Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af:

Claus Cederholm

Lokomotivfører København

 

Så oprandt uge 20 endelig, hvilket er lig med årets studietur for lokomotivførerne på Kh. 20 forventningsfulde kollegaer var derfor mødt frem på Kh, under uret, for at sætte kursen mod Tyskland, nærmere bestemt Hannover.

Oprindeligt skulle Studieturen 2026 have haft slutdestination Prag, i anledning af DSBs nye satsning “Comfort-Jet”, som fra 1. maj ville forbinde København H med Prag. Men ingen i turudvalget turde løbe an på en tur til Prag, kun 19 dage efter togforbindelsens indvielse, bl.a. grundet et større efterslæb på sporarbejder omkring Berlin. Så det blev Hannover, men dog fortsat med Comfort-Jet, til Hamburg-Altona.

Som ansat i en jernbanevirksomhed, primært ledet af folk fra SAS og PostNord (begge gamle danske hæderkronede virksomheder med lutter sorte tal på bundlinjen), har man naturligvis meget høje forventninger. Ingen var derfor i tvivl om, at der ville være rettidig afgang med Comfort-Jet kl. 08.22 sharp…

Men ak… Efter at være blevet sporændret fra spor 5 til spor 4 (og det skal retfærdigvis nævnes, at sporændringen skete i ordentlig tid) og tiden sig nærmede, begav alle sig ned til spor 3-4. Togvisermonitorerne i spor 4 viste 08.22 til Prag og der var signal ind for “noget”. Pludselig dukker et ankommende regionaltog fra Helsingør op, bestående af ER-materiel. Det får naturligvis alle de ikke-togkyndige passagerer til Prag-toget til at rette henvendelse til perronmanagerne en efter en. For kunne det mon være toget til Prag? Togvisermonitorerne i spor 4 viser nu “Medtager ikke passager – Gå ikke ind i toget”. Og spændingen breder sig nu blandt de togkyndige… For hvor mon Prag-toget nu ender henne? Spor 3 er naturligvis oplagt, men jo også for nemt?

Afgangstiden ér passeret og vi kan på afstand forstå på perronmanagerne og deres radioer, at der dels ikke er nogen til at bortrangere det ankomne regionaltog i spor 4 (IVU?) og at perronmanagerne venligst beder om, at Prag-toget sendes til spor 3.

Prag-toget skiltes nu til spor 3, mens banens fantastiske automatiske højtalerudkald fortsat bræger løs på dansk og engelsk om, at Prag-toget skam kører fra spor 4…. Og ovenikøbet om et øjeblik… Forvirringen blandt de sagesløse ikke-togkyndige passagerer er total… Ingen af os jernbanekyndige ryster dog på hovedet… For situationen er jo helt normal…

08.25, 3 minutter efter planlagt afgangstid, ruller Comfort-Jet til Prag ind på Kh spor 3. 08.31 letter vi, og Studietur 2026 er i gang.

Da først Dybbølsbro er passeret, kommer både øl og turudvalgets medbragte fælles-morgenmad på bordet. Snakken går lystigt, mens landskabet glider forbi. Det er tydeligt, at humøret stiger, jo længere væk fra IVU og Medarbejderportalen vi kommer… Og så gør det hellere ikke sagen værre, at vi, takket være turudvalget, har fået reserveret pladser i selveste bistrovognen:-)

Første skift på turen er i Hamburg-Altona, hvortil vi ankommer med 27 minutters forsinkelse. Herfra skifter vi til perronens modsatte side til et tilfældigt ICE-tog, som kan bringe os de sidste små 11 minutter videre ind til Hamburg Hbf.

Vel ankommet til Hamburg Hbf, begiver alle sig mod deres respektive favoritsteder for indtagelse af en velfortjent frokost. For nogle betyder det schnitzel for andre curry wurst mit pommes…

Efter knap halvanden time i Hamburg, gik turen videre med ICE mod Stuttgart. Undervejs til Hannover vises det gentagne gange på togets informationsskærme, at vi ventes at ankomme til Hannover intet mindre end +26. Dette forventede forspring skulle dog hurtigt vise sig at forsvinde, nogenlunde lige så hurtigt som Work-Life-Balance gjorde det ved DSB… Og vi nåede derfor først Hannover ca. 5-6 minutter forsinket.

Heldigvis ligger hotellet i umiddelbar nærhed af banegården, hvorfor vi hurtigt fik alle indkvarteret. Flere havde med spænding set frem til mødet med hotellet, idet det står som værende 4-stjernet, hvilket er en væsentligt højere standard end vi normalt er vant til på en studietur. Vi blev dog hurtigt enige om, at hotellet må være blevet bedømt på en, for os ukendt, 10-stjerne skala… Men køleskab på værelset var dog en kærkommen forbedring:-)

Kl. 18.30 stod den på fællesspisning på et nærved liggende steakhouse (Block House). Det var virkelig en god oplevelse. Magen til velsmagende og flot stegte bøffer, skal man godt nok lede længe efter…

Herefter var der “fri leg”, som for nogle betød yderligere tørstslukning og for andre en hurtig tur tilbage på hotellet for at få indhentet noget søvn.

Tirsdag

Efter et solidt morgenmåltid, blev der kaldt til samling i det regnfulde Hannover ved 9.30-tiden. Nu skulle der byvandres på den lidt specielle måde, at man, med en købt lokal turistguide-bog i hånden, blot fulgte en, med rødt, opmalet streg gennem byen, deraf navnet “Den røde tråd”. Undervejs på stregen møder man så nogle tal, som så henviser til nogle ditto i bogen, som man så kan læse op fra og således være sin egen guide.

Vi valgte, grundet vejret, at stoppe “tråden”, da vi nåede byens rådhus, som i sig selv var en besigtigelse værd.

Inde på rådhuset havde man bygget 4 forskellige miniature-udgaver af byen Hannover for hhv. perioderne 1689, 1939, 1945 og nutiden. Dette gav et interessant indblik i byens udvikling og vokseværk og ikke mindst en ide om, hvad 2. verdenskrig havde af omkostninger for byen. Aegidienkirche er et godt eksempel herpå, idet den nærmest står som et denkmal, helt uden tag på.

På rådhuset blev der også tid til en besigtigelse af tårnet. Vejen derop bestod dels af trapper, dels af en meget interessant 42 meter elevatortur og så til slut nogle flere trapper. Selvom elevatorturen, for nogle, var en lidt skræmmende oplevelse, så må man nok bare konstatere, at det at få flikket sådan en elevator sammen på så snævert et sted og med de “lodrette kurveforhold” der var, er en sand ingeniørmæssig bedrift. Udsigten fra rådhusets tårn var i øvrigt hele trappe- og elevatorturen værd. Ift. elevatorturen lærte vi i øvrigt også, at termen “maksimal belastning 6 personer” åbenbart er lig “maksimal belastning 5 lokomotivførere”…

Efter byvandringen begav vi os med S-bahn til Leinhausen for at spise frokost, inden dagens absolutte højdepunkt… Besøg på Hannovers lokale bryggeri “Herrenhäuser” eller blot “Herri”, som de lokale kalder det. Turen startede kl. 15.00 med, at vi blev budt velkommen i bryggeriets reception, som med ét bombede alle deltagere tilbage til slutningen af 1950´erne…

Efter en kort velkomst ventede en lille teoretisk gennemgang af bryggeriets historie, øllets ingredienser og dermed også tyskernes “Reinheitsgebot” fra 1516. Til alles store underholdning skete den teoretiske gennemgang ved brug af dias-fremviser med manual fremføring af dias. Dette var i sandhed med til at understøtte opfattelsen af at være i en tidslomme. Guiden var i øvrigt meget imponeret over vores viden udi øl, men vi kommer jo også fra en bryggerination…

Efter den teoretiske gennemgang, skulle vi “en tur i maskinrummet” for at se hvor og hvordan alle herlighederne bliver til. Igen blev vi fastholdt i en slags tidslomme, idet kontrolrummet for bryggeriet mest af alt mindede om kontrolrummet på et atomkraftværk fra bag jerntæppet. Det er muligt, at nogle ikke synes om gammelt l…, men når gammelt l… så til gengæld bare virker, så er det altså en stor fornøjelse at se på. Den praktiske del af rundturen sluttede ved tapperiet, som desværre stod stille på det sene tidspunkt vi var rundt på. Til gengæld kunne processen vises på et til lejligheden ophængt TV. Forinden tapperiet fik vi i øvrigt lige klaret det obligatoriske gruppefoto foran en af bryggeriets lastbiler.

Da både den teoretiske og praktiske gennemgang var overstået, var der kun klimaks tilbage… Nemlig ølsmagningen…

Denne fandt sted på et af de øverste etager på bryggeriet, med udsigt over Herrenhausen. Der blev virkelig gået til den og stemningen blev kun bedre og bedre, som tiden skred frem. Undervejs blev der sågar også sunget “VLTJ”… Kl. 18.00 måtte guiden desværre lukke festen hvorefter alle skulle ud på den absolutte spiritusprøve, nemlig ned af alle trapperne mod stueetagen. Alle klarede heldigvis turen ned og kursen kunne herefter sættes retur mod Hannover, hvor aftenen stod på “fri leg”.

Onsdag

Onsdagen stod i Unescos tegn, idet vi skulle besigtige den over 1000 år gamle, og i 1988 nedlagte, mine i Rammelsberg, Goslar. Minen havde en af Europas mest betydningsfulde forekomster af ikke-jernholdige metalaflejringer, såsom zink, kobber og bly.

Vi forlod Hannover lidt i 9 for at begive os mod byen Goslar. Fra Goslar stod den på bybus det sidste stykke mod Rammelsberg-minen. Efter entré, blev alle iført en beskyttelseshjelm, inden der kl. 11.30 var afgang med minetoget, som skulle føres os ind i bjerget (hvis man lider meget af klaustrofobi, er det nok ikke en tur man bør begive sig ud på…). Efter at have nået endestationen, som de, underholdende nok, kalder for “personbanegården”, foregik resten af turen ind i minen til fods. Udover at være 300moh, fik vi også fortalt lidt om minearbejdernes arbejdsforhold, -redskaber og -metoder. Det har virkelig været et hårdt arbejde at få alt det zink, kobber og bly ud. Efter at være blevet overbevist om, at minearbejderjobbet ikke er noget for os, tog vi toget retur til “friheden”, hvorefter der var et par timers “fri leg” på området. Herefter tog vi bussen tilbage til Goslar, hvor frokosten skulle indtages på et helt igennem hyggeligt beliggende sted – “Wirtshaus an der Lohmühle”.

Efter en solid frokost var der atter “fri leg”, som langt de fleste brugte på lidt byvandring i den helt utroligt charmerende by Goslar. Ved 18-tiden drog vi “hjem” til Hannover, hvor den atter stod på “fri leg”.

Torsdag

Torsdag var “store båd-dag” og betød indledningsvis en togtur fra Hannover til Minden, hvorfra vi skulle ud på floden “Weser” med en større turbåd. Vi var dog ikke de eneste, der havde fået den ide, at stå til søs. Med på turen skulle også et polterabend-selskab bestående af særdeles modne kvinder. Der var fest og farver lige fra ombordstigningen. En kollega valgte dog at berolige os alle med beskeden om, at med den alder polterabend-selskabet er på, er der nok forholdsvis roligt igen om en times tid… Dette var sku ikke helt forkert:-)

Undervejs på bådturen passerede vi en større sluse, hvilket var et imponerende syn. Efter at have passeret slusen og knap 1 times sejlads, gik vi i land for at besigtige sluseområdet nærmere. Her var det sådan set også meningen, at frokosten skulle have været indtaget, men hér kom Kristi Luftfart åbenbart i vejen, idet den café vi havde påtænkt at spise frokost på, var lukket. Heldigvis er lokomotivførere, siden 27. oktober 2025, vant til at møde modgang samt håndtere følgerne af at blive udsat for laveste fællesnævner og andre nederdrægtigheder, hvorfor vi hurtigt fandt et andet sted at indtage frokosten, omend den mestendels var flydende…

Mæt af alkoholiske indtryk, påmønstrede vi atter turbåden for at returnere til vores udgangspunkt i Minden. Efter afmønstring, drog vi direkte til banegården i Minden, hvor forvirringen over den megen udlicitering i Tyskland blev total… For hvilke tog kan man efterhånden bruge i Tyskland med sin FIP-fribillet? Tja… Vi endte med at spørge lokomotivføreren på det første og det bedste S-bahn tog, og fik heldigvis JA. Så retur til Hannover det gik, hvor den sidste aftensmad i denne omgang ventede på Brauhaus Ernst August. Herefter stod den atter på “fri leg”.

Fredag

Hjemrejsedag er, vanen tro, lig med opbrudsdag, idet én valgte at blive i Hannover, 4 valgte at tage hjem før tid og én valgte at afmønstre på Hamburg Hbf. Så vi var små 14 lokomotivførere tilbage, da vi påmønstrede Comfort-Jet på Hamburg-Altona, som i øvrigt afgik til tiden. Det var tydeligt at mærke, at stemningen skiftede blandt rejsedeltagerne, efterhånden som toget nærmede sig Danmark. Uafhængigt af hinanden begyndte flere at spørge til, hvorledes man bærer sig ad med at skaffe sig IVUProfen og andre nødvendige medikamenter, for, om muligt, igen at kunne trække sig igennem en hverdag fyldt med IVU…

Den trykkede stemning til trods, var alle rejsedeltagere enige om, at vi har haft 5 gode dage sammen og for dette skylder vi alle turudvalget og hinanden en stor tak.

Således opfattet

Claus Cederholm