DBB 5 – 2025 – Lokalindlæg Nykøbing Falster

Af: Jakob Østergaard Elikofer

DSB’s nye planlægningssystem IVU (hvis altså noget der er 17 år gammelt, og som man har haft i 5 år, er nyt), har nu gjort sit indtog i os alle sammen. Jeg tror at alle havde en vis nervøsitet over det – jeg hørte endda lidt murrende utryghed i krogene, men generelt afventede man det lidt med spænding, mens man holdt vejret. Jeg selv forsøgte endda med en form for positiv tilgang til det.

Ledelsen havde valgt den 27. oktober til at være dagen, hvor man endeligt ville afskaffe det gamle sludder med Work-Life-Balance (WLB), og smadre sine medarbejderes hverdag til total ukendelighed. Man havde simpelthen indkøbt et datasystem, som helt kunne udrydde illusionen om at ledelsen inderst inde ville os det godt. Hele denne øvelse lod ledelsen skyde i gang ved at forsøge at fodre hunden med den egen hale – ved simpelthen GRATIS at uddele croissanter til alle. Det her skulle fejres – og ja, i pæne træk lykkedes det at få medarbejderne til at æde deres egen hale.

Mens der blev guflet fransk forfinet brød, gik systemet i gang med at ødelægge al fornuft. Der var i tiden op til systemets indtræden i driftens liv gjort forsøg med tegnefilm til voksne mennesker. Filmene malede et rosenrødt billede af hvilket fantastisk et system, vi her havde fået fat i. En underdirektør gik endda så langt som til i et videofeed at fortælle, at meningen med dette system var at gøre hverdagen lettere for den enkelte. Det var bestemt et system, der mest af alt kom medarbejderne til gode.

Jeg ved ikke om det er mig, der er tosset, men jeg tænker Titanic. Det må være i 2020, da man valgte at købe systemet – der ifølge ComputerWorld har kostet intet mindre end 230 millioner kroner – der gør det ud for isbjerget. Her kolliderede ledelsen for første gang med noget, der ikke kunne lade sig gøre. I 5 år har man rendt rundt på ledelsesgangene og klappet ad hinanden. På Titanic ville det have været al den tid, man spildte på at overbevise hinanden om at det ikke kunne synke. Den 27. oktober var dagen hvor ledelsen troede det ikke blev opdaget, at noget var ravende galt. På Titanic rendte officerer rundt for at indgyde besindighed: ”Det skal nok blive godt igen. Lad musikken spille”, sagde de. I DSB uddelte man brød til de ansatte, og forsøgte at gøre det uundgåelige forlis til en fest. Dagene, der siden er gået, har mindet mig mere og mere om Titanic. Fasen hvor det i 1912 gik op for passagererne på Titanic, hvor uhyggelig en skæbne de risikerede at gå i møde. Endnu mens besætningen forsøgte at mane til ro, begyndte vandet at vælte ind alle vegne. Skibet fik slagside, og lyset begyndte at blinke ombord efterhånden som generatorerne druknede i vand. Sådan har det været den sidste måned at være ansat i DSB (i skrivende stund er det den 30. november 2025, og jeg befinder mig sammen med Jer et sted på Atlanten). Mens ledelsen som officererne på Titanic blot lod musikken spille, har ledelsen i DSB nærmest ikke været til stede blandt medarbejderne. Når nogle har snakket om stress, har ledelsen slået ud med armene, og nærmest nedladende fortalt at der ikke er nogle her, der ved hvad stress er. Det er som at høre lyden af positive kommandoråb fra 1912, om at man bare skal tage det roligt, det løser sig. Det KAN IKKE synke. Det KAN KUN gå godt. Tag det roligt.

Her i slutningen af 2025 sidder jeg i min virkelighed. Den virkelighed hvor WLB slet ikke er i fokus mere. For nu står vi en virkelighed, hvor kampen for at vores aftaler overhovedet bliver overholdt, langt overskygger WLB-problematikken, som ledelsen for øvrigt heller aldrig formåede at løse. Som tillidsrepræsentant står jeg med en hel gruppe af kolleger, som jeg reelt er rigtig meget bekymret for. Dagligt i min virkelighed, når jeg møder kolleger, har de alle som én kommentarer om hvordan de tackler deres ny virkelighed med IVU. Hvis nogle skulle være i tvivl (læs: på ledelsesgangen), er det ikke det glansbillede, mine store stærke kolleger fortæller mig, som ledelsen forsøger at tegne.

Jeg snakkede med en kollega forleden omkring midnat. Ja, for mig betød det, at jeg kom senere hjem, for jeg prioriterer at lytte til mine kolleger, og give dem al den støtte jeg kan. Denne kollega udfrittede mig. Han var vred. Ikke på mig; han var vred på det her system. Han sagde, at jeg måtte udlevere hans navn til det her blad hvis jeg ville, for han ville stå ved det. Jeg står til gengæld ved integriteten for den enkelte, så derfor beskytter jeg min kilde. Jeg vælger dog at citere ham her, for jeg synes det var så stærkt og sigende, hvad han sagde til mig.

Jeg tillader mig her at koge hans ord sammen til følgende, der i det store hele dækker hvad han fortalte mig. Når jeg vælger det, er det for at sige, at jeg ved at alle lokomotivførere er stolte, ærekære og pligtopfyldende. Det er os, der sørger for at DSB kører. Det er os der sørger for, at der overhovedet er et DSB. Jeg giver min kollega ordet:

”Jeg er en stærk mand. Jeg står ved mig selv og min familie. Ingen skal røre mig. Men jeg er også et menneske med følelser, holdninger og mod. Jeg har gennem mit arbejde som lokomotivfører – ikke at det er noget specielt, for sådan er det for alle lokomotivførere – haft mange barske oplevelser… endda på trods af, at jeg heldigvis aldrig har slået nogle ihjel på min vagt. Men jeg ved, at jeg kan tælle mere end 10 nærvedpåkørsler, hvor det har været meget tæt på.

Kan jeg huske dem? Ja, det kan jeg. Kan jeg se dem for mig, hvis jeg lukker øjnene og tænker på dem? Ja, det kan jeg. Har jeg på min vej set mennesker få tæv, men ikke kunnet gøre noget? Ja, det har jeg. Har jeg set mennesker falde og slå sig så slemt, at jeg ikke vidste om de levede endnu, da ambulancen kom? Ja, det har jeg. Sagerne er meldt ind, men jeg lever med det – lige som alle mine kolleger gør. Vi kan lytte til og tale med hinanden. Vi passer alle på hinanden. Vi er kolleger, der alle bærer en tung byrde af oplevelser.

Det, der holder os kørende og holder os oppe, er at vi ved, at der i morgen kommer en ny dag. Den dag er helt anderledes end den forfærdelige dag, jeg var igennem i går. Jeg ved, jeg har mine kolleger, der har overskud til at lytte til min fortælling om alt det frygtelige jeg så. Sammen kan vi lægge dem ned – alle vores grimme og barske oplevelser. Vi griner meget sammen for at overleve, men de her svære ting, dem griner vi ikke af. For det er ikke sjovt. Det er heller ikke sjovt, når en kollega går ned med flaget. Vi er der for hinanden, og vi kender alle vores kollegas historie. Vi bærer byrden sammen.

Alt det her det klarer jeg, og det klarer vi sammen, i det fællesskab vi har.”

Jeg lader lige kollegaen ligge et øjeblik. Jeg kommer lige med min kommentar her, inden vores kollega får lov at runde af.

Det vi ikke klarer, er at se frem til en tjeneste, der begynder eller slutter på et tidspunkt, hvor det ikke passer med vores liv. For dét at være ansat i DSB har aldrig været et 8-16-job. Her får ordet “fuldtidsarbejde” en helt ny betydning, for i DSB betyder det job døgnet rundt, året rundt. Vores helt utrolige fællesskab blandt driftspersonalet hjælper og støtter hinanden. Vi driver Statens døgnforretning altid. For at det skal kunne lade sig gøre, er vores arbejdstider nødt til at tilpasse sig vores forskellige behov. Vi er A- og B-mennesker, nogle er natmennesker, mens andre foretrækker morgennætter. Vi er forskellige, og det er derfor det hænger sammen.

Det hænger sammen, fordi vi har en tjenestefordeling – der består af mennesker fyldt med empati (empati er internationalt anerkendt som noget af den fineste form for menneskelig adfærd), der tilretter tjenesterne efter den enkelte behov, psyke og ønsker. Jeg roser vores tjenestefordeling for at mestre denne opgave, så længe den holder sine personlige præferencer ude. De er superdygtige, og fortjener alverdens ros.

Nogle vil gerne gå til badminton om onsdagen fra 17 til 19, og er ellers ligeglade med alt andet.

Nogle har børn i børnehave og skole, og vil gerne se dem vokse op, og være der for dem. Nogle forsøger at skyde deres eget i gang, mens andre har mange hunde der skal luftes. Nogle er fuldkommen ligeglade, men måske ændrer det sig. Nogle glæder sig til pensionen.

Vi er alle forskellige, men vi får denne døgnfabrik til at hænge sammen.

Tilbage til kollegaen fra før. Hans afsluttende bemærkning synes jeg er så rammende. Derfor skal det også være min afslutning.

“Sagen er, at vi kan leve med rigtigt meget. Og det kan vi, fordi når vi møder i morgen, er det nogle andre vanskeligheder, vi møder ind til. Eller bare en glad dag, som sletter det skidt der skete i går.

Men det her IVU, det er der når jeg møder; på min vagt; når jeg går hjem – det er der, når jeg ser frem – og værst af alt: det er ikke gået væk, når jeg møder i morgen”.

Glædelig jul og godt nytår

– til alle Jer, mine fantastiske kolleger over hele Danmark.