Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af

Carsten Understrup

Sommeren går på hæld og den mørke tid er over os. Forhåbentlig ikke som i den mørke middelalder, men blot at solopgangen kommer senere og solnedgangen kommer tidligere.

Indlægget kommer til at omhandle den enkelt sag som længe har fyldt i samtalerne på depotet og nu nærmest er eneste samtaleemne, IVU.

Der venter et temmelig interessant og udfordrende efterår, måske også vinter samt forår 2026. Inden årets sidste Blå Blad udkommer i december, 2025 er IVU implementeret, Sommerferievalg 2026 er i gang og måske også afsluttet (tidsplan er endnu ikke aftalt med lokal ledelse). Måske er Turgruppe Aarhus også blevet indkaldt til turseminar og turvalg er afholdt?

”Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj afsted, tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med” sang C.V. Jørgensen (han fylder 75 år i maj 2025). Jeg er vel ikke alene med følelsen af ikke at kunne følge med, når det kommer til IVU?

IVU? Jeg har simpelthen ikke kunne finde ud af, hvorfor denne ”forkortelse” er valgt. Der er fem stiftere af virksomheden, så det kan ikke være det. Men en kollegas kone har internet evner, jeg simpelthen ikke er i besiddelse af, så her kommer det fulde navn på softwaren (SW); Integrierte Verkehrs- und Unternehmensplanung (på Dansk; Integreret trafik- og virksomhedsplanlægning.

Og hvad kan denne nye SW så? Jeg er ikke helt sikker, men det kan kun blive godt, da både chefen i Togdrift (underdirektør Jesper Rosholt Bremholm, JRB) samt lokomotivførerchefen (Henrik Schjoldager, HS) samstemmende kan berette at det bliver godt. Faktisk så godt at Work Life Balance vil opstå bl.a. ved lokomotivpersonalet i DSB F&R. Og det kan vi alle blot hilse velkomment og er vel en sikker gevinst for bl.a. lokomotivpersonalet, idet jeg anser, at de to førnævnte chefers troværdighed står og falder med IVU’s succes.

Mens dette skrives, er der omkring seks uger til, at IVU implementeres. IVU skal jo uanset ”Påskehilsenen” fra underdirektør og chef i Togdrift, JRB, omkring ”præferencesøgning” overholde arbejdstidsaftalen, samt aftalen omkring ture og søgningen af disse jf. anciennitetslisten. Kan IVU det? Igen er jeg uden viden – DSB A-siden holder kortene tæt til kroppen – så jeg aner det ikke. Men da DSB sværger til at overholde det aftalte – og ja så er der lige CIN og CUD, etc. – men overordnet, når det passer ind i deres virkelighedsbillede, ja så skal aftaler selvfølgelig overholdes. Så jeg formoder, at IVU kan overholde det aftalte, at man kan aftale andet, betyder jo stadig at det aftalte overholdes, blot er det nye aftaler.

Med den første udmeldte deadline for IVU-implementering værende april 2025, sidenhen juni, så vidt jeg husker, og nu d. 27. oktober, så synes det mildest talt ganske uprofessionelt, at vi her midt i september endnu ikke har en afklaring på ændrede aftaler eller ikke ændrede aftaler. Den manglende indkaldelse af turgrupperne indikerer kraftigt, at

DSB A-siden regner med ændrede aftaler. Nu er det jo sådan, at der skal to parter til at indgå en aftale og nu er der så seks uger til at nå det mål, eller indrette IVU på de eksisterende aftaler.

Når jeg skriver, at jeg ikke ved noget om IVU, så er det en sandhed med modifikationer. Det dækker over, at jeg ved en lille smule, har en formodning om en smule mere, men om det meste aner jeg faktisk intet.

Jeg har på en rådighed gennemført E-læring i Medarbejderportalen (IVU). Et E-læringsprogram der på fornemmeste vis demonstrerer begrænsningerne ved E-læring. Jeg synes, at E-læring i Medarbejderportalen fungerer og er noget af det bedste, jeg set af den slags. Men det er bare ikke nok. Efter at have gennemført programmet har man fået svar på en del spørgsmål, men det rejste for mit vedkomne flere spørgsmål end det besvarede. Ikke noget som FAQ har kunne besvare. Jeg har brug for at have en dedikeret underviser som gennemgår IVU og som derefter kan besvare de spørgsmål, der efterfølgende opstår.

Så er der superbrugere og det er de i forhold til mig, men de har så langt fra fået den viden og undervisning, som er nødvendig. Det samme gør sig gældende for de personaleledere, der henvises til, som også kan være behjælpelige.

E-læringsprogrammet viser også, hvorfor bl.a. ortopædkirurger er startet med at gå til forelæsninger på universitetets medicinstudie og sidenhen i deres speciallæge uddannelse er sidemandsoplært. Hvorfor der er mødepligt i både folkeskolen, gymnasiet, tekniske erhvervsuddannelser etc. Hvis E-læring er så godt og fyldestgørende, skulle E-læring så ikke være nok for foranstående?

Hvad bilder DSB A-siden sig egentlig ind? Fra d. 27. oktober er det for mig og mine kolleger i reserven vores arbejdsliv som IVU skal styre og dermed balancen mellem arbejds- og privatliv. Og til denne opgave har vi så fået lov til at foretage selvstudier uden mulighed for stille spørgsmål til den viden, vi modtager, og som vi måske forstår eller ikke forstår. Hvordan kan det overhovedet overholde Arbejdsmiljøloven omkring arbejdsgivers ansvar for uddannelse ved indførelse af ny teknologi?

Jeg er så småt begyndt at indgive ønsker i det, jeg anser som ret rigide rammer. Rammerne kunne jeg forstille mig – da disse ikke er de samme på alle ugedage – er afhængige af tjenesterne på hvert enkelt depot. Igen er dette kun gætværk, da ingen på DSB A-siden rigtigt har meldt noget ud, i hvert fald ikke i noget jeg har læst eller kunne lytte mig til. Disse rammer er som udgangspunkt på 12 timer. IVU skal søge – og der er ingen garanti – at placere tjenesten indenfor dette tidsrum. Så man kan med sine ønsker, når IVU skal tage hensyn til overgange, fridagslængder, etc. nemt spænde ben for sin egen søgning, som jeg ser det. Igen ville mere indgående viden om IVU have været dejligt.

Men jeg er, som skrevet, så småt begyndt at indgive ønsker, da jeg mener at have læst mig til at disse ønsker skal indgives med 35 dages varsel. Gad vide om alle i reserven har læst det samme som jeg? Eller tager jeg fejl af det læste? Eller er der frit slag i bolledejen for IVU til en start, for at opnå en høj målopfyldelse, ved at have mange 24 timers rammer at tjenestefordele i, som muligt, fordi LKF ikke har fået indgivet ønsker? Ja, spørgsmålene er mange og svarene få, men vi bliver nok klogere d. 27. oktober. Det er bare lidt sent at få denne viden.

Så jeg vil ønske alle et godt efterår og krydse fingre for IVU’s succes.