DBB 3 – 2026 – Lokalindlæg København

Af Thomas Knudsen

I skrivende stund er sommeren godt i gang. Mange er på ferie, nogle af os har ferien til gode, andre igen har brugt den og er tilbage på skinnerne. Om man er i den ene, anden eller tredje kategori, så håber jeg, at man har kunnet formå at glemme jernbanen og IVU’s fortrædeligheder i en periode.

Det går ikke godt og det har det sandt for dyden ikke gjort længe. Man har formået at grave et hul så dybt, at man nu har overordentligt svært ved at komme op ad det igen. At man samtidig efterlod alle redskaber, som kunne have været en hjælp til at komme op igen, er dybt tragisk. Og når Banedanmark så ovenikøbet gør ondt værre og kører hen over det hul, man havde gravet, med jordskred til følge, ja så kan håbløsheden indfinde sig i enhver.

Naturligvis er ovenstående billede stærkt forsimplet. Både DSB’s andel af udfordringerne, samt Banedanmarks, er af en enormt kompleks karakter. Så kompleks at det kan tage pusten fra de fleste. Forandringer, udvikling, ændring i arbejdsgange, etc., etc.

Vi, der arbejder ved jernbanen, ved, at dette er en del af jobbet som altid vil være der. Uanset disse forandringer så yder vi en indsats i hverdagen. Vi møder kunderne ansigt til ansigt og vi går til hver en arbejdsdag med et ønske om at levere et produkt som vores passagerer kan være glade og tilfredse med. Vi tilbyder mobilitet til en stor del af befolkningen. Til deres arbejdspladser, til deres feriedestinationer, til deres familiefester og deres julefrokoster. 365 dage om året stiller vi op. 24 timer i døgnet.

Til gengæld forventer vi, at vi har en arbejdsplads som giver plads til de forskelligheder vi nu engang alle har som mennesker. Og at man kan levere en planlægning af vores arbejdstid, som giver mening og som er robust i forhold til, at det man planlægger, rent faktisk rammer virkelighedens verden og skal leve. Noget som jeg vil tro, de fleste mener, rent faktisk lykkedes, i det store hele, i tiden op til d. 27. oktober 2025.

Vi er nu godt 8 måneder inde i IVU-land og det som kan konstateres, fra et lokalgruppesynspunkt, er, at antallet af brudsager er væsentligt formindsket. Den del er jo sådan set god nok, i hvert fald så længe det er udtryk for, at antallet af brud rent faktisk er faldet. Det håber jeg. Og tror jeg på.

Til gengæld bruges en anseelig portion af lokalgruppens tid nu på at håndtere personalesager. At tage nogle svære snakke med kolleger som er brændt sammen eller brændt ud. Har sværere og sværere ved at se sig selv blive i jobbet. En god del har allerede forladt os i det jeg kalder første bølge. I de første måneder efter IVU’s implementering. Det var i høj grad kolleger, som oplevede selve implementeringen af IVU som så voldsom, at det at kunne møde på arbejdet frisk og udhvilet blev en udfordring nok i sig selv. Det var kolleger, som ikke ville risikere at brænde sammen og derfor skyndte sig at finde andre græsgange inden næste etape af IVU-eventyret skulle tage sin begyndelse i form af det igangværende pilotprojekt. Og det var kolleger, som endte med at vælge pensionen før end egentlig planlagt og beregnet.

Det har tidligere fået mig til at tænke, om der mon kunne komme en anden bølge. For tiden kan jeg tænke, om den måske allerede er i gang?

Som sagt fylder håndtering af gode kolleger og de udfordringer, de oplever i hverdagen, en anseelig portion af lokalgruppens tid. Vi kan glæde os over, at så mange vælger at benytte sig af vores tilbud om at være deres bisidder. Men det er ikke uden en vis bismag i munden, når behovet er i det omfang, det er. Det er ikke udtryk for en sund og velfungerende arbejdsplads, når det er tilfældet.

Der opleves en større og større utilfredshed med opfyldelsesprocenterne i ønskemodellen. Størstedelen får en alt for lille andel opfyldt på. Endda på et så stort depot som København. Et depot som, rent matematisk, skulle kunne rumme og opfylde et godt stykke over 70% af alles ønsker til sammen. Det er dog ingenlunde den oplevede virkelighed. Nuvel, der findes kolleger, som får en rigtig stor del af deres ønsker opfyldt. Til gengæld så lever skrækhistorierne i bedste velgående. Med flere eksempler fra den virkelige verden som ubehageligt bevis på, hvor ringe systemet håndterer ønskemodellen.

Der er stadig kolleger, som ønsker morgen, men i højere grad får eftermiddag og aften. Kolleger, der ønsker eftermiddag og aften, men i højere grad “belønnes” med morgen. Kolleger, som har takket ja til at ville køre mange sorte nætter, som får morgenvagter. Eksemplerne er mange og er fortsat ufortrødent med at dukke op igennem de sidste 8 måneder. Rent logisk burde det være færre og færre, som blev planlagt imod deres ønsker. Det ses dog ikke i virkelighedens verden.

Aldrig har så mange haft så svært ved at få deres hverdag, deres familieliv og deres fritidsliv til at hænge sammen. Det er måske en påstand, men det er efterhånden lokalgruppens oplevelse, at selv reserven, i de gamle dage, før d. 27. oktober, havde det væsentlig bedre end, hvad flertallet oplever i dag. Ingen har på noget tidspunkt været uenige omkring, at man gerne gjorde noget for reserven på de “gamle” vilkår. Men at det skal koste et helt depot på mere end 300 mand m/k deres balance imellem privatliv og fritidsliv/familieliv. Det er uhørt og en uacceptabel pris at betale. Der må vi bare sige, at turene og turvalgene trods alt havde en væsentlig bedre balance. Også for dem i reserven!

Vi ser spændt frem imod Plan B. Det er aldeles tiltrængt, at der sker noget, som kan få os ud af dette dødvande. Gerne inden vi mister endnu flere gode kolleger, som ikke kan få deres liv og hverdag til at hænge sammen.

Viser det sig, at der er en anden bølge i gang eller undervejs og mister vi lige så mange kolleger i den omgang, ja så kommer vi meget snart nærmere til at være omkring 270-280 kolleger på depotet i København. På samme tidspunkt sidste år var vi et sted mellem 340 og 350 kolleger på depotet. Arbejdsmængden er ikke blevet mindre så enhver påstand om, at vi til stadighed skulle være overtallige kan vist roligt pakkes sammen.

Med Plan B, der svagt aftegner sig ude i horisonten, ser vi frem med forhåbning om noget, som kan ligne vores hedengangne ture blot en anelse mere. Det betyder, at der tegner sig en formodning om, at vores gode kolleger i Turgruppe KH skal i arbejdstøjet igen. Måske allerede til efteråret.

Som det blev vedtaget på vores generalforsamling i januar, ville vores Turgruppe KH for 2025 også fortsætte ind i 2026. Her blev det ligeledes vedtaget at såfremt der blev behov for at fylde op i turgruppen igen ville der skulle afholdes suppleringsvalg. Det er blevet tilfældet og dermed vil der, forventeligt i anden halvdel af august, blive igangsat og afholdt suppleringsvalg.

Der vil være 1 plads i Turgruppen samt 2 suppleantpladser på valg. Er det noget, du tænker kunne væres spændende at arbejde med, så hold øje med mail fra lokalgruppen, når valget sættes i gang.

Med disse ord vil jeg ønske en fortræffelig sommer til alle gode kolleger.