Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Kent Larsen Jensen, områdegruppenæstformand
DSB har besluttet, at Fredericias produktion på P-risten til årsskiftet skal overgå til Klargøringen. Vi vil igen fra LPO gerne starte med at understrege, at det på ingen måde er en beslutning, vi syntes virker særlig velovervejet, og ej heller kommer til at spare på DSB budget. Det har været pointeret talrige gange i Det Blå Blad, så det vil jeg i dette skriv ikke bruge megen tid på, men kun vende den bekymring, det giver, nemlig at DSB nu, for en personalegruppe (LKF-B) relativt hurtigt gør os mindre anvendelig, da vi jo desværre mister kompetencer og dermed mister, i vores optik, effektivitet og fleksibilitet.
Vi (LKF-B) vil ret hurtigt ikke længere kunne springe til, når driften af en eller anden årsag vælter, eller der skal slås om på materiel grundet fejl, eller en korrigering der ikke lige har taget højde for en ekstra forsyning eller vask grundet ændret oprangering. Eller der ikke lige er taget højde for tiden til at udfører opgaverne (de fejl er jo aldrig set i en korrigering). Vi ender med ikke længere at besidde kompetencen og det, syntes vi, er en uheldig og unødvendig position at bringe virksomheden i, da det i sidste ende resulterer i, at det går ud over vores kunder.
Samtidig med at det arbejde, som der gør, at vi (LKF-B) faktisk bevæger os lidt, når vi udfører vores arbejde, forsvinder, har DSB lanceret et nyt projekt, der så flot hedder, at vi skal gå sundere hjem fra arbejde, end da vi mødte ind. Jamen, jamen. Vi vil bestemt gerne blive sundere af at gå på arbejde, men dette tiltag, klinger godt nok hult, når man med den anden hånd fjerner den del at vores arbejde, hvor vi bevæger os. Vi må i spænding vente og se, hvad der er i støbeskeen
Nå tilbage til P-risten i Fredericia og beslutningen om, at det skal være Klargøringen, der løser disse opgaver.
Udmeldingen kom i foråret 2024. Nu skulle opgaverne på P-risten i Fredericia løses af klargøringsenheden i Aarhus. Også opgaven som ansvarshavende skulle fra 2025 være der. Dermed var det besluttet, at Aarhus skulle løse alle ansvarshavende opgaver i hele vest. Kalundborg, Næstved, Nykøbing og Helsingør skulle ligeledes løses fra Aarhus, en opgave som bestemt kræver erfaring og meget stor viden om lokale forhold. De LKF-B og 2 LKF-A, som hidtil havde løst denne opgave i Fredericia, blev tilbudt at lade sig overføre til klargøringsenheden i Aarhus, altså med primært mødested i Ar. Selve arbejdsopgaverne med klargøring, forsyning, vask og afslutning, samt udsyn skulle selvfølgelig laves i Fredericia med nyansatte LKF-A.
De LKF-B, som udførte opgaven som ansvarshavende i Fredericia, blev ikke tilbudt at lade sig udlåne på lige vilkår, som de LKF-B i Aarhus, som udfører opgaven som ansvarshavende. Nej, de blev tilbudt at kunne søge over og blive LKF-A med tillægget som ansvarshavende. Det var et tilbud, som det meget hurtigt stod klart, at der næppe var nogen, der ville takke ja til.
Ledelsen i klargøringsenheden i Aarhus ved Lars Kjeldsen, indkaldte derfor de ansvarshavende i Fredericia til et møde, hvor man ville fortælle om fremtiden med én ansvarshavende enhed i vest og hovedparten af øst placeret i Aarhus. På mødet deltog også Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, underdirektør Driftsværksteder og Maryam Borring-Olesen, Klargøringschef, samt personaleleder fra F&R i Fredericia, Carsten Bennedsen. Det fremgik meget hurtigt på mødet, at ingen ville lade sig overføre på disse vilkår. Så dermed skulle klargøringsenheden nu finde helt nye medarbejdere, som skulle starte meget hurtig og oplæres til at udføre opgaven som ansvarshavende med start den 1. januar 2025 fra midnat, vel og mærket uden erfaring. Så tiden var ved at være knap.
Ikke nok med, at det ville være en kæmpe opgave at stå med i Aarhus. Det ville også være en opgave uden sikkerhedsnet, da de medarbejdere, som havde den store erfaring og viden, ikke længere ville være til rådighed, da de efter årsskiftet ville være tilbage som LKF-B ved F&R.
Der var inden mødet lavet et meget stort arbejde fra de ansvarshavende i Fredericia, hvor der minutiøst var blevet beskrevet, hvad deres arbejdsopgaver omhandlede og hvad det kræver at udføre denne meget betydningsfulde opgave. Efterhånden som mødet skred frem, kom det til at stå mere og mere klart, hvilken meget risikabel øvelse klargøringsenheden i Aarhus var ved at sætte i søen. En risiko som i værste fald ville kunne betyde, at der ikke kom tog til perron i Fredericia (og andre steder) den 1. januar 2025, samt parkeringsplaner på de P-riste, som administreres fra Fredericia, også kunne være i fare for at ende i en kaoslignende situation. Mødet sluttede derfor med, at ledelsen for Klargøringen ville gå tilbage til tegnebrættet og tænke planen igennem endnu engang, hvilket der var stor opbakning til fra alle som deltog til mødet. Der ville efterfølgende blive indkaldt til endnu et møde.
Efter at beslutningen og planerne endnu engang var blevet vendt hos Klargøringen blev der indkaldt til endnu et møde i Fredericia med de berørte medarbejdere. Det var et meget overraskende møde, hvor ledelsen faktisk var kommet frem til, at de nu ville tilbyde de ansvarshavende medarbejdere i Fredericia, at de i en periode på 2 år, kunne lade sig overføre til Klargøringen på samme vilkår som deres kolleger i Aarhus. Tilbuddet var med en klausul om, at man kunne blive tilbageført efter de 2 år eller med 3 måneders varsel, hvis dette skulle ønskes inden de 2 år var gået. Og med en bemærkning om, at perioden på de 2 år, hvis det skønnes, ville kunne forlænges. Samtidig var det besluttet, at enheden skulle bevares i Fredericia. En meget positiv og ikke mindst glædelig udvikling, som har gjort, at langt hovedparten af de berørte medarbejdere har takket ja. Det er dejligt at opleve en ledelse, der tør bakke på en forhastet beslutning og at de, i de 2 år de nu har de gode kolleger ansat som ansvarshavende i Fredericia, vil arbejde videre med at finde den bedste løsning for Klargøringsenheden og DSB. Det er også godt for os (LKF-B), som skal modtage tog fra Klargøringen og i den sidste ende også den bedste løsning for vores passagerer. Og det er jo trods alt dem, vi kører tog for.