DBB 3 – 2026 – Lederen – Deltidsansættelser og andre fortrædeligheder

Af Peter Kanstrup

Områdegruppeformand

Mens vi venter på afklaring omkring Plan B (læs mere uddybende på side 4) og det pilotprojekt, til erstatning for de eksisterende, som gerne skulle blive resultatet af de igangværende drøftelser med ledelsen, jf. Togdrift Nyheder fra d. 1. juli (kan kun tilgås fra en DSB-enhed), vender vi i stedet blikket mod noget helt andet. Noget som måske ikke har helt den samme betydning og kun for en mindre del af medlemskredsen, nemlig de knap 10%, som er – eller har været – på deltid.

I oktober 2023, henholdsvis i juni 2024, afsagde EU-domstolen kendelser i to sager om honorering af deltidsansattes arbejde ud over den arbejdstid, der fremgår af ens ansættelseskontrakt. Sagerne (begge fra Tyskland) havde flere aspekter end honoreringen. Det skal vi ikke komme nærmere ind på her, blot konstatere at både sagerne og kendelserne lige så godt kunne have været afgjort på baggrund af praksis på det danske arbejdsmarked.

Kort fortalt findes der et EU-direktiv om deltidsarbejde fra 1997. Det er indarbejdet i de danske overenskomster, herunder Jernbaneoverenskomsten (JA OK), hvor det indgår som bilag 2. Direktivet fastslår, at der ikke må finde forskelsbehandling sted mellem henholdsvis fuldtids- og deltidsansatte medmindre disse er begrundet i objektive forhold. Så hvad er nyt? Ja, det er retspraksis, idet kendelserne fra EU-domstolen fastslår, at det er præcis det, som sker.

Juraen skal vi ikke kloge os på. Vi konstaterer blot, at direktivet ér indarbejdet i de danske overenskomster. Her har parterne hidtil været enige om, at deltidsansatte kun kunne få almindelig timebetaling for de timer, der lå mellem den deltidsansattes aftalte ugentlige arbejdstid og fuldtidsansattes ugentlige arbejdsnorm. I forbindelse med drøftelserne om OK25 blev både de private og de offentlige arbejdsgivere og hovedorganisationerne (herunder FH)  enige om, at forelægge problemstillingen ved en dansk faglig voldgift. Den valgte fremgangsmåde med en faglig voldgift er usædvanlig, da EU-domme i udgangspunktet ALTID skal implementeres i medlemslandene, hvilket det nævnte bilag 2 i JA OK er et godt eksempel på. Så hvad man ville med en faglig voldgift, er – i hvert fald for undertegnede – lidt uklart. Men uagtet de bagvedliggende bevæggrunde bliver det i voldgiftskendelsen fra d. 4. februar 2026 slået fast, at den hidtidige praksis i danske overenskomster, for så vidt angår timebetaling til deltidsansatte, i spændet fra eget ugentligt timetal til fuldtidsnorm (37 timer) er forskelsbehandling og dermed i strid med deltidsdirektivet. Praksis skal ophøre og overenskomsterne skal tilrettes ved først givne lejlighed. Det er alle enige om og i DSB er det allerede implementeret, men hvad med det bagudrettede?

Her er det lidt mere usikkert, bl.a. på grund af DSB’s stilling som en offentlig ejet virksomhed på privat overenskomst, hvilket også her er noget rod, da håndteringen ikke nødvendigvis er den samme på det private og det offentlige overenskomstområde. For at skabe klarhed var der for nogle måneder siden en snak om mulig håndtering mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund. På baggrund heraf havde DJ-områdegrupperne (TPO, SPO, LPO-S og LPO) i starten af juli en opfølgende drøftelse med DSB HR.

Og hvis vi inden dette møde tænkte, at der lige var et par mindre knaster, som skulle høvles til, så blev vi i hvert fald klogere. Selvfølgelig har DSB ret til at mene hvad som helst, men hvis det – som kom frem på mødet – står til troende, så tenderer det manglende anerkendelse af voldgiftskendelsen. Både en påstand om, at vi som faglig organisation ikke kan stå op for medlemmerne i denne sag, fordi vi har accepteret den hidtidige praksis som medunderskriver på overenskomsten og ydermere påstanden om, at vi har udvist passivitet, er i vores øjne absurde. Sagen er jo afgjort i en faglig voldgift og dermed pr. definition omfattet af kollektiv aftaleret. Og hvordan kan det være passivitet, at vores hovedorganisation har rejst problemstillingen i forbindelse med første overenskomstforhandling efter EU-dommen? Hvad skulle lønmodtagersiden ellers have gjort?

At arbejdsgiver kan have en undren over kendelsen, ved både EU-domstolen og i den faglige voldgift, er fair, men de er så ikke de første, som står tilbage med en undren over juridiske kendelser. Jeg forstår personligt fortsat ikke, hvordan Arbejdsretten i eftersommeren 2018 kunne votere til fordel for DSB / Staten og acceptere at en 100% statsejet virksomhed som DSB kunne melde sig ind i Dansk Industri og dermed forlade det offentlige aftaleområde. Om end det er en anden sag, så har det været (og er stadig) årsag til konflikt i både denne og talrige andre sager de seneste 8 år. Det fagretlige system kan være hårdt at slå sig på. Vi kender følelsen. Det gør DSB ikke. Før nu. Men der findes en kur. Den handler om at acceptere dommen og komme videre. Find arbejdstøjet frem og kom ind i kampen, så vi kan løse denne sag – sammen! Behold gerne arbejdstøjet på, for der er mange andre alvorlige udfordringer forude. Ikke mindst planlægningssystemet fra helvede – IVU. Her er der stadig meget hårdt arbejde, der skal gøres, før vi er et acceptabelt sted. I det arbejde blegner udfordringerne omkring deltidsdommen nok lidt, hvilket i sig selv er et argument for en god og hurtig løsning. I samarbejde.