DBB 5 – 2025 – Kronik: Kan DSB lære lidt af Romerrigets kejsere?

Af: Ruben Schmidt

Julen og det nye år, 2026, er lige om hjørnet, men for ca. 2.000 år siden var der en periode, som man måske kunne lære noget af i nutidens moderne og fortravlede verden.

2025 har godt nok været et år, hvor jeg for første gang i mit arbejdsliv føler, jeg er blevet et helt vilkårligt medarbejdernummer, mere end en værdsat del af den samlede drivkraft for firmaets eksistens. Og her kunne DSB kunne måske lære lidt af Romerrigets store kejsere. For flere af dem, herunder Augustus, Julius Cæsar og Septimus Severus var kejsere, der værdsatte deres soldater utroligt højt og kejserne var udmærket klar over, at en god behandling af deres krigere, hvad angik arbejdsvilkår, samarbejde, fælles slagplaner, løn, god søvn og godt udstyr (våben) m.m., inden de lange seje kampe, var altafgørende for, om man kunne besejre modstanderne bedst muligt med minimale omkostninger og tabstal af egne krigere.

Her vil jeg drage parraller, ikke hvad angår de forfærdelige ord “krigere og krig”, men at erobre vores kunders hjerter, og dermed deres lyst til at rejse med os. For vi burde altid behandle vores kunder, som om de havde et valg mellem os og konkurrerende operatører. Vi ved jo alle, at kunderne er firmaet indtægt! Direkte eller indirekte via trafikkontrakten. Uden kunder er der ingen omsætning, og dermed ingen ansatte.

En god behandling og udrustning af “krigerne” – altså personalet ude i felten – giver dem lysten til at tage ejerskab og ansvar for deres firma, hvor god energi, velvilje og en positiv afsmittende stemning vil nå rundt til os som kollegaer og dermed ud til vores hårdt prøvede kunder. Derfor er det meget trættende, at man ofte skal høre om, hvor godt det var i DSB i gamle dage. Der var store fester, ledelsesgangene var lydhøre, man sparrede med mange flere som havde teknisk baggrund og samme forståelse. Man fandt løsninger sammen og alt kørte bare derudaf med fælles fodslag. DSB var endda en gang et foregangseksempel for andre lignende firmaer i Europa.

Ja, tiderne har ændret sig. Der er kommet andre operatører, som også vil køre på Kongerigets skinner, og derfor skal vi være mere effektive. Det tror jeg nu heller ikke, langt de fleste af mine kollegaer vil anfægte … men alt med måde!

Nu får vi i stedet for Romerrigets festmåltider når noget skal fejres. En “Plain smørcroissant”, som et forsøg på at fjerne det værste af den bitre IVU-smag i munden på dem, der spiser den. Man har implementeret et nyt It-system, som her i perioden op til jul, har vendt op og ned på arbejdsdagene, og dermed belastet Work-Life-Balance for rigtig mange kollegaer. Et system som har amputeret “soldaternes” forberedelsestid, drænet energien og nedgraderet udstyret og hjælpemidlerne man anvender for at være komplet. Et system, som mener, at vi skal optimeres ved at have så kort tid som mulig til det hele. Vi skal konstant gå med næsen nede i mobilen for at se, hvad man skal, eller om der er ændringer ud fra de talrige notifikationer, der konstant kommer. Nærværet i forhold til de kunder, som har valgt at rejse med os, er ikke eksisterende. Og tiden er ofte så knap, at personalet kan risikere at forsinke sin afgang, hvis en forbipasserende kunde ønsker at spørge om noget. Skal vi virkelig have strammet så meget op, at vores spadseretid m.m. er “knap og nap” og “lige til øllet”?

Telegade har hele tiden en masse nye tiltag, men meget af det har ikke meget med vores arbejde ude blandt kunderne at gøre. Og apropos Telegade må jeg sige, at hver gang jeg er på besøg i derinde, så føler jeg mig ikke som en del af det DSB, man oplever dér. Og det er jeg åbenbart ikke den eneste, der føler. I Næstved sidder vi i lokaler og har faciliteter, som er nedslidte og i stor kontrast til de fine lokaler og faciliteter i Telegade, hvor man knap nok tør bevæge sig rundt i andre steder end der hvor man skal være.

Det virker også som en fjern fortid for os ude i yderdepoterne med alt den “stolpe op og stolpe ned” af info om nye togsæt og vogne som DSB har indkøbt. Selvfølgelig er man da glad og stolt over, at firmaet man er ansat i, får rustet sig til fremtiden, men vi kan ikke gøre andet end blot kigge med fra sidesporene og ud ad vinduerne i vores trætte Regionaltog: “Fremtiden er fjern for os på yderdepoterne”. Vi er mange, der håber, at Telegade indser, at vi er meget mere værd end en croissant og et par biografbilletter til fjerne forestillinger. Jeg ser, som ansat, en masse gode kollegaer, som trods alt forsøger at gøre deres bedste med de muligheder, vi har, selv om døgnrytmen måske er vendt på hovedet af IVU, hvor kombinationen med historisk meget sporarbejde, hvor man føler det aldrig har en ende, bestemt heller ikke gør det bedre.

Men en ting, har DSB – for nu at trække en tråd tilbage til indledningen – da lært af de romerske kejsere, nemlig at mandskabet ikke skal have mulighed for at tilrettelægge tiden, hvor man ikke er i tjeneste. Med IVU som ”hærfører”, er kontrollen over egen tid nemlig helt væk!

Gnavpotten her ønsker en rigtig glædelig jul til jer ALLE. Vi ses i 2026 til et forhåbentligt mere positiv Work-Life-Balance år, selv om det nok først skydes i gang medio april – i bedste fald…