|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
DSB fik i foråret ny driftsdirektør, da Per Schrøder gik på pension. Ny mand på posten er Erik Merkes Nielsen, som nu har været i virksomheden i ca. et halvt år. Det Blå Blad har haft en snak med Erik om hans baggrund og hvilke tanker han gør sig om DSB og hans nye job.
Fortæl lidt om dig selv og din baggrund, uddannelse, mv.:
Jeg er opvokset på Fanø i et lille lokalsamfund. I de første år af min skoletid, fra 1. til 3. klasse, gik vi kun fem elever i klassen. Derefter fortsatte jeg min skolegang på en større skole i Nordby på Fanø. Jeg boede en årrække i byen Vancouver i Canada, inden jeg i 2019 vendte tilbage til Danmark. I dag bor jeg i København med min tyske hustru, Sarah, og vores to hunde.
Jeg er uddannet skibsfører gennem A.P. Møller – Mærsk hvor jeg startede tilbage i 1993. Og har desuden en HD(F) fra Copenhagen Business School og en Executive MBA fra Schweiz. Min erhvervserfaring inden jeg tidligere på året blev ansat som Driftsdirektør i DSB omfatter:
- 2019-2025: 6 år som administrerende direktør for DanPilot, hvor jeg var ansvarlig for aktiviteterne i Danmark og tilhørende datterselskaber.
- Siden 2018: Bestyrelsesmedlem, med flere bestyrelsesposter.
- 2015-2019: 4 år i Seaspan i Canada, hvor jeg var ansvarlig for drift og strategisk planlægning som Senior Vice President Operation og Strategic Planning.
- 1993-2015: 22 år i A.P. Møller – Mærsk, hvor jeg startede som praktikant i 1993 og sluttede som ansvarlig for “center fleet operation” i 2015.
Fritiden kan jeg godt lide at bruge med familie og venner, og at være aktiv ude i naturen.
Hvad var udslagsgivende for, at du sagde ja, da du fik jobbet som driftsdirektør tilbudt?
Jeg har altid opfattet DSB som en betydningsfuld og fascinerende virksomhed med en central rolle i samfundet. Derfor var det en oplagt mulighed at blive en del af DSB. DSB er en virksomhed med en stor og vigtig samfundsopgave og samtidig er der mulighed for spændende faglige udfordringer. Det motiverer mig at være med på rejsen, præge fremtiden og gøre det sammen med dygtige kolleger med en faglig stolthed.
DSB er også en virksomhed, som alle danskere har en holdning til. Jeg oplever, at udviklingen går i den rigtige retning, hvor vi om nogle år står med moderne materiel drevet af elektricitet.
Jeg finder det særligt spændende at bidrage til den fortsatte forbedring af driften, implementeringen af de nye elektriske tog og automatiseringen af S-togsdriften i overensstemmelse med planen.
Hvilke forudgående erfaringer / kendskab har du til transportsektoren i almindelighed og jernbanesektoren i særdeleshed?
Min første personlige erfaring med DSB går tilbage til, at jeg som ung pendlede mellem Odense og Esbjerg. Allerede dengang bemærkede jeg, hvor struktureret og pålideligt driften fungerede – selv på tidspunkter, hvor forholdene kunne være udfordrende. For mig var det et tydeligt kvalitetsstempel, at sikkerheden og planlægningen var i top.
Jeg har en naturlig respekt for DSB, opgaven og de komplekse udfordringer, virksomheden står overfor. At kunne samarbejde med dygtige kolleger, der udfører deres arbejde med høj faglighed og passion, og bringe min erfaring og viden i spil for at skabe værdi for organisationen er en stor motivationsfaktor for mig. Jeg har desuden en dyb respekt for historikken og den kompleksitet, der ligger i Jernbanen. Jeg kan bruge min erfaring med drift og ledelse fra andre jobs, hvor der er lignende udfordringer i forhold til, hvad der ligger i min rolle. Og så er der nye områder, som jeg sætter mig behørigt ind i, og arbejder tæt sammen med eksperter, for at sikre den rette fremdrift.
Har du en ledelsesmæssig grundfilosofi, og vil du i givet fald dele den med bladets læsere?
For mig handler det om klare mål, dialog og at finde løsninger sammen – også når vi er uenige.
Jeg ser mig selv som robust og løsningsorienteret, hvilket jeg håber, at alle samarbejdspartnere vil opleve mig som. Det karakteriserer min grundfilosofi og måden at se ”verdenen” på.
Jeg håber, at jeg om ti år vil være kendt som en god kollega, der har flyttet både firmaet og produktet til kunderne i en positiv retning.
Alle taler om samarbejde. Hvordan ser det gode samarbejde ud set fra din stol?
Som jeg ser det, handler det om mennesker, kultur og transparens. Vi har masser af udfordringer; nyt materiel, IVU, banens tilstand og mange andre faktorer presser os alle i dagligdagen. Vi vil alle det bedste for DSB og vores kunder, og evnen til at arbejde sammen i pressede situationer, er løsningen til at skabe forbedringer og en øget arbejdsglæde.
Godt samarbejde handler for mig om at kunne udveksle meninger og drøfte løsninger på en respektfuld og konstruktiv måde. Ofte er vi udsat for dilemmaer, som vi skal forholde os til, nogle gange er der ikke en indlysende eller god løsning. Når vi finder frem til løsninger sammen, ofte i et kompromis, eller via ny viden vi har fået, giver det mere mening i hverdagen og vi kan alle se os selv som en del af løsningerne. Nogle gange kan man også ende i situationer hvor enighed ikke kan opnås, og der bliver trukket af på en beslutning. Men dette må altid være ud fra saglige vinkler og ændrer jo ikke på, at man fortsat har respekt for kollegaen som person, selv om vi har forskellige meninger.
Hvor tænker du, DSB er om 5 år?
Nu er svært at spå, især om fremtiden, som Storm P sagde, men jeg synes også vi har flere gode milepæle at skimte imod horisonten.
Om 5 år er vi tæt på at have transformeret F&R. Vi kører Talgo, IC5 og dobbeltdækker vogne alt på elektricitet. Vi er allerede på vej. Halvdelen af Talgo leverancen er modtaget og vi er i færd med at øge pålideligheden. I 2027 kommer den anden halvdel og vi begynder desuden at opererer IC5 tog. Vi starter roligt op med IC5 og fra 2028 begynder vi at øget antallet i driften.
På S-banen vil vi være godt i gang med implementeringerne af de nye systemer og klargøring til togene fra Siemens/Stadler.
Vi vil generelt operere på en bedre infrastruktur, og med en mere simple litra struktur, som giver os bedre forudsætninger for at planlægge vores drift hensigtsmæssigt, og med en større grad af fleksibilitet. Materiellet og infrastrukturen er selvfølgelig vigtig, men DSB og hele kundeoplevelsen er drevet af gode og dedikerede kolleger. Det vil ikke ændre sig. Dedikerede kolleger vil altid være kernen i vores gode drift
Et interview i den faglige organisations blad er også en mulighed for dig til at tale direkte til lokomotivførerne i Drift F&R. Så ordet er dit og ordet er frit, hvis der er noget, du ikke synes har været berørt i det ovenstående …
Vi lever alle i en tid med mange forandringer med nye vilkår. Vi gør os alle klar til nye måder at uddanne, nye opgaver i forbindelse med IC5 (sikkerhedsproceduren), der stilles klare krav til en mere pålidelig togdrift fra alle i Danmark og ikke mindst vores ejere. Det er vigtigt at vi fortsætter alle gode initiativer og indsatser for at komme tilbage på en ordentlig punktlighed – tak for jeres gode indsats på dette hver dag. For mig er Sikkerhed en hjørnesten, både personligt og professionelt. “Hvis man kommer på arbejde med ti fingre, skal man også gå hjem med ti fingre,” Jeg ser sikkerhed som en investering i medarbejderne og understreger vigtigheden af at tage arbejdsmiljøet alvorligt.
Til slut vil jeg gerne sige tak til lokomotivførerne for at levere en brav indsats i udfordrende tider og for at have taget godt imod mig. Jeg har haft fornøjelsen at kunne køre med flere af jer, og ser frem til at møde flere ude på banen.
Redaktionen på Det Blå Blad siger tak til Erik. I den faglige organisation ser frem til samarbejdet. Det er vores håb, at det kan fortsætte ad samme positive spor, som det er startet …