DBB 5 – 2025 – Lokalindlæg København

Af: Thomas Knudsen, lokalgruppeformand

Gode kolleger!

Som det allerførste skal der lyde en kæmpe tak til jer alle! Tak for alle jeres indmeldinger siden IVU og Medarbejderportalen gjorde sit indtog i vores hverdag. Alle indmeldinger gør os klogere og er med til at give lys og guide os på vej igennem den kulsorte tunnel, som skal forceres, førend disse værktøjer kan blive et brugbare, ordentlige og troværdige værktøjer i hverdagen. Det er intet mindre end en nødvendighed!

Vores arbejdsgiver har naturligvis al ret til at vælge det, eller de værktøjer, de mener, vi skal bruge i vores hverdag. Som tillidsfolk har vi taleretten til at udfordre, stille spørgsmål, komme med alternativer, men vi kan ikke bestemme. Det har vi ledelsen til. Uanset hvor meget og hvor mange steder vi og vores områdegruppe, har delt vores bekymring for dette værktøj, og endnu mere beslutningen om at tage det i brug, uden én eneste sikkerhedsline eller nogle alternativer som backup, så har det stadig været ledelsens ønske at fortsætte.

Nuvel, det er så her, vi står i dag. Tunnelen synes lige nu uden ende og alene det at få skabt tillid til IVU og Medarbejderportalen, er et Mount Everest at bestige, efter den start vi alle har haft. Uanset hvor lang og hvor snørklet denne tunnel ender med at være, så er det en forpligtelse, som tillidsmand (M/K), at man går den til ende. Bliver ved at insistere på, at lyset skal findes og derfor fortsætter ufortrødent til den dag de første lysglimt viser sig.

Uden jeres alles opbakning ville denne ”ørkenvandring” have været noget nær umulig for os i bestyrelsen i København. Derfor skal der lyde endnu en tak. Tak for jeres opbakning og jeres tro på, at vi på et tidspunkt finder vejen og lyset. Det er meget værdsat.

Og hvordan fortsætter man så sådan et lokalindlæg som i sagens natur handler om stort og småt om alt, hvad der foregår på vores depot. I realiteten er der vel ikke ret meget andet, som får lov at fylde i disse tider end netop IVU og Medarbejderportalen. Trist nok.

Det skulle da lige være, at vi, trods alt det ovenstående, fik stablet vores traditionsrige Decemberfest på benene igen i år. Dermed kunne godt 90 gode kolleger få sig et tiltrængt pusterum fra den hverdag, vi alle står i lige nu og byde årets nye kolleger velkommen på depotet. Samt at sige tak for mange gode år til årets pensionister.

Igen i år følte vi os kaldet til at forsøge os med nogle nye rammer til festen. Uden at have nået at evaluere årets fest endnu, kan jeg dog sige, helt for egen regning, at rammerne var noget nær perfekte. Vi kommer nok næppe igen til at have så godt et sted som arbejdermuseet, men når det er sagt, så er stationshallen på Vedbæk Station en fantastisk ramme at afholde sådan et arrangement i. Når maden samtidig er velsmagende og veltilberedt, og der er rigeligt af den, så er man rigtig godt på vej. Det eneste, man kunne savne, var en anelse bedre akustik. Meeen, nu er det jo som sagt en stationshal oprindeligt og der er akustikken nok bare, som den nu engang er. Det var således tankerne og oplevelsen som nærværende skribent oplevede det. Så må tiden vise om bestyrelsen, og i som kolleger i øvrigt, er enige. Skulle det være tilfælde så får Vedbæk Station nok en chance mere til at danne ramme om vores fest.

Tak til alle som deltog og gjorde det til endnu en mindeværdig dag. Tak for jeres opbakning til arrangementet og tak for jeres gode kollegaskab hinanden imellem. Det at være lokomotivmand er bare noget særligt! Og således blev der plads til endnu en taksigelse i dette lokalindlæg…

Men nu til en lidt mere kedelige del.

2. december følte lokalgruppens bestyrelse, samt vores lokale AMR, sig nødsaget til at sende en opsang og et åbent brev til vores personaleledere i København. Dette på baggrund af en efterhånden ret stor bekymring for kollegerne helbred og overskud efter mere end en måned med IVU og Medarbejderportal og uden ret mange løsninger i sigte.

Jovist har vores områdegruppe fået en aftale om et omfattende pilotprojekt i hus. Så nogle begyndende konturer af vores umiddelbare fremtid fra d.13. april 2026, kan vi da se. Men der udestår stadig et væld af lavpraktiske ting. Som det allerførste naturligvis, at IVU i sig selv bliver programmeret, justeres og styret så det overholder gældende aftaler og ikke får lov at leve sit eget liv.

Som det andet, at man får aftalt, alt hvad der er relevant at få aftalt, så vi alle kan komme til at kende vores fridage og weekendfrihed 12 måneder løbende. Så vi alle kan vide, om vi i 2026 har fri i jul eller nytår. At der rulles ud så vores sommerferiesøgning og den kvote som bruges til dette, bliver retvisende for den ferie, vi skal trækkes. At der rulles ud, så vi alle kan begynde at lægge ønsker for arbejdstid ind. Vi skal trods alt kunne indmelde ønsker 77 dage før arbejdsdagen, så vi 70 dage før arbejdsdagen ved, om vi har fået vores ønskede ramme, eller hvad vi i stedet har fået. Ud fra denne tilbagemelding kan vi begynde at planlægge. Er det en ramme vi kan affinde os med? Skal der forsøges et byt? Skal vi søge fri på dagen? Osv., osv.

At kunne planlægge sin hverdag i sådan et system kræver tid, tilvænning, ro og ikke mindst en ordentlig uddannelse eller instruktion i at forstå alle farver, aspekter og muligheder der er os givet i dette værktøj. Disse, og sikkert andre ting, skal finde deres plads, så vi som medarbejdere endeligt kan få klarhed og billedet kan blive skarpt igen. Så vi ved, hvad vi har at gå ud fra. Så vores familier ved, hvad de kan gå ud fra.

Der er, imens disse linjer skrives, ikke modtaget ét eneste svar fra vores personaleledere. End ikke en lille kommentar eller andet, når jeg har stødt på dem på gangene. Hvis der er noget, jeg som lokalgruppeformand og som medarbejder i øvrigt kunne ønske mig i en situation, som den vi står i, så er det at vide, at min nærmeste leder står bag mig og har min ryg hvis jeg skulle være så uheldig at knække under de forhold vi for tiden bliver budt.

Nok den vigtigste pointe jeg ønskede mig at kunne få frem i lyset ved vores åbne brev.

Når man i stedet vælger helt at tie, så bliver jeg for alvor bekymret. Står vi som medarbejdere blot helt alene med de udfordringer, som rammer os hver især? Eller er der mulighed for, at jeg kan blive grebet når min arbejdsplads står midt i så stor en forandring som dette trods alt er? For alle dele af driften?

Fra dette er skrevet og til du sidder med bladet i hånden kan der selvfølgelig være kommet en reaktion. Det må vi så tage til efterretning til den tid. Indtil da finder vi det, som lokalgruppebestyrelse, bekymrende, at man som lokal ledelse ikke tager kontakt ved så alvorlig en henvendelse, som vi trods alt mener, det er.

Nu skal dette lokalindlæg ikke blive til en roman, så inden jeg får skrevet mig alt for varm, vil jeg komme med nogle afsluttende bemærkninger.

Der er i skrivende stund sat gang i sommerferievalget. Fra lokalgruppebestyrelsens side har vi, trods manglende udrulning af tjenester i det nye år, valgt at lade valget køre så det følger lokalgruppens ferieordning. Så snart der er rullet tjenester ud over perioden, vil det ferietræk, man får, blive rettet til.

Og til sidst! Husk at lokalgruppen afholder sin ordinære generalforsamling den 4. torsdag i januar. Denne falder i år på datoen d. 22. januar. Nærmere om tid og sted findes via mailudsendt opslag samt på opslagstavlen i nærværende blad.

Tilbage er der kun at ønske glædelig jul og godt nytår …