DBB 5 – 2025 – Lokalindlæg Odense

Af: Bruno Skjold Andersen

Nytåret nærmer sig med raske skridt, og vi kan se tilbage på et år med indtil flere triste hændelser. Først og fremmest det antal ulykker – endda med dødelig udgang – vi har været plaget af.

Personpåkørslerne er jo desværre også alt for ofte forekommende. Så sent som i går havde jeg selv en ung gut med i mit regionaltog mod Fredericia. Han valgte at tage turen bag om mit tog og over til spor 1, og selvfølgelig kom der kort efter et modkørende IC-tog; dog heldigvis så langt væk, at der ikke var nogen risiko (men det er jo ikke desto mindre stadig dumt, og desuden rent og skært held, at han ikke blev klippet i småstykker som følge af den handling).

Hvad der ydermere vejer tungt i hverdagen blandt vores rækker, er naturligvis implementeringen af IVU.

Jeg tror endda, at Taxa Syd også har taget IVU til sig: for et par dage siden skulle jeg hjem fra Fredericia til Odense med taxa, så jeg bestilte én til at hente mig ved maskindepotet. Efter lidt søgen og telefonopkald fandt chaufføren ned til værkstedet, og jeg nåede knap at sætte mig ind, før han begyndte at snakke om Århus! “Jeg skal ikke til Århus; jeg skal til Odense”, sagde jeg jo så. “Jamen så skal du have en anden vogn”, svarede han.

Hm, meget mystisk… nå men hele seancen endte med at jeg blev sat af inde ved Fredericia banegård, hvor han i stedet samlede en kollega, der skulle til Århus, op. Chaufføren mente, at der “nok” var bestilt en anden vogn til mig, men jeg tager ingen chancer når jeg skal hjem, så jeg ringede til centralen igen, og der var åbenbart ingen på vej – så der blev bestilt én, jeg så måtte vente på i en 10-15 minutter. Mærkelig taxarejse.

I skrivende stund er der jo så kommet info vedrørende den aftale, man netop har indgået om forlængelse af ture med videre. Det er et stort skridt på vejen, ingen tvivl om det.

Men jeg føler desværre stadig indeni, at fremtiden byder på yderligere forringelser for vores vedkommende, og det er mig i øvrigt en gåde, at ledelsen overhovedet tør kaste sig ud i den slags. Når der skal proklameres, at “vi tager aldrig sikkerheden for givet”, så skal de nok være der – men at sikre ikke blot anstændige, men også sikkerhedsmæssigt forsvarlige arbejdsforhold, falder det åbenbart en hel del tungere med.

Hvorom alt er, så kræver tiden efter min mening at vi holder endnu mere sammen end før, og at vi støtter og hjælper hinanden i det omfang, det er muligt.

Og så er min holdning i øvrigt, at vi lokomotivførere er den absolut vigtigste gruppe i DSB’s rækker. Logistik, indkøb, administration osv. er naturligvis vigtige elementer, der hurtigt ville sætte meget af det i stå, såfremt det ikke fungerede.

Men: uden os kører der ingen tog fra 1. sekund, punktum. Uden os er der med andre ord ingen brug for bestyrelse, ingen brug for ledelse, ingen brug for administration, ingen brug for værksteder… og det er et faktum, som ledelsen burde huske på, og den burde forsøge at sætte sig ind i, hvad vores vilkår indebærer.

Sikkerheden kommer heller ikke af sig selv.

Ja, vi har for mange år siden fået ATC, og på visse strækninger nu også ETCS. Vi har endog fået hjælp til ikke at overse dværgsignaler i “forbikørsel forbudt” (omend jeg personligt endnu ikke er stødt på et tog, der havde det aktiveret). MEN: der er meget andet, der er vitalt for jernbanesikkerheden, som f.eks. at vi er friske og 100% opmærksomme hele tiden, mens vi fremfører tog – og det kan vi simpelthen ikke være, når vi konstant skal plages med lange tjenester, voldsomt skiftende arbejdstider, korte overgange, fejl på materiel, sporarbejde, osv. osv.

Den slags breder sig jo desværre også til fritiden, hvor man ligeledes bliver presset for at nå sit eget, og så bliver man endnu mere træt, når man er i tjeneste. Med andre ord en ond cirkel, der er svær at komme ud af igen…

Der er én fællesnævner for alle punkter i denne problematik: vi er ganske enkelt for få. Og med det stigende overskud, DSB kan fremvise, så burde det være muligt – i alles interesse – at sikre tilstrækkeligt mange lokomotivførere til, at vi rent faktisk har overskud ikke blot i tjenesten, men også til vores familie og venner, som DSB så flot proklamerer på Lokomotivfører-hvervesiden på internettet.

Jeg håber og tror, at vi trods alt går en bedre og mere statisk fremtid i møde, til glæde for DSB, passagererne og også de medarbejdergrupper, der alt for ofte bliver overset og vist endda set ned på nu om dage.

Jeg håber, at vi en dag nyder den samme respekt hos ledelsen, som vi helt klart nyder blandt vore passagerer.

Personligt er jeg ikke i tvivl, når jeg kommer rundt på perronerne, i togene, i landet: vi har generelt en meget stor stjerne blandt vore passagerer, og det skal vi holde fast i!

Med ønsket om en rigtig glædelig jul og et godt nytår, trods omstændighederne, her fra Odense!