Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af Carsten Understrup,

LPO DSB lokalgruppeformand Aarhus

Sorg og glæde. Nej, det handler ikke om IVU – så ville det nok mest være sorg – men dage der gives i forbindelse med sørgelige eller glædelige begivenheder.

Betingelserne for tildeling af en sorg eller en glæde-dag, kan man læse i Personalepolitikken på ABC DSB.

Hvad angår glæde-dagen, får denne for de fleste ende, når førstkommende lønseddel efter dagen modtages. For der er trukket løn for dagen. I modsætning til sorg-dag, der er frihed med løn. Ja så er én glæde-dag, frihed uden løn.

Så man har jf. Personalepolitikken krav på frihed i forbindelse med sorg eller glæde. Men det koster at være glad i en virksomhed som DSB.

Omkring Personalepolitikken, hvor sygefraværspolitikken senest er revideret d. 1. juni 2026, så er den væsentligste forskel i revisionen – så vidt jeg har læst mig til – muligheden for at medbringe bisidder til omsorgssamtaler.

Der er i seneste revision, i lighed med tidligere, ret til at medbringe bisidder til fraværssamtaler. En ret medarbejder skal oplyses om i forbindelse med indkaldelse til fraværssamtalen. Men nu har man altså også mulighed for at medbringe bisidder til omsorgssamtaler. Man skal dog selv gøre opmærksom på, hvis dette ønskes.

Hvad der ikke ser ud til at være ændret i sygefraværspolitikken, er, hvad der skal oplyses i forbindelse med sygemelding. Der skal oplyses om sygefraværet er i forbindelse med en arbejdsulykke. Om der er en aftale om delvis sygemelding, graviditetsgener eller, om fravær er på baggrund af en §56 aftale. Som oplyst på ABC DSB (red: det er en aftale for kronisk syge).

Jeg har før haft §56 oppe og vende. Primært fordi teksten i sygefraværspolitikken irriterer mig helt vildt som LKF. Hver gang §56 foreslås som en mulighed fra medarbejder og dennes repræsentanter, så afvises det pure i F&R. Men siden §56 nævnes i sygefraværspolitikken, er det jo en mulighed i andre af virksomhedens divisioner.

Så hvorfor er dette ikke en mulighed i F&R for LKF? Vi har ingen ”nytegnede” §56 aftaler i Aarhus. Og de tre LKF, der havde §56 for år tilbage, ja disse aftaler blev slettet med et pennestrøg.

Så hvorfor beskriver man i Personalepolitikken ikke, at §56 ikke er en mulighed for LKF?

Og videre med Personalepolitikken så beskriver seniorpolitikken fra d. 28. oktober 2025 bl.a., at den skal sikre sunde arbejdsforhold til seniorer og være med til at fremme deres trivsel og mentale sundhed. Er medarbejderen fyldt 62 år tildeles seks seniordage om året.

Det lyder jo fint og godt alt sammen. For medarbejdere, der ikke er fyldt 62 år, men også har brug for mere ”luft”, så den mentale sundhed kan bevares, der er muligheden aftrapning i tid gennem aftale om deltid. Nedsat tid betyder også mindre indtægt, da det alene er medarbejderen, der betaler for den nedsatte tid.

Disse deltidsfridage – nej lad os kalde det ved rette navn – denne deltidsfrihed. For ja det lyder helt skørt, men det er ikke fridage, man betaler for, det er frihed – altså lavere normtid.

Og jeg er blevet klogere på det sidste – lyder utroligt, men det er altså muligt.

I seneste udgave af LKF-håndbogen, kan man læse om frihedsbeskyttelsen af ugentlige fridage, weekendfrihed, samt frihed søgt inden tjenesterammerne er givet, senest på dag 70 (dette gælder for LKF på depoterne Fredericia, Kalundborg, København og Aarhus). Da disse i princippet kører i reserven. Det skal bemærkes, at reglerne er lidt anderledes på de depoter, som har hold med reserveuger. Der er det sådan i ugerne med tjenesterammer, hvis forudgående ramme går ind i døgnet, hvor man har søgt frihed, så er det, som det var med turene tidligere, så søger man frihed for tjenesten, uagtet at forudgående tjeneste går ind i ”fridøgnet”. I reserveugerne er friheden beskyttet, hvis denne er søgt inden der indlægges en tjeneste (hvilket den altid er, hvis den er søgt via Ferieplan).

Men tilbage til selvbetalt deltidsfrihed. I al fairness så har denne deltidsfrihed altid været håndteret som deltidsfridage, men aldrig været frihedsbeskyttet. Og i DSB vil man fortsat – trods IVU (som jeg forstår) – forsøge fremadrettet at beskytte friheden. Dog er der ingen garanti.

Så trods det, at friheden placeres 12 måneder frem i tiden, så kan IVU ikke – eller også vil DSB ikke – håndtere denne frihed med frihedsbeskyttelse. Så LKF skal selv holde øje med om forudgående dags tjenesteramme går ind i den selvbetalte frihed. Og i god tid gøre opmærksom på dette.

Lyder skørt, når jeg siger det, men endnu værre, når jeg sætter det på tryk. Selvbetalt fridag er ikke én fridag, men bare nedsat tid, så reelt blot nedsat norm. En arbejdsnormnedsættelse, der kan reguleres med kortere tjenester, ikke fridage, eller bare være en del af aftalebruddene. Og det skal man betale for?

Hvorfor vil DSB ikke give samme garanti for selvbetalt frihed, som for anden langtidsplanlagt frihed, så deltidsfriheden er fridage med frihedsbeskyttelse?

De gode gamle dage kommer ikke tilbage, har vi længe hørt fra ledelsen. Ikke meget, der kommer derfra, tror jeg på. Men netop dette “statement” tror jeg på.

I de gode gamle dage validerede LKF sin arbejdsseddel, som det så smukt hedder. Valideringen var lige at se arbejdssedlen igennem for fejl, mangler og uklarheder. Dette har IVU totalt umuliggjort. For den er jo “dynamisk” og ændrer sig. Og rigtig meget på en IVU arbejdsseddel er ganske uforståeligt.

Når man så ensidigt fra ledelsens side har reduceret CIN med syv minutter, ja så giver det sig selv, at denne validering ikke sker. Med de hensigtsmæssigheder det nu afstedkommer. Måske skulle man i stedet hæve CIN til en halv time?

Som jeg forstår det, er reduktion af CIN til 13 minutter fastsat efter tidtagning. Jeg kender ikke detaljerne – eller ”figuranterne” i tidtagningen – blot, at det ikke var LPO-repræsentanter.

Nu er der jo forskel på at læse, kvittere for det læste i DDR og så rent faktisk at have forstået indholdet og kunne omsætte det til praksis i produktionen. Så gad vide om tidtagningen blev efterfulgt af eksamination af ”figuranterne”, så man havde sikkerhed for, at det læste var forstået? Og var ”figuranterne” rent faktisk i stand til at fremføre tog eller var det teoretikere?

Uanset svarene på ovenstående og 13 minutter til CIN, så kører LKF ikke tog uden opdateret DDR, hvor indholdet er læst og forstået, uanset hvor lang tid det tager.

Omkring arbejdssedler så kan disse ændres i løbet af tjenesten. De smarteste driftsdisponenter kontakter LKF ved ændringer efter mødetid. Men der findes vist noget smart, man kan slå til på iPhone, der så bimler ved ændringer i arbejdsopgaver.

Om nogen ved DSB har en forventning om, at man sidder med næsen i iPhone hele tiden for at se ændringer i dagens opgaver?

Min egen oplevelse er, at dette alligevel ikke fungerer. Det, der fungerer, er telefonisk kontakt. Havde en fredag en opgave. Efter ankomst til Fredericia skulle jeg gå en tur ud i forsyningen, afvente der og forsyne tog 22 minutter senere.

14:53, under mit solskinsophold i forsyningen, tager jeg et screendump af IVU arbejdssedlen. Det er 11 minutter inden forsyning skal påbegyndes. Kl. 14.56 ringer en driftsdisponent, der gerne vil høre, hvor jeg er. Jeg svarer, som sandt er, at jeg sidder i forsyningen i Fredericia og afventer ”mit” tog.

Svaret er, at jeg jo skulle være på banegården og selv rangere toget ud, for det stod jo på min arbejdsseddel. Og dette er korrekt jf. mit screendump kl. 14.58, efter endt telefonsamtale.

Nu var det så heldigt, at jeg havde et screendump af min arbejdsseddel fra kl. 14:53, hvor det tydeligt fremgik, at jeg var, hvor jeg skulle være. At man tre minutter senere (14:56) ønsker jeg skulle have været 15 minutters gang væk for 2 minutter siden.

Ja, der røg lige en glødetråd. For havde jeg ikke taget et screendump med tidsstempel, ja så havde jeg ingen dokumentation for min påstand. Så jeg har både et billede af min arbejdsseddel fra kl. 14:53 og den bagudrettede kl.14:58, efter telefonsamtalen med drift disponenten.

Hvilket bringer mig til, om ikke DSB skulle betale for mere ”hukommelse”. For det antal billeder man som medarbejder har liggende for ikke at komme i uføre, dokumentere tildelte rammer, tjenester etc. gør, at noget iCloud konstant fortæller, at jeg mangler ”hukommelse”.