DBB 4 – 2025 – DCDK: Ændret praksis for time- og kvotetræk i Driftscenteret

Af:

Kent Larsen Jensen

og

Peter Kanstrup

LPO formandskab

Uden varsel besluttede Driftscenteret midt på sommeren at ændre praksis, når det kørende personale (herunder lokomotivførerne i Drift F&R) ringer ind og anmoder om at få lov at gå hjem før tid, henholdsvis undlade at følge arbejdssedlen under paskørsel, hvor dette passer med egen bopæl. Ændringen medførte en markant opstramning, som skulle sikre en ensartethed ved, at alle former for ”tidlig-hjem-aftaler” blev afregnet med time- og kvotetræk 1:1.

Nu er der i udgangspunktet intet forkert i, at arbejdsgiveren ændrer praksis. Normalvis er det imidlertid sådan, at man med afsæt i det gode samarbejde og den tætte dialog varsler det i det, som så smukt hedder ”rimelig tid”. Ingen ved præcist, hvor lang tid ”rimelig tid” er, men intet varsel er ikke rimeligt og slet ikke midt på sommeren, hvor nøglepersoners ferie ofte gør varslinger, beslutningsprocesser og udsendelse af relevant information noget langsommere end ellers. Således også i dette tilfælde, hvor LPO ikke fik udsendt medlemsinformation om emnet og stærkt forsinket fik underrettet TR-kredsen.

Det skal understreges, at vi efterfølgende har haft en god snak med ledelsen i Driftscenteret om ovenstående og er enige om, at det kan gøres bedre fremadrettet og med det på plads agter vi ikke at gøre et større nummer ud at det. Det, som der til gengæld er grund til at gøre lidt ud af, er de udfordringer den ændrede praksis giver de af vores kollegaer, som bor et andet sted end der, hvor deres arbejdsplads ligger. Og det er faktisk en anseelig del af medlemskredsen.

Mange medlemmer har efterspurgt LPO’s holdning til 1:1 afregningen, hvis man anmoder om at få lov at gå tidligere hjem. Helt kort, så er det sådan, at arbejdsgivere (også DSB) har en forventning om, at man er på sin arbejdsplads, når man får løn for det. Det er – i vores optik – bestemt rimeligt og en af grundpillerne i alle ansættelsesforhold. Beder man om lov til at gå før, har arbejdsgiveren derfor et berettiget krav om, at den frihed man opnår, hvis arbejdsgiver accepterer anmodningen, afregnes. Ligesom med alt andet er der givetvis en bagatelgrænse, som må aftales i det konkrete tilfælde forstået på den måde, at der i forhold til afregningens nidkærhed nok bør være forskel på, om man får lov at gå 3 timer før eller 15 min før. Det skal i øvrigt bemærkes, at der ikke skal ske afregning, hvis det er arbejdsgiveren, der tager initiativ til, at du kan gå før.

Når det så er sagt, så er det værd at erindre, at jura og sund fornuft ofte er to forskellige ting. Således også her. Nu ved vi godt, at der er forskel på at være i et ansættelsesforhold og være frivillig i en forening eller lignende. Men de af os, som har arbejdet med frivillige, lærer hurtig, at man skal give det væk, der ikke koster én noget, for det kommer altid godt tilbage. Den snusfornuftige tilgang kan man sagtens adoptere ind i lønnede ansættelsesforhold. Og det er også i det lys, man skal se vores holdning til at gå tidligere hjem, hvis man er så heldig, at dagens sidste opgave er en pasrejse til hjemdepotet, som går forbi den by, man bor i. Hvis man der ringer ind og beder om at få lov til at stå af undervejs og driftslederen ikke beder dig om at køre toget i stedet for at rejse pas, hvad er det så helt præcist, at arbejdsgiveren har tabt her? Intet. Og hvis man intet har tabt, hvorfor så bede om afregning?

Og det står jo i kontrast til førnævnte, hvor man, f.eks. på en rådighedstjeneste, beder om at få lov at gå 3 timer før. For her mister arbejdsgiveren jo en arbejdskraft, vedkommende kunne have gjort brug af.

Ovenstående skal ses som eksempler, som blot skal tjene det formål at illustrere vores principielle tilgang til problemstillingen. Der har i perioden siden praksis blev ændret været en række situationer, også et par ret groteske, bl.a. en, hvor man vil trække en kollega for timer, selv om vedkommende – hvis han uden modregning havde fået lov at stå af på vej hjem – ville have sparet DSB for en anseelig taxaregning og miljøet for unødvendig udledning af CO2.

Afslutningsvis hører det med til historien, at der – som der nok er i alle systemer – er en gylden middelvej. Og de tilbagemeldinger, vi får, indikerer, at den så småt er ved at indfinde sig. Forståelsen af, at vi har forskellige roller og forskellige behov. At den ene tjeneste kan være den anden værd og det i den sidste ende handler om, at man i en driftsorganisation skal have nogle ting til at spille i dagligdagen. Det ved både det kørende personale og vores kollegaer i Driftscenteret. At det så måske er gået nogens næse forbi andre steder i virksomheden, hvor drift er noget, man har læst om på abc, er så en anden sag …