Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisations nyhedsbrev (lettere redigeret)

 

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) viser en klar sammenhæng mellem sygefravær og kvaliteten af den ledelse, man arbejder under. Det er måske ikke en kæmpe overraskelse, men alligevel tankevækkende.

 

Hvis man arbejder 5 dage om ugen, er der omtrent 220 arbejdsdage på et år. Det er de færreste, der kommer igennem et helt arbejdsår uden sygemeldinger og nu viser en analyse fra AE og FH, at ledelse har en enorm betydning for, hvor mange gange man må blive hjemme. Faktisk har lønmodtagere med dårlig ledelse i gennemsnit 4,5 sygedage mere om året – altså næsten en hel arbejdsuge. Og da omkring hver fjerde dansker er udsat for dårlig ledelse, giver det mindst 2,5 millioner tabte arbejdsdage på et år.

 

”Det er rigtig skræmmende tal. Ingen skal blive syge af at gå på arbejde – og slet ikke, fordi ledelsen ikke er god nok til at kommunikere, inddrage eller sørge for acceptable arbejdsvilkår,” siger FH’s formand, Morten Skov Christiansen, og fortsætter: ”Det må være en øjenåbner for arbejdsgiverne, at de får millioner af ekstra sygedage, fordi arbejdet ikke er planlagt godt nok, eller fordi lederen ikke kommunikerer med medarbejderne eller inddrager dem i beslutningerne. Her er der virkelig noget at hente på bundlinjen”.

 

Og det er desværre ikke første gang, at der kommer nogle voldsomme tal om sygefravær og arbejdsmiljø. Andre analyser har fastslået, at sygemeldinger er meget dyrt for virksomhederne og for samfundet. AE har tidligere dokumenteret, at sygemeldinger med arbejdsrelateret stress alene koster samfundet 55 milliarder kroner årligt. Og Beskæftigelsesministeriets tal viser, at arbejdsulykker hvert år koster 28 milliarder kroner.

 

Der er plads til forbedringer og netop en markant forbedring af både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø er en hjørnesten i FH’s udspil til en mere tryg tilbagetrækning, som kom i efteråret 2024. Som Morten Skov Christensen tørt konstaterer, så kan man ikke bare forlange, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, uden også at tage bedre hånd om dem. ”Arbejdsmiljøet skal løftes, og det kræver, at vi styrker både ledere og tillidsvalgte og sørger for, at medarbejderne bliver hørt og inddraget,” fastslår Morten Skov Christiansen. Morten er dog også sikker på, at langt størstedelen af de ledere, hvis medarbejdere har et dårligt arbejdsmiljø, ønsker at gøre det bedre. ”Der er jo ikke nogen ledere, der går på arbejde hver dag med en ambition om at skabe et dårligt arbejdsliv for sine medarbejdere. Men alt for mange er for pressede og har ikke tiden og ressourcerne til at prioritere arbejdsmiljøet. Politikerne på Christiansborg og arbejdsmarkedets parter skal sikre, at det kan lade sig gøre,” siger FH-formanden.

 

Og må man forsigtigt tilføje – det kan næsten kun gå for langsomt …

 

Du kan læse hele analysen her