DBB 4 – 2026 – Formanden har ordet

Lys for enden af tunnelen

Af: Peter Kanstrup, områdegruppeformand

For ret præcist et år siden kunne lokomotivførere i Drift F&R for første gang orientere sig om DSB’s bud på ”Fagre Nye Verden” forklædt i IT-klæder og lanceret under den helt neutrale, ja nærmest uskyldige, forkortelse: ”IVU”. Det var dengang – og er fortsat – en revolution. Ikke sådan én revolution som varsler et opgør med mørkets kræfter og bringer håb om en ny og lysere fremtid. Faktisk slet ikke, vel snarere tværtimod. IVU har slået virksomheden DSB omkuld og sendt en meget stor del af det kørende personale, medarbejderne i Driftscenteret og det administrative personale i en lang række planfunktioner i knæ. Med afsæt heri er der grund til at stoppe op og markere dagen for IT-systemet fra helvedes indtog med et minuts stilhed, sørgebind eller blot i eget stille sind reflektere. Måske fælde en tåre, slå en hård knytnæve ind i væggen eller råbe hæmningsløst ind i en pude, til lungerne er tomme for luft alt efter om man først og fremmest er ked af det, eller rasende. Mest sandsynligt er det imidlertid, at ingen gør noget, for resignationen har fået hårdt fat i kollegaerne. Og det er faktisk det allerværste …

For resignation skaber i modsætning til vrede og mismod ingen forandring. Og forandring er der hårdt brug for. For fakta er, at både forandring af de arbejdsforhold, IVU skabte, og markante forbedringer af de berørtes arbejdsmiljø har været efterspurgt længe.

Med afsæt i behovet for markante forandringer tog vi tilbage i februar i LPO teten på vegne af de vrede, de mismodige, de resignerede og alle dem midt imellem. Vi vurderede, at den primære efterspørgsel handlede om mere struktur og forudsigelighed for den enkelte og skabte med afsæt heri tankerne om Plan B.

Indrømmet. I første omgang var Plan B nok mest tænkt som en slags nødværge. Men efterhånden blev tankerne mere håndgribelige og med hjælp fra mange gode mennesker rundt om i virksomheden, blev planen så konkret, at den – som et ideoplæg – kunne præsenteres på LPO’s repræsentantskabsmøde d. 22. april og drøftes i TR-kredsen umiddelbart herefter. Planen blev en uges tid senere præsenteret for topledelsen i DSB, hvor den – formentlig hjulpet på vej af den spirende samarbejdsrelation de nedsatte IVU-arbejdsgrupper havde skabt – blev taget godt imod. Og så måske også fordi planen på et meget væsentligt punkt var, og er, spiselig for vores ledelse. Set udefra ser det nemlig ud som om ledelsen har benyttet overgangen til IVU til at male sig op i et hjørne, idet der ikke på noget tidspunkt har eksisteret en ”fallback-plan”. Det gør der i øvrigt stadig ikke, men Plan B viser en vej ud, samtidig med, at den accepterer IVU som planlægningssystem. Det har helt sikkert været en styrke, da vi skulle motivere ledelsen for at gå med, men er samtidig en svaghed, idet IVU som planlægningssystem ikke hidtil har leveret. Omvendt var IVU jo – i fravær af en fallback-plan”, ikke / næppe forsvundet, uanset hvad. Så vi har derfor heller ikke rigtig tabt noget ved at købe ind på den præmis.

Der er sagt og skrevet meget om Plan B, men egentlig er det en simpel plan. Den tager udgangspunkt i pilotprojektet fra Esbjerg, Helsingør og Odense fra K25, hvor holdene / turene i videst muligt omfang opbygges ud fra personalets forudgående fremsatte ønsker (morgenvendt, aftenvendt, blandet, osv.). Ud over den del af turene / holdene, hvor der er indlagt fast produktion / tjenester, indlægges et antal reserveuger, således flest muligt af de fremsatte ønsker kan opfyldes. For at holde antallet af reserveuger på et acceptabelt niveau, er der behov for, at de kollegaer, som før IVU kørte i reserven, igen kan motiveres til at gøre dette. Det kan man i vores optik ikke uden at genetablere den tjenestefordeling, vi havde før IVU, eller i hvert fald noget der ligner ret meget. Det er nu aftalt og på plads og får virkning fra engang i efteråret (senest d. 1. dec. 2026).

Og så er der selve opbygningen af turene / holdene. Det er til gengæld ikke nogen simpel øvelse. Der bliver helt sikkert behov for alle de evner, der er samlet i vores turgrupper og de kollegaer, vi har valgt til disse. Vi er i LPO fortrøstningsfulde i forhold til, at de kan løse opgaven og vi vil gøre vores yderste for, at de får al den hjælp, de behøver, når turene / holdene opbygges i uge 43.

Nå tilbage til forløbet. Alle de førnævnte gode tanker og intentioner havde vi med ind i forhandlingslokalet, da forhandlingerne om Plan B – eller nyt pilotprojekt om arbejdstid for LKF i Drift F&R”, som det rettelig hedder – tog sin begyndelse omkring d. 1. juni. Ingen forhandling er et diktat, hverken den ene eller den anden vej, således heller ikke denne, så der var der helt sikkert nogle ting, vi fik med ud af lokalet, vi helst havde været foruden. Men vi fik de 5 grundpiller, jf. lederen i Det Blå Blad 2-2026, med ud, så vi står et fornuftigt sted, hvor der kan skabes mere forudsigelighed og struktur for de kollegaer, der ønsker det. Det er – skulle vi hilse og sige fra et stort antal af vores IVU-ramte kollegaer – efterspurgt. Det løser ikke alt. IVU er her endnu, men det skaber en tro på, at der, også i et IVU-miljø, kan være en rimelig balance mellem den enkeltes arbejds- og privatliv. Og et håb om, at der er lys for enden af tunnelen.

Du kan læse mere om Plan B på side 4