Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af:

Thomas Knudsen

og

Peter Kanstrup

Områdegruppebestyrelsen

Onsdag d. 27. august havde vi i LPO-verdenspremiere på vores seneste nyskabelse; et virtuelt stuemøde.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i områdegruppens ledelse havde set frem til premieren med både forventning og nogen nervøsitet. Sidstnævnte mest i forhold til teknikken, da vores test tilbage i juni havde givet nogle udfordringer, ikke mindst i forhold til datakraft og fornøden båndbredde (velfungerende Wi-fi). Vi var derfor rykket til forbundets nye hus i Valby. Her kunne vi få et lokale, hvor vi sad stort set lige oven på routeren. Trods alle forbehold i forhold til mulige tekniske udfordringer, som bl.a. også fremgik af de sidste linjer i den udsendte medlemsinformation, og trods gentagne test, så kom vi alligevel halvskævt og lettere forsinket i gang. Men i gang – det kom vi …

Da der nu var tale om en verdenspremiere indledte vi mødet med lidt om baggrunden og områdegruppens tanker om et virtuelt stuemøde. Hvad kan sådan et møde – eller måske mere præcist – hvad tror vi, det kan? Og hvor vil vi hen med nyskabelsen?

Så lad os lige tage den en gang til af hensyn til dem, der ikke deltog i det virtuelle stuemøde. Helt grundlæggende passer mødet ind i vores bestræbelser på at være åbne omkring det, vi render rundt og laver. På den måde er det – og skal det være – et supplement til det, vi allerede gør. Det være sig fysiske medlems- og stuemøder, udsendelse af medlemsinformationer, baggrundsartikler i Det Blå Blad, osv. Det handler også om at styrke dialogen og være tættere på medlemskredsen. Noget som ofte er en vanskelig balancegang, da vi i områdegruppen aldrig må komme så tæt på medlemskredsen, at vi står i vejen for det fremragende arbejde, der laves ude i vores lokalgrupper. Det lokale skal vedblive at være lokalt og de lokale sager skal fortsat rejses, behandles og allerhelst løses ude lokalt. Og så var der egentlig også endnu en grund, da vi i sin tid fik tanken om at afholde virtuelle møder. Det giver os helt lavpraktisk mulighed for at komme ud til en bredere kreds på kortere tid. Det er muligt, at det i bestemte (måske vanskelige eller tilspidsede) situationer kan åbne nogle muligheder for at komme ud med hurtige budskaber og samtidig få en respons på disse. Det var der faktisk et medlem, som bemærkede under mødet og det tager vi naturligvis med hjem og lader indgå i evalueringen.

Vi havde i områdegruppens ledelse forlods besluttet os for at starte mødet med en kort orientering om nogle af de – på tidspunktet for mødet – aktuelle emner, som vi vurderede ville have en særlig interesse for medlemskredsen og dermed mødets deltagere. Det handlede om:

  • Bjerndrupulykken
  • Sikring af overkørsler
  • IVU og arbejdstid

Helt som håbet gav de indledende punkter anledning til nogle spørgsmål fra lytterne, som – på grund af mødets set-up, i sagens natur – var skriftlige. Og så kom der lige så stille gang i debatten, hvor de engagerede tilhørere (ca. 50 kiggede forbi, mens mødet varede) bød flittigt ind. Indledningsvis handlede debatten meget om IVU og ledelsens slet skjulte ønske om at lægge turene i graven. Det kunne måske have ført til en forholdsvis bekymret og negativ debat, men faktisk var der mange åbne og interesserede spørgsmål om, hvordan vi i LPO så en fremtid med nyt planlægningssystem, pilotprojekter og mulige ændringer i arbejds- og aftaleforhold. Det var meget interessant (i hvert fald for os). Selv om det fyldte godt, var der også en masse andre interessante spørgsmål om stort og småt, som det nok fører for vidt at nævne her.

Mødet var berammet til 2 timer, hvor der det sidste kvarter var lukket for nye spørgsmål. Dette for at sikre, at allerede stillede spørgsmål kunne besvares. Det blev nu ikke nødvendigt, idet debatten ebbede ud med godt en halv time tilbage. Her kunne vi – selv om vi havde smidt et par emner, ud over de indledende, ind i debatten undervejs – måske godt have været lidt bedre forberedt på at bringe yderligere emner eller orientering om nogle af de ting, vi arbejder med, ind i det virtuelle møde. Men så blev vi så meget klogere.

Og i det hele taget handler det, på bagkant af verdenspremieren om at blive klogere. Vi har taget en række noter og kommer helt sikkert også til at kigge optagelsen grundigt igennem med de kritiske briller på. Herefter vil vi – med afsæt i egne oplevelser og mødedeltagernes bemærkninger – både i områdegruppebestyrelsen og senere med vores TR foretage en grundig evaluering af dette første virtuelle stuemøde.

Evalueringen skal være kritisk og fordomsfri, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vores umiddelbare tanke er, at nyskabelsen ikke skal være en enlig svale, men forhåbentlig et supplement til den informationspolitik og de stue- og medlemsmøder, vi allerede gennemfører.

Uanset, hvad konklusionen bliver, vil vi naturligvis melde ud, når evalueringen er gennemført.

 

Faktaboks med foreløbige iagttagelser:

  • Er Facebook det rette medie, når ikke alle har en Facebookprofil?
  • Områdegruppens ledelse skal blive bedre til at agere naturligt i en liveoptagelse
  • Der er en vis risiko for, at vi misforstår de fremsatte spørgsmål
  • Der er en tendens til, at der går monolog i den, fordi vi (områdegruppens ledelse) taler og medlemmerne / tilhørerne skriver (deres spørgsmål)
  • Ikke alt er paratviden, så der kan / vil være ting, vi bliver nødt til at undersøge nærmere
  • Vi kender i udgangspunktet ikke lokale problemstillinger, så de lokale spørgsmål bliver vi nødt til at henvise til de lokale LPO-grupper
  • Hvor længe skal videoen kunne ses på vores Facebookside og skal den eventuelt også kunne ses på vores hjemmeside?
  • Har mødet den rette længde?
  • Er der særlige emner, der egner sig godt til dette format eller for den sags skyld, slet ikke egner sig til formatet?