed de specialpolitikker man som ansat kan være omfattet af. Således også seniorpolitikken ved DSB – som i øvrigt er alt for lidt og alt for sent tildelt. Vi har allerede nu kolleger hvis folkepensionsalder er 70 år. Forsikringsbranchen, medmindre man virkelig har gjort et scoop, anser forsikringstageren som et dårligt liv, svævende mellem liv og død efter det fyldte tresindstyvende år. Mens Mette F. og co. sammen med den fjerde statsmagt – Dansk Industri – anser samme individ som fuldt arbejdsdygtigt 10 år efter, forsikringsbranchen har lagt individet i graven. Så for lidt og for sent er min vurdering af DSB´s seniorordning. Den burde starte allerede midt i halvtredserne og ende med langt mere frihed end tilfældet er nu, Men al begyndelse er svær, så måske DSB A-siden når samme konklusion som jeg på et tidspunkt.

Man skal altså som medarbejder gøre sig bekendt med DSB´s medarbejderpolitikker og man skal altså også afholde sin ferie, deri er jeg helt enig med DSB samt Ferieloven. Og som så ofte før så ophører enigheden mellem mig og DSB A-siden derefter.

Uddrag fra DSB´s seniorpolitik på ABC DSB:

Seniorfridage

Seniorpolitikken indebærer bl.a., at alle medarbejdere på 62 år får tildelt 6 seniorfridage med løn pr. kalenderår uanset ansættelsesvilkår. Antallet reguleres forholdsmæssigt, i forhold til, hvornår i kalenderåret medarbejderen fylder 62 år. Det er dog en forudsætning for at kunne få seniorfridage, at medarbejderen:

• Ikke sælger sine feriefridage
• Ikke får udbetalt ferie eller særlige feriedage
• Ikke overfører ferie

 I så fald vil retten til at kunne få seniorfridage med løn, jf. seniorpolitikken, bortfalde for det pågældende kalenderår.

Man udsender mail om ovenstående betingelser d. 2. december til medarbejdere der er fyldt eller fylder 62 år i det kommende kalenderår. Som disponeret personale foregår lokomotivførerens frihedssøgning med 23 dages varsel og kun hvis der er ledige pladser. Så ”senioren” adviseres om vilkårene på et tidspunkt, hvor ferien tidligst kan lægges d. 25. december/første juledag. Og ja, der er ingen ledige pladser for disponeret personale at søge frihed på inden nytåret, hvor evt. restferie skal være afholdt.

Lad os tage et helt ”hypotetisk” scenarie. Lokomotivføreren (LKF) har ikke inden 31. december afholdt restferien på 1,28 dag. Denne skal så enten udbetales eller overføres, sådan er Ferieloven. Begge handlinger diskvalificerer LKF i at modtage seks seniordage, hvilket for disponeret personale omregnes fra dage til timer, lig med 44 timer og 24 minutter. LKF er på nedsat tid 4/5, så LKF tilskrives det fulde antal feriedage, men disse afholdes – pga. nedsat tid – ved et ferietræk på 1,25 dag pr. feriedag. Så ovenstående ”forbrydelse” består i at have overført 1,28–1,25 (hel feriedag for LKF på 4/5 tid) = 0,03 feriedag mere end den tilladte hele feriedag. 0,03 feriedag svarer ca. til 15 minutters ferie, hvilket diskvalificerer til 44 timer og 24 minutters seniorfrihed. Står ”forbrydelsen” virkelig mål med ”straffen”?

Pudsigt at den højest betalte lønmodtager i DSB meget gerne vil have fleksible aftaler, men selv er ansvarlig for ganske rigidt håndterede personalepolitikker. Og i øvrigt har en HR-jura og forhandlings afdeling, der både i tide og ikke mindst i utide taler om bagatelgrænser.

Det lyder jo ganske flot at virksomheden giver seks dages retsbaseret seniorfrihed, med mulighed for yderligere seks dage. Har dog aldrig hørt LKF få mere end sammenlagt otte dage, i øvrigt en seniorfrihed der, for disponeret personale, er omfattet af ganske mange betingelser for deres afholdelse. Kort sagt kan man vel sige, at seniorfriheden for disponeret personale kun kan afholdes, når virksomheden ikke har behov for deres arbejdskraft. I min bog betyder det, at ordningen er helt omkostningsfri for DSB.

Nedsat tid er som seniorfrihed en mulighed for at få lidt mere luft i forhold til arbejdslivet. Nedsat tid er dog ikke kun for ”seniorer”. Det kan enhver søge om. I modsætning til seniorfrihed er nedsat tid, 100% selvbetalt frihed. Nedsat tid er hele året sådan at forstå, at disse dage også kan lægges i højferieperioderne. Det er IKKE en mulighed for virksomheden omkostningsfrit – medarbejderen betaler jo for friheden – at regulere i forhold til ferie og udjævne ”arbejds- og uddannelsespukler” eller manglende kvalitet i personaleprognoserne. Så restriktionerne for afholdelse, der ses ved seniorfriheden, skal virksomheden blot helt glemme alt om i forhold til nedsat tid.

Regnestykket for begge typer frihed er jo ganske nemt for en dygtig planlægningsafdeling i forhold til personaleprognoser. Nedsat tid bevilliges af virksomheden, nemt at beregne og planlægge sig ud af. Seniorfrihed er så nem at håndtere planlægningsmæssigt, at man får tårer i øjnene. DSB A-siden kender vores alder og hvornår vi fylder 62 år, så planlægning kan jo foretages, flere år inden friheden skal gives, men jeg skal da gerne hjælpe på vej med et par fif. Hver gang der er fem LKF på 4/5 nedsat tid, ja så skal I ansætte én LKF. Hver gang der er 10 LKF på 9/10 nedsat tid, ja så skal I også ansætte én LKF. Når ferie, feriefridage og SH-dage er trukket fra, har vi omkring 1665 effektive arbejdstimer om året, ved 44 timers seniorfrihed, skal der for hver 37 medarbejder på ordningen ansættes én LKF. Ingen grund til at takke, jeg giver gerne gode råd.

Måske IVU kan gøre det nemmere at håndtere?