DBB 3 – 2026 – Lokalindlæg Nykøbing F.

Af Jakob Østergaard Elikofer

Fredag den 26. juni 2026 omkom Formand for Jernbanearbejdernes Landsklub Kim “Greven” Olesen i en motorcykelulykke. Kim var klargøringsmand i KAC og senere lkf A. Kim var gennem en årrække Formand for SPO i KAC. Han kom fra 28 års ansættelse som stilladsarbejder, og med inspiration fra byggeriets faglige klubber var han drivkraften bag dannelsen af Jernbanearbejdernes Landsklub i forbindelse med konflikterne om DSBs indmelding i Dansk Industri og konflikterne deromkring i 2017-2019, hvor DSB skiftede overenskomstpartner, og opsagde samtlige lokalaftaler. Kim var ligeledes en del af drivkraften om kampagnen ‘Fair Forhold’.

Kim kom til gennem rigtig mange år at betyde meget for mig. Mit forhold til ham før vi begyndte i DSB var mere sporadisk, men vi kendte perifert hinanden – hvilket vi sidenhen talte en del om. Vi kendte til hinanden. Vi havde hinandens fulde tillid, og det var ikke meget, vi var uenige om. Tiden i DSB, og især siden konflikterne i forbindelse med DSB’s indmelding i Dansk Industri, bragte Kim og mig meget tættere sammen. Jeg var med ved dannelsen af Jernbanearbejdernes Landsklub, og jeg forsøgte også at få flere lokale fra Nykøbing med. Desværre har opbakningen lokalt svigtet en del. Kim har hele tiden haft stor støtte og fokus fra netop os i Nykøbing. Jeg kom til at dele meget med ham, og vi blev faglige kammerater ud over DSB. Venner sådan privat blev vi ikke, hvilket jeg nok mest tilskriver afstanden geografisk. Kim har faktisk inviteret mig hjem til øl og grill nogle gange, men det har passet skidt med mine tider og øvrige pligter. Jeg har jo tænkt, at vi altid kunne gøre det. Sådan en ulykke minder altid én om at gøre det man skal, mens man kan.

På trods af at Kim Olesen få måneder før sin alt for tidlige død gik på pension, fortsatte han kampen for bedre og mere “Fair Forhold” på Jernbanen. Selv om jeg ved, at i hvert fald én vil påstå noget andet, så har Kim også været stærkt inde omkring at skabe kontakt til Enhedslistens Laila Stockmarr der, efter indførelsen af IVU, har bakket os ansatte i DSB op. I forbindelse med at vores generalforsamlinger landet over vedtog mistillidserklæringer til ledelsen i Togdrift, gik folketingspolitikeren ind i sagen og trak både minister og adm. direktør Flemming Jensen i samråd i Folketinget. En sag vi bestemt håber at vores forbundsformand vil stå stærkt om nu, hvor vores formand for Landsklubben ikke længere er blandt os. Kim Olesen var en gudsbenådet tillidsmand, og jeg vil gøre mit for at kæmpe den kamp, som Kim satte i gang, videre.

Æret være Kim “Greven” Olesens minde

Tungt at tage opgaven op, og komme videre…

Jeg er holdt med at tro på at IVU virker, eller kommer til det. På et møde i maj med Henrik Schjoldager og Jesper Bremholm i Nykøbing blev vi lovet en kæmpe opdatering, der virkelig ville løse en masse af vores vanskeligheder. “Release 26” var det smarte navn for den historie, og den ville komme Grundlovsdag. Grundlovsdag kom der ikke andet end Grundlovsdag – en helligdag for alle, der ikke er ansat på vilkår som os. Jeg skrev den efterfølgende mandag den 8. juni til Jesper Bremholm og efterlyste den manglende “Release 26”, og i denne forbindelse lovede Jesper mig, at den ville komme den 15. juni i stedet for. Det gjorde den så også, og selv om Jesper skrev at der kunne gå fire uger, før vi kunne se forandringerne (grundet planlægningsperioden), skal jeg indrømme at nu hvor der er gået tre uger, er jeg noget skuffet. Den eneste forandring jeg har set er, at jeg har fået en blå streg, der på arbejdssedlen viser, hvor langt jeg er nået i dagens opgaver – jeg skal så lige sige, at jeg ser frem til, at den bliver til at stole på, for den opgave har også vist sig svær.

Her hen over skolesommerferiens første uger har vi oplevet permanente aflysninger af 12xx-tog, og en generelt ringere betjening af vores kunder. I medierne er der meldt mange pudsige forklaringer ud. Min kone havde hørt i P4, at togene skulle holde sommerferie – og at det var helt normalt. Så har sporarbejder fået skylden, fordi det ud fra forklaringen skulle kræve mere personale. Nu er vi vist endt med en forklaring der hedder at der mangler personale. I min forsnævrede opfattelse af verdenen kunne man slet og ret have kaldt det dårlig udførelse af ledelsesopgaven. Jeg vil ikke strække mig til at kalde det dårlig ledelse, da vi rent faktisk har nogle dygtige ledere rundt omkring – jeg forholder mig derfor alene til, at ledelsen af den opgave det er at levere tog til tiden til vores ejere – den danske befolkning – ikke har løst opgaven særligt godt. Til at begynde med skulle det kun vare en uge – nu ser det ud til at blive forlænget på ugentlig basis.

Politiken skrev forleden dag: “Giv DSB’s topledelse bopælspligt i alle hjørner af Danmark, og stil krav om, at de benytter toget til og fra arbejde”. Mange skriver på SOME, at DSB burde skamme sig. Jeg kom forleden dag til at svare én, der skrev sådan, “at jeg faktisk også skammer mig – men at det er mærkeligt at løse sin opgave til perfektion, og så alligevel skamme sig over den måde vores kunder bliver behandlet på”. Vedkommende der havde skrevet opslaget viste sig at være viceborgmester i Kolding, og skrev tilbage til mig at hendes kritik bestemt ikke var rette mod driftspersonalet. Faktisk synes hun at vi gør en fantastisk indsats i en umulig situation. Det måtte jeg faktisk gerne hilse mine kolleger og sige. Det må så hermed være gjort.

Jeg skal indrømme at jeg siden den 27. oktober 2025 har hørt ufatteligt mange pudsige undskyldninger fra vores øverste ledelse, om hvorfor det ene eller det andet ikke virker. Skal jeg være ærlig, så orker jeg ikke flere mærkelige undskyldninger fra den topledelse i DSB. Enten så får de styr på det – eller også gør de ikke. Før de indførte IVU fungerede rigtig mange ting altså meget bedre end de gør nu. Om ledelsen eller IVU har skylden, er jeg faktisk også fuldkommen ligeglad med. Jeg kan blot konstatere at vi lige nu sidder med en topledelse, der har haft masser af muligheder for at løse de vanskeligheder der har været. Vi som ansatte er tyndslidte – og det gælder også mig. Jeg ved at flere gennem rigtig lang tid har rakt hånden ud til ledelsen for at være med til at løse de her vanskeligheder. Som jeg igen ser det fra min forsnævrede vinkel, så har ledelsen ikke haft interesse i at gribe den mulighed.

Så selv om jeg hver dag skammer mig over den måde, vi behandler vores kunder på, mener jeg ikke at jeg skal gøre mere for at løse det her. Bolden ligger på ledelsesgangen i Telegade. Om og hvordan den skal spilles, må alene være op til topledelsen at afgøre. Jeg for mit vedkommende vil fortsætte med at udføre mit arbejde så godt som overhovedet muligt – præcis som jeg altid har gjort.

God sommer til kammerater og kolleger på banen.