DBB 3 – 2026 – Lokalindlæg Odense

Af Bruno Skjold Andersen

Sommeren er over os, og vanen tro…

…er der sporarbejde til den helt store guldmedalje. Vi venter bl.a. spændt på, at den nye strækning på Vestfyn bliver tilsluttet i hhv. Holmstrup og Kavslunde.

I mellemtiden må vi nøjes med en gevaldig hedebølge, som vi heldigvis – måske – lidt nemmere kan fordøje med det splintertnye gavekort til Hjem-Is, der netop er blevet udstedt fra DSB. Lige om lidt siger vi nok en gang farvel til en gammel kending her i Odense. Denne gang er der tale om Bjarne Meidal Kristiansen, der fornylig holdt 40-årsjubilæum og nu har valgt at tage sit velfortjente otium.

Tak for din altid behagelige væremåde, Bjarne, og tak for den hjælp, du ofte har bidraget med, hvis der var behov for dette blandt kollegerne. Odense har længe været et lille, beskedent depot på Danmarkskortet, men det bliver bestemt ikke større af, at vi mister dig i dagligdagen… hverken mandskabsmæssigt eller stemningsmæssigt. For kort tid siden vendte jeg tilbage efter en længere “sommerferie”. Og noget af det første der poppede op på nethinden, var nogle opslag om en kedelig tendens – en voldsom stigning i antallet af signalforbikørsler/kørsel længere end tilladt, og det er jo ikke det allermest opmuntrende at skue. IVU har nok sin del af skylden, kunne jeg forestille mig. Men en måske ikke uvæsentlig faktor kunne også tænkes at være den filosofi, der har sneget sig ind i ledelsesmæssig tankegang, og som påvirker mange af os i en negativ retning.

Jeg vendte tilfældigvis emnet med Carsten Bennedsen, da han for nogle dage siden var på Olav Skjolds kontor her i Odense, og han var enig med mig i min anskuelse. For at nå ind til sagens kerne og gøre en lang historie endnu længere, så ligger min pointe i, at for monotont arbejde har en tendens til at “sløve”; det er en menneskelig faktor, der kan være svær at undgå, selv for de mest disciplinerede, veludhvilede og skarpe mennesker.

Og den ledelsesfilosofi der går på, at de enkelte depoter skal køre nogle bestemte strækninger og ikke andet, kan sagtens have en stor del af skylden. Hvis man derimod har en varieret arbejdsdag med en tilpas stor afveksling, er man nok liiige knap så dus med det, som hvis man laver det samme 17 dage i træk… og dermed mere skarp, end man ellers ville være.

Der er mange faktorer, der spiller ind – belysningsforhold, søvnrytme, evt. distraktioner, der ikke bør gøre sig gældende, men alligevel engang imellem kan gøre det alligevel, osv. osv.

Men man BEHØVER ikke nødvendigvis at fremprovokere flere faktorer ved f.eks. at gøre arbejdet for monotont, og desuden ødelægger det jo også den fleksibilitet – og dermed effektivitet – der ligger i, at vi “kan det hele” eller ihvertfald det meste, så man kan tage så godt som hvilken som helst mand og sætte ham til så godt som hvilken som helst opgave. Da den slags beslutninger ligger hos ledelsen, må den slags dialoger jo også nødvendigvis gå via forbund, forening osv. Men nu har jeg luftet mine tanker, og så er det jo op til den enkelte læser, hvorvidt vedkommende er enig med mig eller ej.

Jeg vil runde af med at efterlyse dæmpningen af den infame STM-højttaler, når vi kører i ATC-mode. Der var snak om, at man ville tilstræbe at få dette gjort inden udgangen af 2024; nu er vi midt i 2026, og der er intet sket endnu…!