DBB 5 – 2025 – Lokalindlæg Fredericia

Af: Ole Bang

Så er der igen lokalindlæg fra Fredericia depot.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og mange ser frem til nogle hyggelige dage med familie og venner. I december er der meget som skal planlægges, alt efter temperament og traditioner. Det med at planlægge er dog blevet en udfordring for rigtig mange af lokomotivførerne. Reserven er presset, intet er som det plejer, dialogen med tjenestefordelingen er væk og overtaget af IVU.

Presset er også vores nye kollegaer, som er i gang med deres grunduddannelse. Nogle af dem får først deres attest i løbet af december og kan først derefter få deres fridagsplacering at vide. Det vil for de sidste sige efter d. 18/12, og så er det ved at være sidste udkald for juleplanlægningen. For andre er det uddannelsesplanlægningen som halter, idet man får sine tjenester og fridage meget sent. Jul og ønsker hænger sammen, og jeg er meget sikker på at rigtig mange kollegaer ønsker sig:

• ro til at passe sit arbejde,
• arbejdstider på dagen som overholder vores aftaler
• arbejdstid som matcher de præferencerammer man har ønsket

Midt i det kaos som indførslen af IVU har skabt, og som ingen i ledelsen tilsyneladende vil tage ansvar for, er det godt at opleve den store opbakning og hjælp, der er kollegaerne imellem. Ærgerligt at man i ledelsen ikke kan og vil anerkende det potentiale, der er i at have et vedvarende og konstruktivt samarbejde frem for at gøre brug af rå ledelsesret. Om den meget gammeldags ledelsesstil er personbåret, eller om den bare ikke har udviklet sig siden 1885, skal være usagt. Hvis DSB ikke bare vil promovere sig som en sådan, men rent faktisk også vil være en moderne virksomhed, er det nødvendigt at ændre ledelsesstilen og bidrage til et vedvarende konstruktivt samarbejde.

Udrulningen af ETCS på strækning 23 og Aarhus H er lige rundt om hjørnet. Planen er, at der i januar 2026 først udrulles fra Aarhus til Vejle, og kort efter fra Vejle til Pjedsted – ca. 10 km fra Fredericia. Vi krydser fingre for, at det kommer til at foregå uden de store problemer.

Der er også lidt gode nyheder på depotet. Ledelsen i DSB Klargøring har meldt ud, at når den nuværende aftale for de Ansvarshavende på P-risten i Fredericia udløber i 2026, vil funktionen ikke blive flyttet til Aarhus, men forblive i Fredericia. Forhåbentligt vil de vilkår, som de Ansvarshavende tilbydes, være attraktive nok til at de ønsker at fortsætte i funktionen.

Det er der vist brug for.

I slutningen af oktober havde lokalgruppebestyrelsen arrangeret en tur til Dansk Jernbaneforbund i Valby. Vi var 16 medlemmer, som i højt humør tog afsted mod hovedstaden. Vi fik en rundvisning i forbundshuset og i Valbyhus, som er forbundets nye bygning. Vi fik også hilst på flere af de ansatte og fik frokost i kantinen. Herefter gik turen mod restaurant Karla tæt ved Tivoli. På grund af afstanden til restauranten blev væskebalancen udfordret, så det blev nødvendigt med flere pitstop undervejs. Maden var bestilt i forvejen og var klar kort efter vores ankomst, så Karla kan kun anbefales. Alt i alt en rigtig god tur i godt selskab – tak til jer som valgte at deltage

Overgangen til DSB’s nye planlægningssystem har for rigtig mange af os lokomotivførere været udfordrende. Det har skabt frustration og usikkerhed hos de fleste. I et forsøg på at løfte stemningen og give mulighed for at kunne snakke med kollegaer andetsteds end på arbejdspladsen, inviterede Lokalgruppen i begyndelsen af november på en vand eller øl på Brewpub i Fredericia. Vi havde også inviteret Peter Kanstrup til at komme og give en status på forhandlingssituationen, og for at han kunne høre hvor slemt det står til hos kollegaerne. Der var uden tvivl et behov for at mødes, for ca. 40 kollegaer valgte at komme forbi arrangementet. Det bliver nok ikke sidste gang at vi laver et sådant arrangement, men forhåbentligt bliver dagsordenen mere positiv næste gang.

Inden jeg giver ordet til vores nye kollega Tau Kristensen, vil jeg ønske jer alle en glædelig jul.

DSB F&R – Et meningsfuldt arbejdsliv?

Af Tau Kristensen

Her kommer mine tanker om at være ny i DSB F&R og mine oplevelser med overgangen til IVU. Men først vil jeg gerne lige forklare hvordan og hvorfor jeg er endt hos DSB, selv om jeg egentlig var i gang med noget helt andet.

For cirka tre år siden besluttede jeg at opsige mit job som lærer på et specialtilbud i Københavns Kommune. Jeg tog læreruddannelsen fordi jeg, som så mange andre, drømte om at gøre en forskel for andre. Efter studiet og en meget kort periode på dagpenge, fik jeg den type job, jeg havde drømt om. Jeg skulle arbejde med unge mennesker med (MEGET) højt fravær, og hjælpe dem med at finde en mening med at gå i skole igen. Det var under Corona-nedlukningen, men vores skole fortsatte med at være åben hele vejen gennem pandemien, og jeg var egentlig aldrig i tvivl om at mit arbejde gjorde en kæmpestor forskel for nogle sårbare unge mennesker.

Til gengæld kunne jeg også se, at mit privatliv var i komplet ubalance. Mit hoved holdt aldrig fri, min private telefon var aldrig slukket, for hvad nu hvis de unge mennesker havde brug for en at tale med? Jeg sad nærmest som en zombie, når jeg kom hjem fra arbejde – udkørt, stresset og fraværende. I slutningen af 2022, efter kun 1½ år på skolen, kastede jeg håndklædet i ringen. Dårlig ledelse og dårlige arbejdsforhold betød, at selv det mest meningsfulde job ikke længere betød mere end de personlige omkostninger og min familie, mine venner og mine fritidsinteresser. Jeg sagde op uden en anden plan, men jeg blev heldigvis kort tid efter ansat som S-banefører, og sidste år i maj fik jeg også lov at fortsætte hos F&R i Fredericia, da vi flyttede vores lille familie (hjem) til Fyn for at få mere plads og mindre stress i hverdagen.

Allerede da jeg begyndte ved S-tog, kunne jeg godt selv mærke en positiv forandring. Men det var især mine nærmeste der gjorde det tydeligt, at jeg havde truffet det helt rigtige valg. Jeg fik min fritid tilbage, og jeg havde igen fundet et meget meningsfuldt job, hvor fantastiske kollegaer og Danmarks bedste udsigt betød, at arbejdsglæden også kom tilbage. Jeg slap – vigtigst af alt – for at tænke på mit arbejde, når jeg havde fri.

Præcis som DSB selv slår sig op på i sit reklamefremstød for, at folk som jeg skal skifte spor og blive lokomotivførere, gav jobbet mig en tryghed: det var forudsigeligt, stabilt og fleksibelt, og man kunne finde løsninger sammen, når det var nødvendigt. Men her står vi så i slutningen af 2025. Uden mulighed for at planlægge mere end 10 dage frem, hvis man er del af reserven. Med en arbejdsseddel, der efterlader flere spørgsmål end svar. Med en tjenestefordeling og driftledelse, der ikke er til at få fat i. Og med en overordnet ledelse, der giver udtryk for at forstå vores frustration, men som samtidig insisterer på at det går godt, og at vi bare skal fortsætte det gode arbejde.

Det er nok for voldsomt at sige, at lokomotivfører er mit drømmejob, men jeg er umådeligt glad for det, og til familiesammenkomster og til mine venner fortæller jeg vidt og bredt om alle de gode ting. Og jeg har ingen intentioner om at skulle lave andet, før jeg går på pension om 40 års tid. Eller sådan var det i hvert fald indtil for nyligt.

Jeg har egentlig nydt samarbejdet med driften og jer kolleger og hele den dans, vi danser, når vi sammen skal få tingene til at fungere. Jeg løber gerne stærkt, når det er nødvendigt, og jeg bliver også gerne fem minutter ekstra, hvis det er det, der skal til – og hvis jeg ellers har tid til det den pågældende dag. Så de stramninger, vi oplevede fra driften for nyligt, påvirkede i dén grad trivslen. Men lige da det så ud til at blive løst, kom IVU og fjernede hele fundamentet.

Selvfølgelig er enhver begyndelse svær, men min utvetydige oplevelse er, at 1½ år med IVU på S-tog har vist, at systemet har fejlet – i hvert fald hvis man ikke begynder helt forfra og oprigtigt lytter til de ansatte, når man bygger systemet op igen. Det er simpelthen urimeligt at udsætte så mange mennesker for så stressende og uforudsigeligt et arbejdsliv – især når vi havde et system, der fungerede. Det her er den slags vilkår, der gør folk syge.

Det værste for mig har været, at vores “work-life balance” er blevet skrottet til fordel for jagten på effektivisering. Jeg har en søn, der fyldte et år samme dag, som IVU blev fuldt udrullet, og hvis ikke min partner gik hjemme for tiden, har jeg svært ved at se hvordan vores hverdag kunne fungere med de forhold, vi bliver udsat for. Men måske kommer der lige snart en lønforhøjelse, så familier, hvor den ene arbejder som lokomotivfører, kun behøver én indtægt? Og måske betaler den lønforhøjelse os endda for de mange timer, der kan gå med at gruble over hvad der mon skal ske, og hvad vi skal gøre, når vores vagter bliver flyttet, eller vores fridage bliver fjernet? Mon dog…

Det er derfor nu, vi skal stå sammen og insistere på, at vi vil have et meningsfuldt arbejdsliv, der er drevet af kloge og erfarne kollegaer – ikke af smarte IT-systemer.