|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af:
Ruben Schmidt
Lokomotivfører Næstved
En ny dag truer” contra underleverandører
Jeg ved ikke, om nogen af jer kan huske komediefilmen “En ny dag truer” (Groundhog Day fra 1993) med Bill Murray. Kort fortalt handler filmen om, at dagen gentager sig selv om og om igen og meteorologen Bill Murray, som er sendt ud til nogle hverdagsopgaver, er ved at blive vanvittig. For at drage parallel fra denne film til virkelighedens arbejdsdag, har vi de tilbagevendende udfordringer så som forrudevask, både indvendig og udvendig, førerrumsrengøring, tømning af affaldsspande i førerrum, nye affaldsposer, glatførebekæmpelse og meget mere, som kører i ring alt efter, hvor vi er i sæsonen. Det bedste ville være, hvis det så kørte snorlige og blev udført, men det kører ofte ikke af sig selv… og hvorfor ikke?
Man undrer sig over nødvendigheden for gentagne gange at melde mangler ind via DDI eller Service Now, når man skulle mene at underleverandørerne af diverse opgaver har en kontraktlig forpligtigelse, eller det står i jobbeskrivelsen.
Er der nogen, der ser efter om arbejdet udføres som aftalt, eller er kontrollen bare tilfældigt overladt til ham, det går ud over efterfølgende?
CIN på 13 minutter
Vi er rigtig mange der savner check-in tiden på 20 minutter. Vi har skrevet om det før, men det gør det ikke mere uinteressant. Man kan vitterlig mærke, at de 13 minutter føles som en markant nedgang i forberedelsestiden. Når man så læser flere stillingsbeskrivelser i DSB, så står der ofte, at “du starter dagen med at trække en kop kaffe og opsummere gårsdagens opgaver og drøfte dagens kommende opgaver”, osv.
Hvorfor må lokomotivførerne ikke få tid til at sparre med hinanden, eventuelt om gårsdagens problemer på en strækning, eller om nye talrige cirkulærer, der skal supplere ODI? Det er altid rart lige at få vendt noget med kollegaerne. Det er der bare ikke tid til mere og de korte ophold, som IVU lægger ind, er ikke altid optimalt for sparring.
Radaren har bedre planlægning end IVU
Der var i 2025 noget fokus på ham den udenlandsktalende pantsamler, som havde virket truede over for personale og besøgende på Næstved station. Han var lidt i Politiets søgelys og det har efterfølgende fået ham til at være påpasselig, stille, rolig, men endnu hurtigere end lynet. Jeg vil kalde ham Radaren efterfølgende, selvom “Lynet” også passer godt på hans hastighed.
Jeg forstår sådan set godt, at Radaren bliver ved med at besøge Næstved station og det bliver en sorgens dag for ham den dag, at vi ikke vender tog ved perronen. For selv om han er lydløs og hurtig, så tænker jeg ikke han kan nå gennem en dobbeltdækker, når de har passagerudveksling på kun 1-2 min.
Han må have et enormt udbytte i pant. Et udbytte, som kan misunde en hårdtprøvet familie i denne tid, hvor inflationen er, som den er. Han dukker pludselig op og kommer flere gange om dagen. Jeg er overbevist om, at han kender køreplanen bedre end DSB.
Står der flere stammer eller togsæt ved perron, så kører han systematisk efter køreplanen og tager panten i den rækkefølge, der sparer mest tid. Det virker, som om han har mere styr på planlægningen, end noget vi kalder IVU.
Der hvor jeg har noget imod Radaren er, at han maser sig ind i toget, selv om vores kunder er på vej ud og han roder rundt i skraldespandene. Efterfølgende trykker han på knapper og håndtag, med de fingre som har været dybt nede i skraldespande – og det er hverken lækkert eller hygiejnisk!
Næste minus ved ham er, at de bundsjatter, som der er i pantflaskerne, der kører han lige en 180 graders armsving med emballagen, så det rystes ud, hvor folk færdes. Og det er især på gulve og vægge i perrontunnelen, som vores gode orange stationsfolk løbende forsøger at holde ren.
Det bliver ulækkert og det trædes jo ud over det hele eller indtørrer som sorte plamager. Desuden går Radaren gennem toget blandt eventuelle glemte værdigenstande.
Også undervejsrengøringen har problemer med ham. Han klipper låsene til deres affaldscontainere for at gennemsøge indholdet for pant.
Nå, men jeg besluttede mig for at hilse på ham for ikke at optrappe en konflikt. Jeg bad ham høfligt om at hælde bundsjatter ud i de nærmeste riste, og vente med at stige ind i toget til folk er kommet ud… Det hjalp ikke en rygende fis.
Jeg tænker heller ikke, at en “menneskejagt” på ham fører noget godt med sig, da vi risikerer at møde den aggressive side af ham og risikerer, at han bliver voldelig…
Han har også udkonkurreret de fleste andre flaskesamlere på stationen og skulle han forsvinde, kommer der bare flere nye til.
IVU og respekt for vores tekniske tider
Hvad kan vi vente, når IVU på sigt er tilrettet og kører? Skrues der så på, hvor meget en medarbejder skal presses på en arbejdsdag.
I forvejen syntes jeg, at man mangler respekt for, hvordan vores arbejdsdag ser ud. Man kan opleve skiftetider mellem to tog på ned til 1 minut inkl. spadseretid! Det kan sikkert også lade sig gøre på papiret, men i virkeligheden skal vi foretage en overlevering med sikkerhedsinformation til tiltrædende lokomotivfører. Vi skal pakke vores iPad ned, som står med køreplansvisning, have jakke på, nøgler og taske med og bevæge os til en anden perron, hvor vi skal gøre det samme i omvendt rækkefølge, modtage information af eventuelle fejl på toget, tjek af togdata, afstemme VETO og 5-6 litra-numre, sørge for at tænde iPad og finde korrekt køreplansvisning frem, indstille stol og igangsætte afgangsprocedure efter man har sikret sig, at der er en tilladelse til, at taget må afgå. I Sverige kalder man de første minutter fra afgangstid og ud af station for “kritiske minutter” og det er der vel en grund til. Det er jo her, tingene kan gå helt galt.
I DSB har vi i bedste fald en overleveringstid på 3 min, vel at mærke hvis toget ankommer til tiden, men hvor tit sker det på den travle Hovedbanegård?
Jeg skal dog til arbejdsgiverens forsvar lige sige, at jeg ikke er blevet konfronteret med, hvorfor jeg ikke er kørt til tiden på de afgange, det sker. Og det er uanset, om jeg opretter en DDI på det eller ej. For i vores moderne lokomotiver har vi ikke en touchskærm til indmelding. Derfor skal det gøres via DDI-appen, som er lidt mere besværlig. Og de to minutter, vi har i CUD (check-ud) giver ikke altid nok tid til indmelding af dagens mange afvigelser. Og mon ikke der med manglende årsag falder sager over til Banedanmarks fordel.
Fritid på stand by.
I disse tider syntes jeg, det er imponerende, hvorledes en arbejdsgiver kan indkredse, hvor meget af din frihed, du skal afsætte til at være forberedt til fremtidigt arbejde og mødetid.
Hvis man nu er ansat på en arbejdsplads med arbejdstid mellem kl. 8 og 16, så ved man jo godt, hvornår man skal møde ud i fremtiden. Bevares der er fordele og ulemper med faste mødetider, men den 12 timers lange standby-rammetid bør også indregnes som en værdi i fremtidige arbejdstids- og lønforhandlinger.
Jeg vil slutte af med at rose mine kollegaer for at forsøge og holde humøret højt i denne tid, hvor vi er i gang med at teste IVU med de nye lokalt tilpassede løsninger. Nogen kollegaer har været ramt mere end andre. Men jeg er sikker på, at vi alle krydser fingre for, at det hele bliver godt.
Det der er vigtigt, er godt kollegaskab og sparring mellem personalegrupperne. Det gør arbejdsdagen meget bedre. Tak herfra: Vi ses på og ved banen.