|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Af: Sebastian Neumann lokalgruppenæstformand, LPO Kalundborg
For et par år siden lancerede LPO en kampagne omkring den gode lokomotivførergerning. Den blev fulgt op med en kampagne for fair forhold i DSB. Langt hen ad vejen er vi så lykkedes med at få – om ikke andet, så normaliseret arbejdsforholdene i DSB, men der er stadig knaster.
Fair forhold handler for mig blandt andet om ordentlighed. Det handler om ordentlighed i forhold til planlægningen af min arbejdsdag og ordentlighed i forhold til den tid, jeg har til rådighed til at nå de forskellige opgaver i løbet af dagen.
I den forbindelse må jeg efter august måneds sporarbejde desværre konstatere, at der stadig er et stykke vej, inden vi er i mål i forhold til, hvordan DSB’s planlægningsafdeling vurderer, hvad jeg skal have af tid til forskellige opgaver.
Mere specifikt handler det om tekniske tider – i særdeleshed tid til afkobling og tilkobling af togsæt i drift på Kalundborg station. Hele august måned har der været gentagne eksempler på 0 minutters opgaver altså opgaver, hvor der ikke er sat tid af til op eller nedformering af togsæt.
I forhold til MG er der mange udfordringer lige i øjeblikket. Vi har gennem august set en del tjenester, hvor vi skal dele to MG i ankomst på Kalundborg station. Togene skal deles på 0 minutter og derefter skal der rangeres med to sæt i samme minuttal. Da en god portion af vores tjenester samtidigt er korrigeret op mod 9:30 timer på hverdage, sætter det os selvsagt under pres.
Det er ganske enkelt ikke muligt at dele to MG på 0 minutter. Er man heldig, tager det ca. 5 minutter fra ankomst til to sæt er delt. Er man uheldig, kan det tage op til 10 minutter før sættene er delt. Det handler om, hvordan man gør det og hvordan temperamentet lige er på de to sæt, man har med at gøre.
Der er også mange, mange tjenester, hvor vi så skal tilkoble en MG til en anden MG på 0 minutter. Jeg er ikke sikker på, hvem der har vedtaget, at det kan gøres på 0 minutter. Min erfaring er, at det ikke kan lade sig gøre. For at koble på en MG kræver det, at man kører op mod det sæt, der skal tilkobles, standser og kontrollerer, at koblingen er ude og låst på det sæt, der skal kobles på. Derefter er det ud at pille dækslerne af til frontkoblingerne og når det er klaret, kan man så køre i koblerfart hen og forene de to sæt.
Når der er koblet, så skal førerbordet afsluttes og man skal ned i den ende, der skal køres fra. Førerbordet skal rigges op og der skal laves en bremseprøve, inden der kan køres med toget. Det kan man efter min bedste overbevisning ikke nå på 0 minutter.
Nogle af tjenesterne i august måned har så samtidig haft kobletid i afgangstid. Da det som nævnt ovenfor ikke er muligt at koble på 0 minutter, har det medført en del forsinkelser i afgang, da der er ganske enkelt ikke tid til at løse den opgave, der er planlagt på arbejdssedlen.
Vi kører jo også MF herude i det vestsjællandske og her har der også været udfordringer. I forhold til MF er 0 minutter til afkobling sådan set okay, når der er tale om kørende afkobling i ankomst. Problemet er bare, at vi ikke rigtigt har haft afkoblinger i drift. Til gengæld er der masser af tilkoblinger på 0 minutter. Enten 5 minutter før afgang eller i afgangstidspunktet.
I min verden kan det ikke lade sig gøre at koble en MF på 0 minutter og jeg tænker, at det også er derfor, man har en kode til opgaven – nemlig Mrk. Princippet er jo det samme som på MG, omend det ikke er nødvendigt at kontrollere at koblingen er ude og låst. Til gengæld er det nødvendigt lige at snakke med den LKF, der sidder på det sæt der skal kobles på, inden man triller op og kobler. Det er ihvertfald høfligt lige at gøre det.
Det tager altså et par minutter, inden to separate togsæt er blevet forenet. Og skal der etableres overgang mellem sættene, så løber tiden hurtigt. Derfor er der desværre nogle forsinkelser i afgang fra Kalundborg i skrivende stund, måske fordi man i planlægningsøjemed ikke har været opmærksom på problematikkerne.
Vi har selvfølgelig snakket en del om det herude i det vestsjællandske og en løsning ligger for os ligefor. Men det fordrer, at man fra planlægningens side er villig til at indgå i et samarbejde omkring tid til opgaver og, at man vælger at lytte til os herude i medicinalindustriens højborg.
Som vi ser det, kan problemerne løses let og elegant ved at lægge en kode ind i planlægningssystemet. En til afkobling af MG, og tilkobling af MG. Man kunne med fordel kalde den Mgk. I forhold til tilkobling af MF findes der jo allerede en kode – nemlig Mrk.
Man kunne med fordel benytte samme tid som er tildelt på Mrk – nemlig 10 minutter. Vores egne lidt uofficielle målinger peger på at det tager ca. 5 minutter at få koblet en MG med en anden. I forhold til at få skilt dem ad igen, tager det alt fra 5 til 15 minutter. Skal to MG skilles ad fra midt, ved at bruge ODI MG; ”afkobling fra midt”, tager det som regel 10 minutter inden to sammenkoblede sæt er blevet skilt ad.
I bund og grund handler det om ordentlighed og fairness. Hvis jeg kan se, at min arbejdsdag er planlagt med omtanke, og der er en ensartet tilgang til tidsforbruget på de forskellige opgaver i løbet af dagen, bliver det jo automatisk en bedre dag.
Vi vil rigtig gerne hjælpe herude i Kalundborg, så hvis der er nogen i planlægningen der læser med, så skal I være så velkomne til at komme på besøg i Kalundborg. Vi vil selvsagt også gerne hjælpe, hvis der skal måles tid op. Som sagt handler det for vores vedkommende om fairness og ordentlighed i forhold til planlægningen af vores arbejdsopgaver.
Det må også være i korrigerings, planlægnings og driftens interesse, at der er fælles spilleregler og fælles tider til de forskellige opgaver der opstår i løbet af en arbejdsdag. Så opfordringen herfra er at få gang i et samarbejde omkring en opdatering af vores tekniske tider, så vi kan få fjernet de sidste knaster i forhold til planlægningen af vores arbejdsdage.
Redaktionen på Det Blå Blad har været i dialog med Planlægningen om et svar på læserbrevet fra Sebastian, men vi har desværre ikke modtaget et svar ved bladets deadline.