DBB 4 – 2025 – Lokalindlæg Nykøbing Falster

Af:

Jakob Østergaard Elikofer

Her i Nykøbing er der efter min mening et meget stort engagement kollegerne imellem, når det drejer sig om vores fagforening. Jeg har i dette blad flere gange udtrykt min utilfredshed med den måde vores fagforening drives på. Det har jeg, fordi det ligger mig på sinde, og det samme gør det så altså for kollegerne i Nykøbing – så jeg føler egentlig, at jeg stadig repræsenterer dem ganske godt.

Hvad er det så, vi ikke er tilfredse med, kunne man jo spørge. Så jeg har nu tænkt mig simpelthen at stille mine kolleger det spørgsmål, som min fagforening ikke vil. Havde jeg været leder af fagforeningen, var netop spørgsmål som disse vigtige for mig at få svar på.  Jeg vil nemlig gerne have sat ord på, så derfor har jeg tænkt mig at spørge mine kolleger i den kommende tid.

Jeg hører for mit indre øre i hvert fald én tillidsmand fra et andet depot, der altid er klar til at være ham, der vrisser op i mit hoved, at ”hvis du vil have lavet noget om – så gør det”. Han er også god til denne her floskel: ”Fagforeningen er os alle sammen, så hvis noget skal ændres, må du gøre det selv”. Sjov floskel, egentlig, i en forening hvor man påberåber sig demokrati, så hvordan skulle jeg kunne gøre det selv?

Det gør jeg så heller ikke, for nu vil jeg have svar fra mine kolleger. Hvad skal der laves om? Hvad kunne de tænke sig blev anderledes? Hvad skal styrkes? Hvad gør de godt i dag? Jeg vil f.eks. gerne her på kanten af det, der vel kommer til at hedde Bjerndrup-ulykken, sige at jeg synes, DJ har håndteret det rigtigt godt. Det er jo så også en mærkesag, som DJ har været efter i mange år. Jeg vil sige: “Godt kæmpet” – og så alligevel ikke, for vi fik jo netop Bjerndrup-ulykken.

Jeg har i dag, sammen med resten af Danmark, endelig hørt at vores kollega, der har været i kritisk tilstand siden ulykken, nu er meldt uden for livsfare. Vores kollegas tilstand har været i mine tanker siden ulykken, selv om jeg har haft ferie siden ulykken, og jeg har sendt gode tanker, god karma og bønner i retning af intensivstuen. Det tror jeg, vi alle har gjort. Jeg ønsker vores kollega al den gode bedring og helbredelse der er mulig.

Jeg synes både vores forbundsformand Preben Stenholt Pedersen og områdegruppeformand Peter Kanstrup har håndteret tiden siden ulykken både sobert, professionelt og indigneret. Jeg vil gerne takke dem begge for det. Jeg synes for øvrigt også, vores direktørkreds har været fint fremme her, og det forekommer mig, at også de har udtrykt både medfølelse og bekymring. Tak for det!

Det er jo også det, vi har en fagforening til. At stå sammen når det bliver svært. Der skal være tid til kampe, og der skal være tid til sorg og bekymring. Jeg vil gerne gribe fat i det med utilfredsheden igen, for det gror i mig, og har gjort det længe. For jeg synes rent faktisk godt vi kan gøre det bedre. Meget bedre, endda. For jeg er enig i at sammen er vi stærke. Eller: der kunne vi være, hvis ikke fagforeningen alene bestod af den faste inderkreds af ganske få, der sidder på magten, og forvalter den som var det deres pligt.

Nu vil jeg ikke bore alt for meget i hvad det enkelte medlem mener, for det synes jeg rent faktisk at de selv skal have lov til at svare på. Jeg konstaterer bare at her er en voksende utilfredshed, der desværre har medført at flere har meldt sig ud af vores fagforening. Jeg ved godt at floskelrytterne mener, at har man meldt sig ud af fagforeningen, har man også meldt sig ud af fællesskabet. Jeg mener derimod, at det er supervigtigt at favne alle – også dem der ikke er medlemmer. For mit inderste ønske er da, at vi alle kan stå samlet igen en dag. Det opnår man efter min mening ikke ved at ekskludere, men ved at inkludere. Derfor har jeg også tænkt mig at spørge alle mine kolleger – medlemmer såvel som ikke-medlemmer. For floskel eller ej, så er vi stærke sammen.

Kritik er desværre ikke det man er bedst til at tage imod. Jeg håber vi kan få samlet et idékatalog eller noget i den retning, som vi kan give forbundsledelsen, når den kommer til Nykøbing til efteråret. Ja, jeg ved ikke hvornår den kommer, men da OK-25 ikke blev stemt hjem, valgte vores forbundsledelse helt at undgå at tale om det nu og her. Det var som om, de ønskede at det gik væk, hvis de ikke talte om det. Tværtimod forsøgte man at lave om på resultatet ved at kalde det noget andet. Vrøvl fra ende til anden. Forbundsledelsens endelige og eneste bud var så, at ville komme rundt på depoterne og tale om det til efteråret.

Det jeg så vil, er at have noget parat til dem fra kollegerne, som de kan tage fat på. Derfor kommer det her til at være noget, vi sætter fokus på i Nykøbing i den kommende tid. Noget vi gerne vil snakke højt om – fordi vi tror på at åbenhed og engagement, er det, der skal blive vores fællesskab i fremtiden.

Tak for en dejlig sommer