DBB 4 – 2025 – Understrups klumme – §56

Af:

Carsten Understrup,

Lokalgruppeformand Aarhus

§56 er noget det onde selv har skabt. Ja selveste Dajjal i Islam, Iblis på arabisk eller Shaytan, der ledte Adam og Eva til at spise af kundskabens træ. Shaytan eller Satan (Lucifer), som både i Islam og Kristendommen hersker over de onde magter. I Budhismen er det onde selv, selve eksistensen. Men er §56 så det onde selv? Man skulle tro det, når man som løsning foreslår at søge en §56 til en medarbejder. Ja, så slås der korsets tegn fra de kristne ledere og himmelvendte øjne fra ledere med en anden trosretning.

Men hvad er så denne samfundsomstyrtende §56? Ja, det er såmænd en mulighed for arbejdsgiver og arbejdstager for at indgå en aftale, hvor der er refusion fra det offentlige fra første sygedag. Så hvis medarbejderen pga. langvarig eller kronisk sygdom har en forøget risiko for sygdom, ja så kan man indgå en aftale med sin arbejdsgiver og kommunen, der nedsætter arbejdsgivers udgifter under sygefravær. Det synes da temmelig ligetil og ren win-win. Arbejdstager kan beholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet og arbejdsgiver har betragteligt reduceret sine udgifter i forbindelse med medarbejderens fravær. Alle bliver jo syge, kronisk, langvarigt eller kortvarigt og kommunen skal ikke i gang med evt. langvarig sagsbehandling og kan koncentrere kræfterne om dem, som har behov. Som skrevet win-win.

Det synes Folketinget åbenbart også, senest ved vedtagelse af lov H nr. 563 ”Lov om sygedagpenge” i juni 2006, hvori §56 stadig optræder. Og igen bekræftet i lovbekendtgørelse nr. 223 fra februar 2021. Så man må sige at Folketinget mener, at ideen om §56 er god. At der er mulighed for §56 er jo intet pålæg, men en mulighed for arbejdsgiver, arbejdstager og kommunen til at finde er god løsning for samfundet som helhed. Og jeg tvivler på at denne mulighed er vedtaget uden at have både arbejdsgiver og arbejdstager organisationernes accept.

Udover at opfinde en §56, hvad foretager Folketinget sig så ellers? Nåh ja, de fortæller ligesom DSB´s øverste direktør – Flemming Jensen – ofte danskerne, at DSB er deres virksomhed. Hvilket er helt korrekt, DSB er en Selvstændig Offentlig Virksomhed (SOV), aktieselskab med én ejer, nemlig den danske stat, hvis ansvarlige for aktieporteføljen er transportministeren.

Så ejeren af DSB har vedtaget en lov, som skal tilskynde virksomheder til at finde gode løsninger for bl.a. kronisk syge medarbejdere og heri er man villig til at give et ikke ubetydeligt tilskud.

Hvordan tager danske virksomheder så imod denne ordning? Ja, min tidligere arbejdsgiver, der var et ”ondt imperie” tilhørende oliebranchen, havde i min afdeling kun fire ansatte på §56 og en del fleksjob ansatte. Når jeg kigger mig rundt i kredsen af lokomotivførere i Aarhus, findes der ingen på §56. Det må da være en fejl? Men nej, ikke hvis man skal tro lokal ledelse, når der forespørges om muligheden for §56, for så er det ikke en mulighed.

Det undrer mig selvfølgelig lidt, for på ABC DSB står der under ”Sygefravær” følgende uddrag: ”Informér om forventet varighed af sygefraværet samt specielle omstændigheder (f.eks., §56 aftale, graviditet, arbejdsulykke)”. Er det blot for at ”please” vores ejere i Transportudvalget, ministeren og  dermed Folketinget, at man skriver den slags?

Men §56 er altså en mulighed i DSB kan jeg læse på ABC DSB, blot ikke for lokomotivpersonalet?

Jeg har som TR den store fornøjelse at have møde med Flemming Jensen (FJ) et par gange om året. Og nej, det var ikke tyk ironi eller bidsk sarkasme, men oprigtigt ment. Jeg håber, at dette kan skrives uden at forråde den fortrolighed, der implicit ligger i disse møder med den administrerende direktør. Men FJ giver indimellem, usagt, udtryk for, at direktører, underdirektører, sektionschefer – og hvilke titler de ellers smykker sig med – ikke fremelsker det DSB, som FJ ønsker? (Så er det vel ganske tilfredsstillende at være adm. direktør, for så finder misdæderne vel bare nye udfordringer i det omgivende samfund)? Og, at han ikke forstår, hvorfor vi (TR-kredsen) taler om DSB, som om vi ikke er en del af virksomheden.

Lynhurtigt blot to af mange grunde til, at det er blevet til DSB og OS (frontpersonalet). Frugtordning har alle ved DSB haft ganske længe, blot ikke frontpersonalet. Hans Schøn Merstrand (områdegruppekasserer og LPO-næstformand i Aarhus), satte for snart to år siden spørgsmålstegn ved det skrevne på ABC DSB omkring, at alle i DSB er omfattet af frugtordning. Det har taget over to år for DSB A-siden at erkende, at frontpersonalet ikke var omfattet af frugtordning og at få OS omfattet af frugtordningen. I mellemtiden har vi brugt af vores personaleplejemidler til også at have frugtordning.

• 56 er en mulighed ved DSB blot ikke for lokomotivførere (måske heller ikke for vores kolleger ved togpersonalet). Så FJ, hvordan skal vi nogensinde kunne opfatte OS som en del af DSB? Når din ledelse så helt klart ikke anser, at vi er en del af DSB, uagtet vi faktisk helt reelt er grundstenen i DSB og dermed også fundamentet for Telegades berettigelse?

Hvor er skurken så i §56 sagen? Intet sted, for i en virksomhed hvor alle har ansvaret, ja der har ingen ansvaret. Og det er jo ikke sandt, for FJ har ansvaret. Om han så vil klandre HR-direktør Tine Moe Svendsen, driftsdirektør Per Vilhelm Schrøder, underdirektør Jesper Rosholt Bremholm, eller lokomotivførerchef Henrik Schjoldager, er mig egentlig underordnet. Hvis FJ vil sit frontpersonale – som han siger, han vil – så tager det vel cirka tre minutter at fortælle den ansvarlige, hvor skabet skal stå og ellers bede den pågældende tømme sit skab og finde et andet sted at placere sine klude.

Og nu kommer så det, jeg altid har påstået omkring DSB, uanset ledelse, så er det ikke mulighedernes virksomhed. DSB er virksomheden, der primært ser begrænsningerne. Hellere bruge energien på at finde på årsager til at intet nyt kan forekomme og give andre skylden for manglende omstillingsparathed. DSB ser aldrig ind i alternativer og løsninger.

Men nu kommer IVU jo og løser alt. Se, se … IVU skal være fremtiden. Derfor lader man den nuværende planlægningschef opstille parametrene for denne fremtid . Ja, ja. Det er helt som det skal være på DSB´sk. Planlægningschefen, hvis personaleprognoser kun passer i den første time efter de er fremlagt, skal også være den bærende kraft i at opsætte fremtidens planlægningssystem ved DSB.

Så IVU – hvis ellers det kan, det der påstås – ville nemt og elegant kunne håndtere én eller ganske mange ”disponerede medarbejdere” med §56 aftale. Men jeg tvivler på, at det giver så meget som én eneste §56 aftale blandt lokomotivpersonalet.

Så vi lokomotivførere må nok endnu en gang konstatere, at der er dem og OS, når det drejer sig om personalepolitik ved DSB. For §56 for lokomotivpersonalet må nok afvente ny adm. direktør.