Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af:

Jakob Østergaard Elikofer

 

I de to sidste numre af dette blad har jeg brugt historien om Titanics forlis som et billede på, hvad det er der sker i DSB lige for tiden. Jeg sluttede sidste gang med at love, at vi nok skulle ro vores synkende skude i land. Det tror jeg sådan set stadig, vi gerne vil. Jeg skal dog indrømme at jeg er begyndt at tvivle på, om der er noget som helst at ro i land. For vi kom ind i april 2026, og stadig intet skete. INTET blev bedre. Eller det gjorde det jo, for vi kom ud af den marts måneds blankocheck til ledelsen, som vores fagforening havde givet ledelsen. Jeg ved ikke hvor flittigt den blankocheck blev benyttet, men jeg er ikke i tvivl om, at prisen for nogle af SH-dagene er hentet hjem igen.

Den 16. februar 2026 var TR fra LPO og TPO til møde med den øverste del af lagkagen. Administrerende direktør, direktør for HR, forhandlingschef og kommunikationschef. Jeg vil ikke referere fra det møde, da det var for lukkede døre. Jeg vil dog sige, at mødet handlede om de mistillidserklæringer der var vedtaget rundt omkring i landet på vores lokale generalforsamlinger. Mødet har prentet sig i mig som en decideret modbydelig oplevelse, der kortvarigt fik mig til at overveje om jeg overhovedet skulle fortsætte i det her – tillidsvalgt og måske endda job. Jeg valgte, som I kan se, at blive.

Der havde i begyndelsen af året været en del presseomtale, og undertegnede havde, sammen med en del andre tillidsvalgte rundt om i landet, udtalt sig til pressen. Det havde givet så meget omtale, at det gav næring på Christiansborg, hvor en for mig ukendt politiker fra Enhedslisten, Laila Stockmarr, med ét stod op for os alle sammen. Jeg er – modsat hvad mange tror – ikke medlem af Enhedslisten. Jeg havde dog, fra tiden omkring 2018, fået en rigtig god kontakt til partiets transportordfører Henning Hyllested, indtil han desværre blev alvorligt syg og udtrådte af landspolitik. Derfor er det også en stor glæde, at Laila Stockmarr har meldt sig på banen, og vil kæmpe for vores arbejdsmiljø og trivsel. Hun hev ministeren og direktøren til høring i Trafikudvalget. Der blev pludselig indgået en aftale mellem DJ og DSB, og vi fik ubetinget medhold i vores brudsager, hvilket kollektivt gav alle lokomotivførere tre ekstra SH-dage: to i år, og én næste år. Desuden havde man givet DSB en blankocheck til at overtræde praktisk taget alle aftaler i hele marts. Få dage efter udskrev Mette Frederiksen folketingsvalg, og i skrivende stund (17. maj 2026) er der endnu ikke dannet regering. Det betyder at vores folkestyre fra den 24. marts 2026 blev sat på pause, og har været det siden. Med stor glæde har jeg set, at Laila Stockmarr igen er udnævnt som Enhedslistens transportordfører, og at hun har erklæret at hun ser frem til igen at tage kampen op for et sundt og forsvarligt arbejdsmiljø for os ansatte i DSB. Så please, Mette og Løkke eller Troels, få nu dannet den regering – vi kan snart ikke mere.

Den 1. april blev som altid brugt på lidt hyggelig nar-leg. Jeg proklamerede at Peter Kanstrup havde fået job på Odense Kuglepenfabrik A/S, hvor han blandt andet skulle stå for afprøvning i virksomhedens underskriftlaboratorium – da Peter gennem de senere år har opbygget en bred erfaring på dette område. Jeg ville blive den nye områdegruppeformand – valgt enstemmigt af samtlige TR, der havde lagt vægt på min altid fredsskabende og kompromissøgende stil. Det blev til nogle gode og tiltrængte smil og grin i Nykøbing.

Allerede dagen efter viste det sig, at der ikke var meget mere grund til smil. IVU kørte igen på fuldt tryk. Lange tjenester, korte overgange, manglende rangertid, manglende pause eller pause i forbindelse med tjek ind/tjek ud, for lang tids arbejde uden pause. Abnormalen var synligt blevet normalen. Om det er dét, ledelsen i virkeligheden venter skal ske, og derfor blot fortsætter al sin snak med latterlige arbejdsgrupper, der bare trækker tiden ud, ved jeg ikke – men det ville ikke overraske mig. Nu så vi frem mod den 13. april, hvor vi skulle begynde på det nye dag/aften-vendte mødemønster med reserveuger.

Mange regnede med de havde styr på deres låste fridage i reserveugerne, men der havde imidlertid sneget sig noget mærkeligt ind. Megen snak og frustration gik frem om tilbage mellem tjenestefordeling og især en kollega fra depotet, der lavede en flot research-arbejde på det her spørgsmål. For vi var alle overbeviste om, at vi kunne låse vores fridage i reserveugerne. Det ville jo blandt andet ud fra min overbevisning være fuldt ud rimeligt, at der var denne mulighed. Vi skal jo ikke glemme, at vores ugentlige fridag er den weekend vi faktisk helt gratis har foræret virksomheden, og som er delt ud på en ugentlig fridag. At fjerne muligheden for at låse den, svarer jo til at hr. og fru Danmark, der arbejder i et normalt mønster med fri hver weekend, ikke kunne regne med på hvilke dage weekenden faldt. Så i 2026 accepterer vi i et system, hvor vi mod INGEN betaling forærer vores hver anden weekend væk, og ikke kan vide om vi har fri på den tvangsflyttede dag før otte dage før. Jeg og mange af mine kolleger i Nykøbing røg temmelig højt op i det røde felt ved denne udsigt. Heldigvis kom vores områdegruppeformand forvirringen til undsætning, da han den 13. april 2026 underskrev et protokollat om at vi IKKE kunne låse vores fridage. Så nu behøvede vi jo ikke længere at være sure på ledelsen, men kunne rette vreden indad. Jeg er lidt i tvivl, om jeg vil takke områdegruppeformanden for det.

Den 9. april 2026 havde samtlige TR fra LPO og TPO igen møde med lagkagetoppen. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter det sidste møde med den, ikke havde meget lyst til at komme. Jeg valgte dog at lægge mine personlige forbehold på hylden, og huske at jeg er valgt af jer til at repræsentere jer – så jeg deltog. Igen vil jeg ikke referere fra dette lukkede møde, men jeg vil dog gerne fortælle at det var med en meget bedre oplevelse, jeg tog hjem derfra. Jeg begyndte at se frem til ibrugtagningen af alt det nye i IVU fra den 13. april 2026.

Der vil jeg så gerne tilstå, at jeg ikke var ret langt inde i den 13. april 2026, før jeg forstod at den store ændring bestod i at korrigeringsrammerne havde fået deres egen side. Eller det havde den næsten, for der forekommer stadig lidt af det i almindelig visning. Tilmed har den? stort opslåede opdatering under ingen omstændigheder gjort overskueligheden lettere.

Opfyldelse af ønsker i reserveugerne ligger på et meget lavt niveau. Hvor vi er, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg selv i mine to første reserveuger har fået en opfyldelse på omkring 30%. Jeg har fra den 13. april og 15 dage frem kørt fem sorte nætter – og den ene uge var jeg udtaget til anden tjeneste, så det er reelt på otte dage. Jeg har oplevet at tid fra tjek ind til pause er planlagt til at være 4 timer 57½ minutter. Meget skarpt, og en forsinkelse på 10 minutter ødelagde den plan. Driftslederen prøvede tilmed at negligere det kriminelle i at overtræde den tid.

Den 22. marts 2026 afholdt LPO-DSB repræsentantskabsmøde. Alt gik som forventet. Alt var aftalt på forhånd, og ingen havde som sædvanlig megen lyst til at lytte til dem, der tænker anderledes tanker (læs: Nykøbing). Det er tilsyneladende fortsat farligt at lytte for meget til dem, der tænker noget andet. Det er ikke en anklage mod nogen specifik, for det er som det altid har været i vores samfund. De, der ser tendenser, og med rettidig omhu forsøger at gribe andre tanker, normer og holdninger, mødes med modstand og hovedrysten. Det viser historien – for den der tør læse den.

Nykøbing havde stillet et forslag, om at Områdegruppe LPO-DSB skulle arbejde for at forbedre forholdene for reserven, da denne er de mest fleksible og dermed bedste medarbejdere for DSB samt for de øvrige kolleger. Forslaget var fra vores lokale generalforsamling i 2025, og det byggede derfor på den arbejdstidsaftale der var gældende på det tidspunkt (og stadig er det, da dét, vi nu kører efter, udelukkende er et pilotprojekt) – derfor har forslaget stadig sin fulde aktualitet. Vi foreslog, at der skulle arbejdes for at reservens forhold forbedredes således:

  1. Generalforsamlingen pålægger LPO-DSB at arbejde for at de, der kører i reserven, tildeles et fleksibilitetstillæg på 5000 kroner om måneden.
  2. De variable fridage ikke er variable.
  3. Mulighed for at se 28 dage frem.
  4. Der skal planlægges ud fra faste tidsrammer – (blev forklaret som f.eks. morgen/ aften)

Områdegruppeformanden ønskede et ændringsforslag vedrørende de 5000 kroner, og vi blev i stedet enige om denne ordlyd: ”Et mærkbart økonomisk tillæg”.

Herefter blev forslaget sat til afstemning. Et klart flertal stemte imod forslaget. Det skal dog siges at både områdegruppens formand og næstformand stemte FOR forslaget. Jeg kunne derefter konstatere, at et flertal af de tillidsvalgte rundt omkring i landet ikke mener at ville kæmpe for forbedrede økonomiske og arbejdsmiljømæssige forhold for reserven. Det tager jeg undrende til efterretning.

Om resultatet af afstemningen skyldes at forslaget kom fra netop os rebeller i Nykøbing skal jeg lade være usagt – for det har jeg ikke belæg for at påstå. Jeg vil dog til enhver tid påstå, at man holder mig og dermed os i Nykøbing ude i strakt arm. For vi har en tendens til at mene noget andet, end det der passer med den fælles holdning. Sådan styres desværre mange ting i dette land. Havde jeg været bestyrelsesformand – hvilket jeg jo er et sted i dette system – havde jeg grebet om dem der tænker anderledes, og inviteret dem ind i min midte. For det er gennem modstand og anderledes tanker, vi udvikler os og danner rammerne for forandring og bevægelse.

Til sidst vil jeg sende et ønske eller et håb om at vi står sammen om at få vores virksomhed til at sejle videre. Der skal nok nogle til årene for at ro den i land. Trods seks år på søen, blandt andet som mønstret besætning, rækker min erfaring i sømandskab ikke til at vide om den her skude kan komme flot i land, eller om vi ender på havets bund, som Titanic gjorde. En ting er dog helt sikkert, og det er at vi er sprunget læk mange steder. Vandet fosser ind. Vi har slagside, og roret er gået i stå. Jeg ved dog, at vi ligesom søens folk er stærke i vores sammenhold, og hvis får de rigtige forudsætninger, klarer vi os hellere i land, end at lide skibbrud. Så må vi i havn og blive repareret, før vi igen stævner ud som den stærke og sammentømrede besætning vi er.