DBB 3 – 2026 – Plan B – Hvor er vi med den?

Af Peter Kanstrup

Områdegruppeformand

Man kunne i lederen i det seneste nummer af Det Blå Blad læse om Plan B.

Planen tager udgangspunkt i det åbenlyse faktum, at Plan A – IVU-implementering i DSB – har fejlet. Helt og aldeles. På alle niveauer og i alle sammenhænge. Plan B kan – omfanget af IVU-udfordringer taget i betragtning – ikke løse alt, slet ikke, men den kan lindre nogle af de meget alvorlige arbejdsmiljøudfordringer IVU-implementeringen har medført for lokomotivførerne i Drift F&R.

Planen går i al sin enkelthed ud på at skabe (meget) mere struktur og forudsigelighed for vores hårdt ramte kollegaer og tager afsæt i at:

1. Der skal være en lokal tjenestefordeling a la den, der var før IVU.
2. Den lokale tjenestefordeling, og samarbejdet mellem dem og den enkelte LKF, skaber grundlaget for, at der igen er LKF, som af egen fri vilje ønsker at køre i reserven.
3. I det omfang, der ikke er nok, som ønsker at køre i reserven, indlægges der reserveuger i ture, hold eller forløb, eller hvad vi nu skal kalde det, på ALLE depoter.
4. Tjenesterne fra grundplanen indlægges i ture / hold / forløb i stedet for tjenesterammer, henholdsvis anmodninger.
5. I det omfang der er ledige pladser i turene / holdene / forløbene indlægges rådighedstjenester på disse dage. Rådighedernes længde skal være sådan, at de inden for korrigeringsreglerne kan dække den maksimale tjenestelængde for det tidspunkt den ligger på.

Derudover er der naturligvis en række andre væsentlige forhold, ikke mindst omkring korrigering og rettelser, som skal på plads. Og i øvrigt tillige et væld af tilhørende detaljer, som der skal være enighed om, inden vi kan præsentere et pilotprojekt byggende på Plan B til erstatning for de eksisterende pilotprojekter (ønskemodellen / præferencehold og hold med reserveuger).

Men lad os starte med Ja-hatten på. Ledelsen har taget pænt imod forslaget og forhandlingerne er i gang. Som det nok er de fleste læsere bekendt, så er den danske arbejdsmarkedsmodel skruet sådan sammen, at man ikke informerer om indholdet af igangværende forhandlinger, herunder hvilke knaster, der måtte være.

Så det gør vi heller ikke her, men vi tør godt sige så meget, at det i skrivende stund er vores vurdering, at det vil være muligt at nå et resultat, som understøtter planens grundpiller.

Men selvfølgelig er der knaster, også nogle i den lidt tungere ende. Uden på nogen måde hverken at hænge ledelsen ud, eller gå i detaljer, er det vel fair at konstatere, at ledelser ønsker fleksibilitet.

I et forhandlingsforløb, hvor det, vi forhandler om, er mere struktur og forudsigelighed i planlægningen af personalets arbejdsplaner og arbejdsdage, er det jo indlysende, at parternes positioner er modsatrettede, ikke mindst i forhold til korrigering, tur / holdrettelser og varslingsfrister.

Og så er der jo oven i det – som altid – det ofte oversete faktum, at djævlen altid ligger begravet i detaljen. Det må vi – igen uden at afsløre forhandlingernes konkrete indhold – også i dette forhandlingsforløb sande.

Svært? Ja, bestemt. Umuligt? Næppe.

Men for pokker, hvor havde det været dejligt, hvis vi – som håbet – havde nået et resultatet inden sommerferien, men der var vi, trods gode intentioner, for langt fra hinanden. Så tålmodigheden er sat på en alvorlig prøve og en løsning kan ikke udsættes ret meget længere, hvis vi – som parterne ønsker, jf. nyheden fra Togdrift, Drift F&R (kan kun tilgås fra en DSB-enhed) – skal være klar med Plan B i skikkelse af et pilotprojekt fra uge 1 i 2027.

Så vi trykker på for at nå et resultat. Mens vi gør det, så er det måske værd at gentage og reflektere over den sidste linje fra den i indledningen omtalte leder i Det Blå Blad 2-2026: ”Plan B er vejen ud. Derfor er der heller ikke en Plan C …”, citat slut.

Så det skal lykkes.

Når vi ikke et resultat, kender alle konsekvensen. Den har IVU lært os på smertelig vis siden d. 27. oktober sidste år. Mere kaos og ingen sammenhæng mellem arbejds- og privatliv. Det medfører (endnu mere) dårligt arbejdsmiljø og et utåleligt konfliktniveau, som ingen af os, heller ikke ledelsen eller DSB som virksomhed, kan holde til …