|
Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Mandag den 27. oktober kl. 7.57 sov vores gode kollega, Michael Møller, stille ind efter kort tids sygdom omgivet af sine nærmeste i hjemmet i Pjedsted. Michael blev kun 59 år.
Michael efterlader sig sin hustru, Anni Møller, som han delte sit liv og sin hverdag med. Savnet og tomrummet efter hans død mærkes dybt af familien og af venner og kollegaer i DSB.
Michael var udlært elektriker, og havde siden 2005 været ansat som lokomotivfører i DSB, først i København og fra 2007 i Fredericia. Han var en kollega, som kunne tale med alle. Med sit gode humør, lune sind og rolige væsen skabte han tryghed og trivsel omkring sig. Han var en glad, nærværende og vellidt kollega.
Michael elskede god mad, god vin, musik, humor og godt selskab – og han skabte ofte fællesskab omkring sig med netop disse glæder.
Michael var ikke bange for døden. Han havde haft et langt og godt liv fyldt med oplevelser, rejser og minder. Han levede i nuet, gik sine egne veje og fortrød aldrig sine valg. Til det sidste bevarede han sit positive livssyn og sin karakteristiske styrke. Han var en levemand i ordets bedste betydning – som han selv sagde: “Jeg dør på toppen.”
Michael blev bisat fredag den 7. november kl. 13.00 fra Christianskirken i Fredericia. Den store kirke var fyldt og de mange blomster og kranse vidnede om, hvor højt han blev værdsat. Rigtig mange nuværende og pensionerede lokomotivførere og togførere var mødt frem for at tage afsked.
Fra Michaels kone, Anni, skal der lyde en stor og hjertelig tak til alle, der har vist omsorg og sendt varme hilsner i forbindelse med Michaels død. Det betød meget, at vores fanebærer var til stede under bisættelsen.
I overensstemmelse med Michaels eget ønske blev han båret ud af kirken med et glimt i øjet til tonerne af Gasolins ”Smukke Møller”.
Æret være Michaels minde.