DBB 5 – 2025 – Røgfri arbejdstid i DSB

Af: Peter Kanstrup, næstformand i HSU

Når dette læses, er det efterhånden kommet til de flestes kendskab, at DSB agter at gøre arbejdstiden røgfri med virkning fra d. 26. januar 2026, altså om en lille måneds tid og en sjat. Det Blå Blads læsere står jo nok ikke vildt overraskede tilbage og tænker: ”Det synes jeg aldrig, jeg har hørt om før”, idet der i Det Blå Blad 3-2025 var et indlæg fra lokalgruppeformand, Carsten Understrup, som havde læst om ledelsens intentioner i referatet fra mødet i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) tilbage i maj 2025. Intentionen er så over sommeren og efteråret blevet til handling, idet ledelsen – med afsæt i ledelsesretten – har tilsidesat samtlige indsigelser fra medarbejderrepræsentanter i både Personaleudvalget og HSU.

Sagen er nemlig, at M-siden i hele forløbet hr været imod tiltaget, hvilket fremgår af flere referater og senest har man kunne læse M-sidens holdning i medlemsinformation nr. 36-2025. Det ændrer imidlertid ikke på, ledelsen i denne sag har været totalt argumentresistent og valgt at gennemføre røgfri arbejdstid med virkning fra 26. januar 2026.

Ændringen betyder, at alle former for rygeprodukter forbydes i hele arbejdstiden. Forbuddet gælder også når man bærer uniform uden for arbejdstiden og for den sags skyld også i selvbetalte spisepauser for den del af virksomhedens ansatte, som har dette. Og nej, du læste ikke forkert. Det gælder også i selvbetalte pauser (i hvert fald indtil der kommer en juridisk afgørelse som siger noget andet, hvis der kommer sådan en, red.). Alt det – og meget mere om emnet – kan du læse mere om i diverse informationer fra DSB og på abc.dsb.

Men hvorfor har M-sidens reaktion været så entydig imod et forbud. Det er jo de færreste, der mener, at rygning er godt eller, at det er anbefalelsesværdigt at ryge. Det synes M-siden i HSU heller ikke, men der er langt fra den konstatering og til et totalt rygeforbud. Meget langt endda.

Ingen skal være tvivl om, at en samlet M-side i HSU støtter op om røgfri miljøer, hjælp til rygestop – ja, alle former for frivillighed. Vi er nemlig hverken sprunget ud som hippier, der mener, at alt kan og skal ryges. Eller nostalgikere, der ønsker røgfyldte lokaler andre steder end på de brune værtshuse. Tværtimod. Frihed fra andres røg er en menneskeret. Men M-siden tager afstand fra ledelsens indgreb i medarbejdernes personlige frihed og ret til at forvalte eget liv, herunder retten til at tage ansvar for eget helbred. Det rager ganske enkelt ikke arbejdsgivere, hvordan den enkelte lever sit liv, hvis det kan gøres uden gene for andre. Det virker komisk – i hvert fald på denne artikels forfatter – at man tør betro lokomotivførere værdier for millioner og stoler på, at de – uagtet at de ryger – kan fragte mennesker sikkert fra A til B uden de pågældende passagerer lider overlast, men man tør ikke stole på de selvsamme lokomotivføreres dømmekraft i forhold til egen sundhed. Det er godt nok bemærkelsesværdigt!

Nærværende holdning skal også ses som en reaktion på det faktum, at dem som går mere op i, hvad andre gør eller ikke gør, får stadig større indflydelse. De må – som alle andre – mene, hvad som helst, om hvad som helst, men er man arbejdsgiver, skal man vare sig for at lede med afsæt i et bestemt moralkodeks. Senest var der noget galt med måde, vi talte på, nu er det individets vaner, som står for tur. Oplevelse af sundhed kan ikke nødvendigvis sættes på formel. Det bør ledelsen respektere, hvilket hidtil bestemt ikke har været tilgangen. Og hvad bliver det næste? Er det en virksomhedspolitik for, hvad vi må have med i madpakken og hvor mange kalorier, den må indeholde? Eller kommer der regler for, hvor meget fedt, der må være i den kage, du stiller frem til kollegaerne på din fødselsdag? Ellers måske et loft over, hvor mange kalorier den må indeholde. Eller bliver fokus i stedet rettet på den enkeltes overvægt og hvad virksomheden vil gøre ved det, herunder eventuelle regler for, hvor mange skridt – eller hop på stedet – vi skal tage på hver arbejdsdag. Meget tyder på, at man ikke skal trække på smilebåndet her. For bekymringen er, i hvert fald min bekymring, at kun fantasien sætter grænser. Og meget tyder på, at de ”rigtige meningers loge” er meget fantasifulde.

Det har i processen frem mod det totale rygeforbud været nævnt flere gange, at tiltaget skal ses i sammenhæng med virksomhedens store fokus på ”Sundt DSB”, hvor det tydeligt fremgår, at rygning er en af de ting som skal bekæmpes, bl.a. fordi det kædes sammen med et øget sygefravær. Som tidligere nævnt kan der ikke være to meninger om, at rygning er usundt. Så langt så godt. Men at påstå, at rygning fører til et øge sygefravær er problematisk, alene af den grund, at det ikke fremgår af nogen data i DSB, hvem der ryger. Og selv om man så vidste, hvem rygerne var, så er det jo sådan, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem rygning og sygefravær. Rygning forkorter livet, fører til færre år med fravær af sygdom og forhøjer risikoen for en række alvorlige lidelser, bl.a. hjertekarsygdomme og en række kræftformer. Men mange af disse negative effekter sker på lang sigt og der er ikke umiddelbart forskning som viser, at rygere – fordi de ryger – har et forhøjet fravær i de erhvervsaktive år. Årsagen er formentlig den ret simple, at rigtig mange af rygningens negative konsekvenser viser sig ret sent i livet, altså efter rygeren er gået på pension. Og det kan da aldrig være et problem for virksomheden …

Egentlig indeholdt denne artikel oprindeligt også et afsnit om ledelsens tanker om forbud mod diverse nikotinprodukter. Dette afsnit er slettet, da man i ledelsen i ellevte time besindede sig. Heldigvis. Og ros for det, da man her var på vej i en helt gal retning.

Og så lidt værdifuld info til dig der nåede til artiklens ende og tænker: ”Der var godt nok én dér, som er blevet noget pikeret over, at han ikke længere må ryge i arbejdstiden”.  Næ du, faktisk ikke! Denne skribent har ikke røget i lige ved 20 år, hvilket jeg er meget glad for. For mig har det været en god beslutning at kvitte smøgerne, men det er jo ikke ensbetydende med, at det er tilfældet for alle. Jeg respekterer folks valg – også de valg jeg finder uforståelige. Og her er der noget at lære for de ”frelste”. Dem som går meget op i, hvad andre gør. Og ikke forsømmer muligheden for at nedgøre de valg, andre tager, hvis disse valg i deres optik ikke er rigtige og rationelle. Men hvem har ret til at definere, hvad ”det rigtige” er? Selvbestaltede vogtere af ”de rigtige holdninger” har en forunderlig evne til at fremstå i et komisk lys. Og denne sag er i den forbindelse ingen undtagelse.

Må jeg – venligt, men bestemt, her på falderebet – opfordre vores ledelse til at beskæftige sig med rigtige problemer og løsningen af disse. IVU for eksempel. Det er faktisk det, I får jeres løn for …