DBB 2 – 2026 – Lokalindlæg København

Af:

Thomas Knudsen

Tiden og hverdagen på vores arbejdsplads er i et underligt limbo i disse tider og har på sin vis befundet sig i dette limbo rigtig længe. Nok mere eller mindre siden vi ude i horisonten begyndte at se aftegningerne af et IVU, som skulle afløse de systemer og arbejdsgange, vi igennem rigtig mange år havde benyttet os af.

Når jeg sidder her nu, i skrivende stund, og skal sætte ord på det hele, forestiller jeg mig følgende billede. Der skal bygges en jernbane fra X-by til Y-by. Vi har måske værktøjerne, selvom de godt nok er nye og træningen i deres brug ikke for alvor har betrygget dem, som skal bruge dem. Vi har måske også de materialer, som skal bruges. Disse er ligeledes materialer, som ingen har benyttet før og skaber dermed endnu en usikkerhed i arbejdet, som ligger foran. Ruten fra den ene by til den anden, har man ikke helt lagt sig fast på. Overblikket over værktøj og materialer samt rute, står mest af alt lidt hen i det uvisse. Man har ledelsesmæssigt kastet en masse bolde op i luften, med en masse ideer og mulige løsningsforslag. Men man har ikke lagt sig fast på noget og man har ikke for alvor rådført sig med dem, som skal udføre arbejdet, benytte værktøjerne eller materialerne. I det hele taget står man med en masse løse ender, da arbejdet påbegyndes. I spidsen for dette arbejde finder man en masse mellemledere, som søger efter en retning eller noget de kan gribe fat i. Men arbejdet SKAL begyndes. Fortællingen SKAL være god. Der findes kun én vej og det er fremad. Alt hvad der ligger, eller lå, bag os er irrelevant.

Skinnelægningen påbegyndes. Ikke som oprindeligt planlagt. Der var måske nogle ting, som ikke var helt på plads endnu. Nogle ting man lige mangler at få styr på. Hvad disse ting var, er der ikke rigtig nogen andre end dem, som er allertættest på beslutningen, som bliver inddraget i. Uanset det, får igangsætningen en ny dato og denne kommer til

at holde. Koste hvad det vil. Som datoen nærmer sig, bliver der stillet spørgsmål. Har vi de rette materialer? Har vi nok af dem? Hvor skal de første skinner lægges? Hvad er ruten egentlig? Et væld af spørgsmål og usikkerheder, som der aldrig rigtig kommer svar på eller afklaringer af. Dem, som står med det endelige ansvar, er måske i virkeligheden heller ikke helt klar over, hvad retningen bør være. Om forudsætningerne, materialerne, værktøjerne, osv. er til stede. I gang går man dog…

Og her står vi nu. Vi er kommet et stykke hen ad vejen. Om vi er draget afsted fra X-by eller Y-by er der lidt usikkerhed omkring. Ruten er også stadig lidt uklar. Om det rette værktøj og de rette materialer er til stede, det er der heller ikke fuldt overblik over. Men alt dette er præcis, hvad vores faglige organisation har knoklet med fra start af. At få en retning og en styring.

Først med den aftale, som blev indgået i slutningen af februar, blev vi lukket ind i processerne og har siden gjort alt, hvad der står i vores magt, for at der kan blive skabt et overblik og en fælles retning, som både vi og DSB kan se for os. En yderst svær øvelse.

Ikke alle løsninger bliver perfekte. Ikke alle løsninger vil lande lige godt hos alle. Oprydningsarbejdet efter alt det, som er gået forud og det som blev sat i værk, alt det vi som medarbejdere har måtte affinde os med og kommer til at leve med en rum tid endnu, det tager tid. Der blev sat et lokomotiv på skinnerne, og det blev sat i bevægelse, imens skinnerne blev lagt. Det gør det til en svær øvelse, hvor rigtig mange ting skal balanceres. Så lokomotivet ikke afsporer undervejs.

Det er ikke nemt i en situation, hvor alle har været på overarbejde i en rigtig lang periode nu og hvor en pause og noget ro på ens arbejdsliv har været tiltrængt længe. Forhåbentlig er det lykkedes at tage noget tempo ud af de fejl, vi oplever. Lokalgruppens bestyrelse modtager stadig brudsager, men slet ikke i det omfang, vi så det i tiden op til d. 27. oktober og i tiden efter. Det giver os mulighed for at gå lidt mere i dybden med de fejl, vi så desværre oplever. Og det gives os mulighed for at gå lidt mere i dybden med, hvad det er, som skal til, for at vi igen kan bevæge os i retning af et godt arbejdsmiljø for alle. En mere overskuelig og lettere forståelig arbejdsseddel. En planlægning af arbejdsplaner som giver mening og værdi både for os og for DSB og som ikke skal tilrettes i ét væk af en computer som måske kan planlægge uendeligt effektivt, men som ikke har begreb om, hvad der sker når virkeligheden rammer. En hverdag som i højere grad er defineret af overblik og forudsigelighed for den enkelte. En hverdag med plads til forskellighed og plads til, at man kan køre morgenvendt, hvis man ønsker det. Eller aftenvendt, hvis det passer en bedre. Måske man egentlig bare vil køre lidt forskelligt. Nogle vil gerne have de lange vagter og lidt færre arbejdsdage. Andre have det lidt mere udjævnet. For ikke at glemme de forskellige behov, vi kan have igennem livet. Når vi bliver forældre. Når vi måske bliver deleforældre. Når vi har en fritidsbeskæftigelse. Når vi på et tidspunkt bliver seniorer. Alle de ting og varianter som ikke alene kan planlægges af en algoritme, men også kræver menneskelig indsigt og overblik.

Netop disse ting gør, at vi som lokalgruppe, og i øvrigt også som områdegruppe, blandt andet, har insisteret på, at der skal sidde mennesker bag maskinen. Som også skal have kontrol med maskinen. Og at vi som driftsmedarbejdere skal have en tjenestefordeling, som er til at få kontakt med og som også kan være behjælpelig, når det er nødvendigt.

Jeg kan godt være i tvivl, om man på noget tidspunkt har gjort sig det klart, at alt det arbejde vores tjenestefordelere tidligere gjorde for reserven, ville være en opgave som voksede med det antal som fremadrettet ville køre i reserven. For vores depots vedkommende er dette antal lig med det antal lokomotivfører vi er på depotet, da vi alle, fra og med d. 13. april 2026, nu kører i én stor reserve.

Der er desværre noget vej endnu, inden sporet, vi befarer, vil ligge rimeligvis stabilt og der vil givetvis være flere bump undervejs. Arbejdet med at stabilisere sporet er dog heldigvis godt i gang og vi helmer ikke, førend vi mener, vi er ved at være på rette spor.

Indtil da kan vi trods alt, i denne periode, begynde at se frem mod en tiltrængt pause og en sommerferie. Mit ønske for alle vil være, at IVU og al dets væsen i denne periode vil kunne lægges langt væk og at man vil få nogle varme og solrige dage i selskab med dem vi elsker og har kære.

Som vanligt vil jeg her på falderebet ønske tillykke med jubilæet til de kolleger, som i den kommende periode vil kunne fejre et sådan.

3. 3. juli 2026 kan Claus Kræmmer fejre sit 25-års jubilæum
4. 4. juli 2026 kan Lars Holm Hansen fejre sit 25-års jubilæum
5. 3. August 2026 kan Claus Toft Madsen fejre sit 25-års jubilæum

Stort tillykke til alle tre med de mange års tro tjeneste skal lyde fra jeres kolleger i København.

Med disse ord er der alene tilbage at ønske alle gode kollegaer en god sommer. Tage jer nu den frihed og den ferie, I kan og i føler behov for :-)