Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Peter Kanstrup, områdegruppeformand
Lad os starte i den positive ende. Vi er i DSB (og i andre danske jernbanevirksomheder) så privilegeret, at rigtig mange danskere ønsker at tage toget og flere og flere gør det. Det kan der være mange grunde til, men klimabevidsthed, mindre CO2-udledning, trængselsproblemer på vejene og parkeringsafgifter i de store byer, er nok nogle gode bud på de tungest vejende årsager.
Vi er i DSB også så privilegerede, at vi har en dygtig salgsafdeling, som virkelig kan få kunderne ind i butikken, ikke mindst på grund af de mange orangebilletter, som udbydes i stor stil. Kunderne er tilbage i fuldt omfang efter Corona og antallet af rejser på tværs af landet har aldrig været højere. Også udlandsrejserne slår rekord, så egentlig burde fremtiden være lys, men … og der er desværre et meget stort ”men”.
Det går mildt sagt ad h… til med vores materiel. At materielsituationen fra tid til anden er problematisk i DSB, er måske nok et vilkår, men siden Knorr Bremse har overtaget en række væsentlige værkstedsopgaver fra DSB, er det gået helt galt. Der mangler køreklare togsæt i stor stil, især MF (IC3) og i lidt mindre grad MG (IC4). Men også ER-flåden er presset og enkelte dage mangler knap 25% af togsættene i driften.
Ovenstående efterlader reelt driftsorganisationen med to valg:
- Aflys tog eller …
- Nedformer de tog, der kører
Af helt indlysende årsager vælges førstnævnte alternativ stort set aldrig. Ikke et ondt ord om det, men det betyder, at det produkt, der tilbydes, bliver noget problematisk. Når man fjerne 25, 33 eller 50% af siddepladserne på en given afgang, så betyder det, at rigtig mange kunder kommer til at stå op, primært i myldretiderne. Det er således ofte de samme passagerer, der rammes. Yderligere betyder den pressede materielsituation, at togsæt med betydelige passagervendte mangler / defekter sættes i drift, da alternativet vil være aflysning eller yderligere nedformering af de tog, der kører. Det kan være aflåste toiletter, manglende varme eller aflåste døre.
Vi står på tærsklen til at blive ramt af egen succes. Vi sælger ganske enkelt et produkt, som ikke er godt nok. Nu ved vi jo reelt ikke – ikke endnu i hvert fald – hvordan kunderne vil reagere på det, de ikke får for pengene (om man så må sige), men baseret på skuffede kunders reaktioner i andre brancher, er det nok fair at antage, at de finder andre måder at komme fra A til B. Og hvad værre er, hvis de er skuffede nok, så vil de være tilbøjelige til både at fortælle vidt og bredt om deres dårlige oplevelse og meget vanskelige at få tilbage til toget, når det produkt, der tilbydes, på et tidspunkt bliver af en væsentlig bedre kvalitet.
At vi ikke er de eneste, der slås med alvorlig materielmangel – som også er en del af dagens uorden hos kollegaerne i Go Collective – er i den forbindelse en ringe trøst. Ja, det er faktisk slet ikke en trøst, da det blot taler ind i fortællingen om, at jernbanen i disse år er udfordret, nu ikke bare med et stort antal sporarbejder og forsinkede togleverancer, men altså også mangel på køreklare tog.
Det er virkelig et problem og i værste tilfælde risikerer det at blive en udfordring for jernbanens udvikling. DSB’s 2030-plan er meget ambitiøs og sigter på at skabe en ny guldalder for jernbanen i Danmark, med højfrekvente togsystemer mellem en lang række af landets større byer. Det siger sig selv, at det bliver en alvorlig udfordring at løbe sådan en plan i gang, hvis alt for mange inden da har fået det indtryk, at toget er et sted uden toiletter og varme, hvor siddepladser er for de heldige.
Opfordringen herfra er derfor, at ledelsen i den kommende tid fokuserer på at iværksætte tiltag, som skaber en bedre balance mellem antallet af kunder og det faktiske antal pladser i vores tog. Det er ikke en let opgave, men – i erkendelse af, at det er svært at regulere kundernes behov og rejselyst – starter den på værkstederne. Ingen pris er for høj for at sikre flere køreklare tog, heller ikke selv om det betyder et farvel til Knorr Bremse, uagtet det heller ikke er lige til og alt andet lige vil skabe en række nye problemer.
Alternativet – skuffede kunder i hobetal – er simpelthen værre.