DBB 5-2024 – Læserbrev: Remisen eller fadæsen?

Af: Niels Christian Hultmann Poulsen, næstformand LPO København

Nu er der snart gået 5 måneder, siden vi blev anbragt i nye pauselokaler på Kh. Og er det så blevet en succes? Svaret er desværre nok mest et rungende: ”Nej”. Ledelsens ide om, at der skal være plads til alle, holder bare ikke.

Når man ser, hvor mange kontorfolk der med tiden er ”gået ned”, fordi diverse ledelser har set lyset i storrumskontorer, hvor ikke alt personale kan finde ro til at koncentrere sig om deres arbejde, så er det jo underligt, at vi i driften lige pludselig skal have et stort pauserum på Kh, som det bare ikke er alle, der kan holde ud at holde pause i. Hvis personale i storrumskontorer ikke kan finde ro til at udføre deres arbejde, laver de fejl. Hvis ikke personalet i fronten af toget kan finde ro til at holde deres pause, hvis de har brug for det, laver de også fejl. Og disse fejl har bare en større risiko for at komme i aviserne med dårlig omtale for DSB til følge.

Ikke alle mennesker er ens og har dermed heller ikke ens behov, når de skal have en pause. Nogle er udadvendte og andre er indadvendte. Og sidstnævnte har det mægtigt svært med de nye lokaler.

Det er muligt, at det har været nogle dygtige og dyre indretningseksperter, som har stået for indretningen af Remisen. Det har bare været spild af midler. Vi er jo ligeglade med, om DSB vinder priser i Bo Bedre og den slags. Vi vil bare gerne have nogle lokaler, som alle kan se sig selv i.

Men nu er det jo ikke lokalerne alene, der er problemet. Vi er samlet set 4 kategorier, der skal holde pause i samme lokale. Nogle har radioer, som der kører konstant. Der kunne man måske godt skrue ned for radioen i pausen, også selv om jeg egentlig godt kan forstå, at man gerne vil følge med i, om ens kolleger er ved at få på munden ude i virkeligheden og derfor måske har brug for hjælp.

Man behøver heller ikke tænde fjernsynet, for så at sætte sig i ”stillezonen” for at tale i mobiltelefon, mens der sidder andre og lige prøver at lukke øjnene lidt i deres sparsomme pause om natten.

Nogle taler bare højt og der bliver lyden bare kørt rundt i hele lokalet. Og det skal ved gud da være muligt at fortælle en vits, som folk må grine ad uden at skulle tænke: ”Uh, grinede jeg nu for højt”. Igen forskellige behov.

En anden ting, som undrer, er, hvorfor der skal det være arbejdspladser i driftspersonalets pauserum? Det er da temmelig bizart og helt uhørt at diverse personaleledere, skal sidde og arbejde i frontpersonalets pauserum.

Der bør bestemt gøres noget med støjdæmpende materialer på vægge og loft. Det er muligt, at det en fredet bygning, men så må der indhentes en konsulent i støjdæmpning. Sker det ikke, vil der være risiko for, at endnu flere går ned med arbejdsrelateret stress, som kan blive en endnu større udgift for DSB. Og nu er godt arbejdsmiljø og Work/Life balance vel ikke bare en popsmart floskel, som man bare kan strø omkring sig og tro, at det bare er en gratis omgang. Ting koster – også godt arbejdsmiljø. Og med de efterhånden noget komprimerede tjenester vi alle i driften bliver budt, bør et godt pausemiljø for medarbejderne fylde meget mere i ledelsens verden og tankegang.

Et nyt motto for ledere kunne være: ”HVILKE GODE TING KAN JEG GØRE FOR MEDARBEJDERNE I DAG”.

Det Blå Blad har forespurgt driftschef, Henrik Schjoldager, om han – eller en anden fra ledelsen – kunne have lyst til at svare på kritikken fra Christian. Henrik har denne gang valgt at takke nej til at deltage.