Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Carsten Understrup

DSB gør rigtig meget og bruger rigtig mange resurser (lig med penge) på bekæmpelse af graffiti. Alle kolleger jeg taler med, synes graffiti på vores tog er af det onde og skal bekæmpes. Derfor kan det jo undre mig, og sikkert også andre, at vi med jævne mellemrum skal opleve graffiti i elevatoren ved opgang 1G i Aarhus.

Graffitien i elevatoren i Aarhus – eller lad os give det navnet hærværk, for det er det, det er – drejer sig altid om, at ”man” ikke får sendt elevatoren ned til enten kælderen eller stueetagen, men efterlader den på tredje sal. Superirriterende! Det er jeg enig i, men det retfærdiggør ikke hærværk på DSB’s ejendom.

Gode kræfter med stopur fortæller mig, at elevatoren – det er ikke en lynelevator – er ca. halvandet minut om at komme fra tredje sal til kælderen. Og hvad så? Vent på elevatoren eller tag trapperne. Løsningen er ikke med rød tusch at beskrive sin utilfredshed på elevatorvæggen. I øvrigt også en undren jeg har i den forbindelse. Hvem går rundt med en rød bred sprittusch i lommen, for det tilfælde at nogen ikke fatter at sende elevatoren ned efter endt brug?

Seneste hærværk på elevatoren afstedkom opslag fra lokal ledelse i elevatoren om, at graffiti er at betragte som hærværk – hvis nogen ikke allerede var klar over dette. Og hvad kan man konstatere dagen efter? Ja, så er personaleleder opslaget fjernet.

Da jeg mener alle ved depotet samt nabodepoterne er voksne mennesker – DSB har endnu ikke presset Trafikstyrelsen til ansættelse af børnearbejdere – synes det vel overflødigt, at skulle bemærke, at ledelsen har min fulde opbakning til at bekæmpe den slags hærværk.

Og jeg har ganske svært ved at finde et forsvar for dén, eller de medarbejdere, som udøver hærværk på deres arbejdsplads.

Når man betænker de henvendelser om manglende rengøring, eller mangelfuld rengøring, jeg i perioder modtager, så omhandler de aldrig elevator graffiti, men specielt toilet rengøring.

Nu er det sådan, at min kone for mange år siden meddelte, jeg enten overtog rengøring af badeværelset, eller også lærte jeg at sidde ned, når jeg skulle tisse. Med mængden af urin på gulvene foran toiletkummerne og det gælder både i Aarhus og Fredericia (jeg kommer ikke så mange andre steder pga. den afgående planlægningschefs store visioner), så skulle flere partnere måske have bedt deres mandlige samlever om samme øvelse?

Det ændrer dog ikke ved, at man som stående urinator, hvis der ikke er dråbekontrol, ja så må man ned på alle fire og afvaske, samt aftørre området ved toilettet. Det er rent bogstaveligt pisseulækkert at vade rundt i disse efterladenskaber.

Og når jeg nu er i gang med krabasken. Vi har fire hvileværelser på depot Aarhus. Disse er hvileværelser for personale i tjeneste og ikke billig overnatning for personale, der har timer efter endt tjeneste inden første tog hjem. Det ophold tager man i en stol på opholdsstuen, hvis den er ledig for tjenestegørende personale. Ellers tag bilen på arbejde, alternativt book et værelse på nærmeste Wake Up.

Hvileværelse 1 er forbeholdt Aarhus LKF-natreserven 22.30 – 06.30. I det øvrige tidsrum er hvileværelset til fri afbenyttelse. Hvileværelse 2 er forbeholdt Aalborg-LKF med ophold i Aarhus i tidsrummet 01.30 – 04.30, samt Aarhus LKF-morgenreserve fra kl. 04.30 – 13.30. I det øvrige tidsrum er hvileværelset til fri afbenyttelse. Hvileværelserne 3 og 4 er til fri afbenyttelse hele døgnet. Det er faktisk ikke ret svært at forstå.

Hvileværelser har Erik Merkes Nielsen (EMN) åbenbart ikke brugt siden sin ansættelse ved DSB. Bedst som man holder ferie, kan man læse, at chefen i Togdrift, Jesper Rosholt Bremholm, forlader sin stilling. Så jeg vil da endnu en gang byde EMN velkommen som et frisk pust i DSB.

Lidt indskudt til EMN. Han VIL nå punktlighedsmålet på 75% hver måned, kan jeg læse. Og jeg VIL have en Koenigsegg Agera S, årgang 2014, men det får jeg næppe. Når det så er skrevet, så bakker jeg fuldt og helt EMN op i sin ambition. Hvilket fundament denne ambition skal baseres på, læser jeg som bl.a. indsatsen i togene omkring rettidighed. Lige præcis denne indsats anser jeg faktisk som værende på plads i forhold til de vilkår der bydes.

Men jeg anser, der er en langt større opgave i igen at få personalet i togene, samt alle de supportfunktioner, der både på langt sigt og på dagen løser opgaverne samt værkstedspersonalet, til igen at synes, at DSB er en god arbejdsplads. Og før det sker, tror jeg ikke på, at vi kan nå målet.

Mængden af spildte ressourcer i virksomheden er enorm, hvis blot den flig, jeg ser, er symptomatisk for det samlede billede.

Når Aarhus LKF rejser pas til Esbjerg for at stille en ER over i de permanente rangerområder, og dernæst tage en taxa hjem, ja så anser jeg denne opgave i ”de gode gamle dage” – der faktisk ikke er så langt tilbage – ville være løst ganske anderledes a la dette …

Opkald fra drift disponenten til LKF på toget: ”Jeg ved, du har fri, når du kommer til Esbjerg. Men kan jeg lokke dig til at afslutte toget. Så smider jeg lige et par timer ind til afspadsering.” Men nej, denne kæmpe udgift til et par timers afspadsering er sparet væk til fordel for pasrejse og taxakørsel. Men så holder vi jo også gang i samfundshjulene ved at dele virksomhedens rigdom.

Og så skal man jo huske på at disponeret personale, kun kan søge frihed når virksomheden ikke har brug for medarbejderen. Så en temmelig gratis gestus. Men nok om spildte ressourcer. Det er der sikkert fokus på – eller?

Der forestår et kæmpe arbejde i at genopbygge en firmaånd. For det er galt i alle funktioner i produktionskæden. Driftsdisponenter, hvor en samtale tidligere tog mindst 10 minutter, fordi alle aftaler skulle udfordres, er skygger af sig selv. Nogle har nærmest en apatiske i deres tilgang. LKI-vagter, der er frustrerede over, at begrænsninger på anvendelse af fejlramt materiel ikke overholdes. Ja, listen er uendelig.

Før man har givet alle disse ansatte troen tilbage på virksomheden, før anser jeg ikke, at vi kan løse vores samfundsopgave med kritisk dansk infrastruktur på en bare nogenlunde tilfredsstillende måde. Meget tilfredsstillende eller udmærket, tvivler jeg på bliver i min tid, men ville i dette tilfælde elske at have uret.

Nok om det triste, videre til noget mere opløftende.

Et velkommen til, skal nemlig også lyde herfra, til Cecilie Enevoldsen (CE), der er ansat som ny personaleplanlægningschef. Kender ikke CE fra andet end det, der er meldt ud på ABC DSB og hvad jeg har kunne finde på nettet. Og det, jeg kan læse, tyder samstemmende på et godt valg af ny personaleplanlægningschef. Foran hende står dog nogle kæmpe udfordringer. Og uden på nogen måde at forklejne CE’s evner, så er det både en taknemmelig og en utaknemmelig post at overtage. Taknemmelig fordi det næppe kan gøres ringere end nu og utaknemmelig, fordi der skal ryddes op efter de seneste års såkaldte planlægning.

Der er i skrivende stund endnu ikke ansat en afløser for Jesper Rosholt Bremholm, i stillingen som underdirektør og chef i Togdrift. Men velkommen til hvem det end bliver, skal lyde herfra.

For mon ikke EMN kan finde noget der er bedre end Michael HVEM (Jesper Rosholt Bremholms forgænger) og Jesper HVORFOR, til denne post. Igen ikke en stilling med en nem opgave, men helt sikkert en stilling hvor man kan ”shine” på en billig baggrund.

Spændende bliver det at mærke / opleve eller måske intet at opleve lokalt ved disse ændringer blandt toplederne. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at opleve ændringer på de store linjer, men hvor ”småt” bliver det?

Og småt er det i den samlede DSB-økonomi, når økonomien i projektet omkring sammenlægning af opholdslokaler for togpersonalet og lokomotivpersonalet i Aarhus skal vurderes evt. godkendes, mig bekendt, en gang i oktober.

Og jeg er selvfølgelig spændt på, om jeg igen skal have fornøjelsen af, at andre end lokale ledere blander sig i opholdslokale indretningen i Aarhus. Et sted hvor togførere og lokomotivførere, samt deres lokale ledere og de umiddelbare supportfunktioner skal opholde sig. Og hvor det eneste, der betyder noget, er, hvordan dette personale ønsker at indrette sig. Ikke hvordan andre ledere af den ene eller anden karakter, synes det er æstetisk smukt eller praktisk.

Men mon ikke EMN, eller den nyansatte chef i Togdrift, kan holde den slags chefer beskæftiget med de hovedopgaver, de er ansat til at varetage? Og ikke de småprojekter de magter at overskue og have såkaldt succes med? Eller også bliver det måske et helt nyt ansigt / ansigter jeg skal møde?

Det er alt sammen vildt spændende. Ligeså bliver vel efteråret på banen 😊