Lyt til artikel
Getting your Trinity Audio player ready...

Af: Simon Brix Aabern

Så blev det endnu engang til en omgang lokalnyt her fra Kalundborg. Vi er godt i gang med sommeren, og over halvdelen af LKFérne har, ligesom resten af Danmarks befolkning, afholdt deres sommerferie. For nogen går sommerferien måske en tur til Samsø, med enten bil eller måske på cykel, som er yderst populært her i sommerhalvåret. Der er blevet indsat en ny el færge på ruten mellem Kalundborg og Samsø, som kan tage flere biler med, end den gamle. Da der på havnen i Kalundborg skulle bygges en del om i forbindelse med den nye færge, har man flyttet lejet, så det nu ligger et stenkast væk fra Kalundborgs station. Har man dog planlagt at det skal foregå på cykel, og noget af turen skal være med tog. Ja så skal man da huske at pakke lidt ekstra tålmodighed. De ankomster i Kalundborg som passer med en færgeafgang til Samsø, ja det kan jo være enten en enkelt MG eller MF. I de situationer kan det ske at allerede på Københavns Hovedbanegård, må der afvises passagerer med enten cykler eller barnevogne, da der ikke kan være flere i toget. Især i weekenderne giver det massive udfordringer, når der køres med et sæt. Ikke kun i forhold til cykler og barnevogne, men også selve passagerne. Fra Roskilde til København er der flere afgange. Men det er sgu lidt træls at skulle efterlade familien som egentlig skulle med, for at komme en tur i Tivoli, og så må de jo vente en time og håbe på at komme med den næste afgang. Gang på gang har togpersonalet skrevet at det er for lidt med kun et sæt. Men det lader til at have minimal effekt. Et løb eller 2 er blevet opformeret til 2 sæt, men det burde være på alle afgange. På risten i Kalundborg, kan der være helt oppe til 6 MG sæt, som holder og venter på det bliver mandag og de skal køre igen. De kunne såmænd have indgået i trafikken både lørdag og søndag. Forskellen på klargøring af en MG, mod 2 MG sammenkoblet er 10 min. Og så meget som arbejdssedlerne bliver korrigeret i forvejen, er det vel en smal sag at tilføje de 10 min ekstra i klargøringstid.

Søndag d. 29. juni var det 150 år siden at Nordvestbanen blev indviet. For at fejre dette var det gratis at kører med toget på Nordvestbanen. Som tidligere nævnt i dette indlæg, er der i weekenden store problemer med, at der mangler vogne til alle passagererne, barnevogne og cykler. Når man så vælger at det skal være gratis, ja så strømmede folk til på de forskellige stationer i håbet om at komme med toget. Det skal så lige nævnes at alle afgange var opformeret til 2 sæt. Udover gratiskørslen bød DSB på kaffe og kage på Roskildes og Holbæks stationer. Det kan måske virke som en tynd kop te at fejre jubilæet sådan. Jeg vil mene at et togsæt parkeret på stationen i Kalundborg, kunne der holdes åbent førerrum, så nysgerrige sjæle kunne se hvordan sådan et ser ud og fungere. Eller der måske var indsat flere tog mellem Holbæk og Kalundborg. En enkelt afgang i timen var måske lige i underkanten. Desværre var dagen også præget af generelle forsinkelser, varme tog og en enkelt falsk besættelse. MG sæt 69, må ikke kobles i 58 enden, da koblingen er defekt. Det står endda skrevet i førerrummet den ikke må. På jubilæumsdagen var det 3. gang det var sket, og den blev afkoblet på København H. Sættet kunne så ikke kører videre alene, da styreventilen i 58 enden var defekt. Men hvorfor nogen finder på at blive ved med at koble den sammen og lade den kører er mig stadig en gåde.

Tølløse by havde virkelig lagt sig i selen for at fejre banen. I Tølløse var der blandt andet mulighed for at kører med Vestsjællands Veterantog fra Tølløse til Stenlille, som er Lokaltogs strækning. Der var besøg af jernbaneorkestret, Holbæk Garden, Stand-up, taler, blandet andet af Tony Bispeskov, som også var en smut i Hvalsø ligeså for at holde tale.

Dette var ordene fra mig, jeg håber læserne vil få en dejlig sommer.