Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Hans-Morten Bejning Andersen

Indledning

Så blev det efterår i Helsingør, og datoen 27. oktober 2025 glemmer man ikke, hvis man er ansat som lokomotivfører eller andet driftvendt personale i DSB.

IVU blev ibrugtaget denne dato. Der blev meldt ud at systemet var afprøvet, så det var klar til drift.

Det var bare ikke virkeligheden. Fra første dag har systemet ikke på noget tidspunkt fungeret.

IVU er ved at tage livet af alle personalegrupper, som har bare det mindste med dette system at gøre.

Det kan umuligt være blevet afprøvet som det er meldt ud. Jeg vil ikke beskrive alle de fejl og mangler som vores kollegaer melder ind, for det ville fylde hele bladet.

Men en ting er sikkert: kollegaerne i Helsingør har aldrig været så frustrerede som i denne tid.

Aftalebrud vælter ind hver dag. Både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter samt kolleganetværk har også nok at se til i denne tid.

Gruppelederen ser også lidt træt ud til tider, men det kan man godt forstå. Han er jo også et menneske.

Det hele er meget kaotisk.

Tjenestefordeleren tager ikke telefonen når man ringer, og der er lange svartider.

Driften kan heller ikke hjælpe, de har også kæmpestore udfordringer med at finde rundt i IVU.

En løsning skal findes hurtigt, fejlene skal udbedres, medarbejderne holder ikke til sådanne arbejdsdage ret meget længere.

Pilotprojekt

Som mange nok er bekendt med, har der været et pilotprojekt i K25 på Helsingør depot.

Sidst på foråret blev der udsendt et spørgeskema, hvor kollegaerne kunne komme med tilbagemeldinger på pilotprojektet, så vi kunne evaluere det.

Der kom rigtige mange tilbagemeldinger.

Vi ville meget gerne meget gerne melde noget ud til kollegaerne, men IVU kom lidt i vejen.

Da vi (LPO, arbejdsmiljørepræsentant og gruppeleder i Helsingør) ikke kunne love noget om hvordan det ville se ud i K26 på vores depot, valgte vi at sende det ud på mail, fremfor at holde et medlemsmøde på depotet.

Det ville jo være lidt at et selvmål at love noget i K26 som vi så ikke kunne holde. Så derfor denne fremgangsmåde.

LPO DSB kom forbi den 29. oktober 2025 og afholdt stuemøde, men her handlede det meste af mødet om IVU. Der var flot fremmøde hen over eftermiddagen. Om det var de røde pølser og det manglende vand på depotet som trak kollegaerne til, skal være usagt.

Det ser dog ud til at vi kan forsætte i K26 med nogenlunde samme mønster, da der lige er indgået aftaler om forskellige pilotprojekter rundt på depoterne. Dette kan læses i medlemsinfo fra LPO DSB.

Sociale arrangementer

Der sker dog også positive ting på vores lille depot.

Den 15. december er der arrangeret en tur til Folketinget, hvor Henrik Møller, der er lokal politiker fra Helsingør, viser rundt. Efterfølgende er der snak og debat i socialdemokratiets gruppeværelse.

Den chance skal man nok benytte sig af, for måske har de ikke dette værelse til rådighed i fremtiden på Christiansborg……… Efter dette er der spisning på Rio Bravo.

Julefrokoster har vi også i år.

MSF (Maskindepotets Selskabelige Forening) melder udsolgt til deres julefrokost på 12er-pubben den 26. november.

Den 17. december skal depotets lokomotiv- og togførere samt gruppeleder og fysiske tjenestefordeler en tur ombord på færgen til Sverige, hvor julebordet skal indtages.

Den 12. december afholder vi Gløgg- og æbleskivedag på depotet.

Den 7. november havde vi æblekagedag.

Valg af arbejdsmiljørepræsentant

Her er vi også i den positive ende af skalaen.

Da Helsingør depot ligger i samme valgkreds som København, skal man være mere end dygtig for at blive valgt ind. Der skulle bruges to kollegaer, og der var tre som stillede deres kandidatur til rådighed.

Så et valg var uundgåeligt. Christian Kragh fra Helsingør havde åbenbart ført en flot valgkamp, da han løb med førstepladsen. Så Alice og Ann-Mette fra København måtte kæmpe om den sidste plads. Det blev så Alice som løb med den, og der skal lyde et tillykke til de valgte.

Men der skal også lyde en stor tak til Ann-Mette som har ydet et kæmpestort stykke arbejde for sine kollegaer i den tid hun har siddet som arbejdsmiljørepræsentant.

Tilgang til depotet

Vi venter stadigvæk på at Peter Ohlin Øster, Abdullah Haman og Marianne F Frederiksen har fuldendt deres uddannelse, så de kan blive en fast del af styrken på vores depot.

Personaleafgang

Til K26 mister vi desværre en rigtig god kollega på Helsingør depot.

Diana tager sydpå til Næstved depot. Der er gået lidt FC Nordsjælland i Lokalgruppen i Helsingør.

FC Nordsjælland udvikler en masse gode talenter og sender dem videre.

Det samme er sket i dette tilfælde. Diana har været med i lokalgruppe Helsingør og ydet et stort stykke arbejde for sine kollegaer. Endvidere er hun Kolleganetværker og med i vores turgruppe.

Talentet måtte videre, og det blev så Næstved som kommer til at nyde godt af dette.

Vi ønsker Diana held og lykke på hendes nye destination.

Det var ordene fra Helsingør.

I ønskes alle glædelig jul og et godt nytår.