|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af Simon Brix Aabern
Så blev det tid til en sommerhilsen her fra Vestsjælland. Depotet er som andre depoter gået i sommermode. En stor del af kollegaerne får afholdt en velfortjent sommerferie. Nogle har dog, fordi de stod på de sidste pladser, stadig ferien til gode. Enten dét, eller de har være nødsaget til at afholde den i maj.
Som så mange andre steder i landet er vi også udfordret af sporarbejder og La-forhold. Både La-forhold i forbindelse med et sporabejde et givet sted, og så dem som opstår uden for sporarbejder. Især dem som kommer efter at målevognen har været på turné rundt i landet. Nu skal det ikke forstås sådan at jeg er imod målevognen; tværtimod er det positivt at fejlene der opstår kan tages i opløbet, fremfor at det er lokomotivførerne der skal mærke fejlene i form af bump eller kraftige ryk i toget.
Et eksempel på et La-forhold der har givet udfordringer for punktligheden på Nordvestbanen var på Hvalsø Station i spor 2.
Selve stykket hvor hastigheden skulle nedsættes fra 160 til kun 40 km/t var på 700 meter. Hvalsø ligger på den del af strækningen som er dobbeltsporet. En måde man kan nedsætte hastigheden og undgå at opsætte standsignaler for hastighedsnedsættelse og baliser er at omkode f.eks. et I-signal, så dette kun kan vise en lav hastighed. Det havde man gjort i Hvalsø i spor 2 som er ”den vej” togene kører. Så i stedet for gennemkørsel med høj hastighed, viste I-signalet indkørsel med 40 km/t eller derunder. De 40 km/t gjaldt hele vejen ind til PU signalet, altså 2,5 km med 40 km/t i stedet for 160 km/t. Derfor måtte alle tog, både gennemkørende og standsende, i retning mod Roskilde trille ind med 40 km/t til enden af perronen ved PU-signalet, for så igen at sætte hastigheden op til 160 km/t. En hastighed der var mere end nødvendig, for at prøve at minimere forsinkelsen man netop havde fået.
En anden udfordring vi plejer at have i forår-/sommerperioden er den grønne bevoksning. Ved gangstier vælter det udover, og risteperroner vokser det op igennem. Sidste efterår blev det besluttet at lægge gummimåtter under risteperroner for at komme bevoksningen til livs. Disse har endnu ikke fundet vej til Kalundborg. Det kræver nok snart en efterlysning, måske her i bladet.
Ved gangstien fra spor 1 og 2 og ud til depotet vokser der vild pastinak. En plante der kan blive op til 2 meter høj, og hvor dens saft kombineret med sollys kan give voldsomme forbrændinger eller vabler. Fra der er bestilt klipning af stier for at komme den vilde pastinak til livs, er der gået så lang tid at den for længst er afblomstret og har smidt frø til næste år. I år skete der så noget. Ca. midt juni var de vilde pastinakker langs stien og hele området blevet klippet ned.
Ja, det er stadig muligt at blive positivt overrasket. Jeg håber at det så ikke er sidste gang det sker i år.
For at blive i det positive hjørne vil jeg ønske læserne en rigtig god sommer.