DBB 2 – 2026 – Lederen – Plan B

Det er altid godt at have en plan B, forstået som et alternativ, når den foretrukne løsning – altså plan A – fejler. Foranstående gælder formentlig i alle livets forhold, så der er jo nok ikke ret mange som, med den konstatering, falder bagover af benovelse. Så hvorfor er det måske alligevel interessant i disse IVU-tider?

Ja, egentlig kun af én årsag, nemlig dén, at Plan A – IVU-implementering i DSB – har fejlet. Helt og aldeles. Virksomheden er lagt ned og både indtjeningen og bundlinjen lider. Manglende passagerindtægter og voldsomt stigende udgifter til rejsetidsgaranti, togbusser, taxakørsel, ekstra planlægnings- og driftsressourcer, krydret med en ineffektiv planlægning har sendt DSB til tælling. Vi er med på, at ikke alle fortrædeligheder kan tilskrives IVU, men mange af dem kan. Så det er alvorligt og for medarbejderne i Planlægningen, Driftscentret og ikke mindst for os, som er ude i driften, er de arbejdsforhold, IVU har medført, dybt problematiske.

Kaotiske arbejdsdage med et væld af ændringer og en Work-life balance som er kraftig forringet, endda fra et ret lavt udgangspunkt, jævnfør de senere års trivselsmålinger. D. 27. oktober 2025 – datoen for ibrugtagningen af IVU – står som en skelsættende dato for DSB og virksomhedens medarbejdere. Syv måneder er gået siden dette IT-planlægningsprogram fra Helvede – helt åbenlyst uden tilstrækkelig forudgående testning – lagde DSB ned. Meget er sket siden, men trods en række tiltag, arbejdsgrupper, mv. står vi fortsat et vanskeligt sted. Og i hvert fald et sted, hvor vi i LPO godt tør konkludere, at plan A, ikke bare er kuldsejlet, den er også stendød.

Vi har derfor i områdegruppebestyrelsen i nogen tid efterhånden været optaget af, hvordan vi – med afsæt i at IVU er her og næppe forsvinder inden for en overskuelig fremtid – kommer videre. Vi har på den baggrund – i forståelse med lokalgruppeformændene – udarbejdet et forslag, Plan B, som blev lanceret for Repræsentantskabet og dets tilhørere på Repræsentantskabsmødet d. 22. april. Hensigten med Plan B er at skabe meget mere struktur og forudsigelighed for vores hårdt ramte kollegaer. Planens hovedoverskrifter er:

1. Der skal være en lokal tjenestefordeling a la den, der var inden d. 27. oktober
2. Den lokale tjenestefordeling og samarbejdet mellem dem og den enkelte LKF skaber grundlaget for, at der igen er LKF som af egen fri vilje ønsker at køre i reserven
3. Idet omfang, der ikke er nok, som ønsker at køre i reserven, indlægges der reserveuger i ture, hold eller forløb, eller hvad vi nu skal kalde det, på ALLE depoter
4. Tjenesterne fra grundplanen indlægges i ture / hold / forløb i stedet for tjenesterammer, henholdsvis anmodninger
5. Idet omfang der er ledige pladser i turene / holdene / forløbene indlægges rådighedstjenester på disse dage. Rådighedernes længde skal være sådan, at de inden for korrigeringsreglerne kan dække den maksimale tjenestelængde for det tidspunkt den ligger på.

Det er vores tilgang, at Plan B skal iværksættes straks muligt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det er nødvendigt at koordinere Plan B med højtidsplanlægningen for jul/nytår, hvilket kan betyde, at ”straks muligt” i yderste konsekvens kan være primo januar 2027. Det er meget lang tid at vente. Til gengæld kan det åbne for, at vi samtidig kan få løst de problemer, der er omkring weekendfri lige/ulige uger som følge af den famøse uge 53 og to på hinanden følgende ulige kalenderugenumre.

Planen er præsenteret for ledelsen d. 30. april og drøftelserne er i gang. Enhver drøftelse kræver nogle kompromisser før der er enighed, men umiddelbart er der taget godt imod vores forslag, hvilket i sagens natur er helt afgørende for den videre proces.

Uagtet vi er kommet godt fra land, kan meget gå galt og djævlen ligger som bekendt i detaljen. Det er derfor vigtigt at holde snuden i sporet og fastholde troen på, at en løsning er mulig, om ikke andet så fordi ledelsen også står et svært sted. Og måske især fordi der i vores optik – med IVU ved roret i planlægningen – p.t. ikke er andre veje til et acceptabelt arbejdsmiljø.

Plan B er vejen ud. Derfor er der heller ikke en Plan C …