DBB 4 – 2025 – Bjerndrupulykken

Af:

Ole Bang og Peter Kanstrup,

Områdegruppebestyrelsen

Fredag d. 15. august ca. kl. 16:45 kolliderede ICL 951 med en lastvogn (gylletransport) i overkørsel 86 ved Bjerndrup mellem Tinglev og Kliplev. Overkørslen er en de i alt 6 tilbageværende overkørsler på Sønderborgbanen uden bomanlæg.

Ulykken var den anden ulykke indenfor kort tid i overkørsler uden bomanlæg på Sønderborgbanen og i lighed med den forrige kostede også denne ulykke en person livet. Men så hører al sammenligning også op, i hvert fald i forhold til ulykkens omfang. Ikke siden Storebæltsulykken har vi set en ulykke med lignende voldsomhed og antallet af tilskadekomne var derfor også højt.

Hastigheden på strækningen er op til 100 km/t og er ved kollisionen af flere eksperter anslået til at have været omkring 90 km/t. Det er meget store kræfter, der er på spil, når 140 tons tog rammer 50 tons lastvogn med den hastighed. Resultat blev, at togets forreste vogn blev afsporet og landede på siden ovenpå lastvognsanhængeren (gyllevognen) et godt stykke inde på den majsmark, som støder op til banen. Togets anden vogn blev afsporet, men væltede heldigvis ikke. Lastvognens førerhus stod på marken lidt derfra. De resterende to vogne blev på skinnerne og til alt held blev køreledningen ikke revet ned. Man tør næsten ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis man havde tilføjet 25 kilovolt til de tusindvis af liter gylle, som passagerne og de tilskadekomne befandt sig i.

Straks efter ulykken var kendt, hastede DJ’s næstformand, Mikkel Channo Jessen og denne artikels ene skribent (Ole Bang) til ulykkesstedet. Ole fortæller …

”Da vi drejer ned ad den smalle vej, som fører hen til ulykkesstedet, er der beredskabsfolk og biler i alle afskygninger. Der er på det her tidspunkt gået ca. 1½ time siden ulykken skete. Et par hundrede meter fra overkørslen finder vi et sted, hvor vi kan parkere bilen. Da vi stiger ud, bliver vi ramt af en meget kraftig stank af gylle. Stort set alle de personer, som vi møder på vej ned mod overkørslen, har gylle på tøj og sko og enkelte også i ansigtet og på hænderne.

Halvvejs nede bliver vi stoppet af politiet, som – naturligvis – vil vide, hvem vi er og hvad vores opgave er. Efter nøje overvejelser får vi lov til at fortsætte ned til overkørslen, så vi kan se omfanget af ulykken og danne os et overblik over, hvad der er sket. Den smalle vej har på højre side et tæt læhegn af træer og buske, og på den venstre side er der en mark med høje majsplanter. Beplantningen langs vejen gør, at man ikke kan se skinnerne, det er kun vejsignalerne ved overkørslen, som indikerer, at der er en jernbane. Vi er nu ca. 100 m fra ulykkesstedet. Det første jeg får øje på, er et hjørne af den forreste togvogn, som stikker op over majsene et godt stykke inde på marken. Togvognen er helt jordfarvet og ligner mere en godsvogn end en del af en ER- togsæt.

Da jeg kommer helt ned til overkørslen og kan se omfanget af ulykken, bliver jeg rystet over det syn, som møder mig. Det ser voldsomt ud. Min første tanke er, at der må være mange døde eller svært tilskadekomne i den vogn, som ligger væltet om på siden og som ligger oven på gylletankvognen. Alt andet vil være et mirakel.

Så går tankerne til min kollega, som kørte toget. Jeg ved, at han på grund af de skader, han havde pådraget sig, er fløjet til Odense Universitetshospital, så hans tilstand må være kritisk (hvilket den også var, red.).

På ulykkesstedet er der en trykket stemning, men alle er rolige og fokuseret på deres opgave.

Efter vi har fordøjet synet og de mange indtryk på stedet, tager vi op til opsamlingsstedet for at følge op på togførerkollegaen – som på kollisionstidspunkter havde opholdt sig i den bagerste vogn og var fysisk uskadt – og stille os til rådighed for togets passagerer i det omfang, der var noget, vi kunne hjælpe med.”

Når vi som faglig organisation haster ud til ulykker, handler det om at være til stede for at kunne tilbyde hjælp til den eller de kollegaer, som er involveret. Det kan handle om at skærme de involverede fra offentligheden eller presse, eller være bisidder, hvis de involverede mødes med anklager i den givne situation. Det var på ingen måde situationen ved Bjerndrupulykken, men det kan man jo ikke vide forlods. Og vi kan i øvrigt i den forbindelse oplyse, at alle tænkelige hjælpetiltag, vi som faglig organisation kan byde ind med, er aktiveret.

Da ulykken har fyldt meget i offentligheden og i kollegaernes bevidsthed og derfor næppe behøver yderligere eksponering, var det måske på sin plads at bruge et par linjer på overkørselsanlæg uden bomme. Det er naturligvis op til Havarikommissionen at fastslå ulykkens årsager. Vi vover dog allerede nu det ene øje og påstår, at overkørselsanlæg uden bomme er en væsentlig bagvedliggende årsag. Det er simpelthen en skandale, at der i 2025 fortsat er sådanne anlæg på det danske jernbanenet. Dansk Jernbaneforbund og forbundets områdegrupper har i årtier tordnet mod disse anlæg, hver gang der har været en ulykke. Og dem har der været mange af, desværre også mange dødsulykker. Selv om der over tid bestemt er sket mange opgraderinger af overkørselsanlæg til både halv- og helbommeanlæg, er der altså fortsat anlæg uden. På den del af jernbaneinfrastrukturen, som Banedanmark har ansvaret for, skulle der efter sigende være 8 tilbage. De bør sikres nu! Og kan de ikke sikres, så bør vejene lukkes, alternativt skal der opsættes fotofælder og passage af en sikret overkørsel, skal takseres som vanvidskørsel (hvad det jo også er).

De ulykker, der er sket, kan vi ikke gøre om. De liv, der er tabt, kan vi ikke bringe tilbage, men vi kan da i det mindste sikre gøre alt for at sikre, at Bjerndrupulykken blev den sidste dødsulykke i en overkørsel uden bomanlæg på Banedanmarks infrastruktur. Det skal i hvert fald være denne artikels forfatteres håb …

Du kan læse mere om overkørselsproblematikken i bladets leder på side 3.

Og så det vigtigste til sidst. Vores kollega, som fremførte tog 951 er i skrivende stund i bedring. Det kan du læse mere om i LPO-medlemsinformation nr. 26-2025, hvor der også er en hilsen fra hans hustru til de mange, som har sendt tanker, blomster og god karma deres vej.